Bosse garanterer mere af det samme

INTERVIEW: Stine Bosse kommer ikke med en masse nye ideer til Concito. I stedet skal tænketanken gøre som hidtil, lyder det fra Bosse, der dog slår fast, at hun bliver en helt anden formand end forgængeren.
Morten Øyen
Hvorfor fikse noget, hvis det ikke er i stykker?

Det er lidt med den indstilling, Stine Bosse overtager formandsposten af Concito, der har stået tom, siden Martin Lidegaard (R) blev klima- og energiminister. Hun ønsker nemlig ikke at ændre noget ved tænketanken, men skabe tryghed om den kurs, der er lagt.

"Jeg har meget stor respekt for det arbejde, som er gjort, og jeg har derfor ingen store ambitioner om at ændre noget. Jeg vil fastholde det opmærksomhedsniveau, den seriøsitet og den anerkendelse, som Concito har opbygget," siger Stine Bosse, der dog understreger, at hun bliver en anden slags formand, end Martin Lidegaard var det.

Ingen Lidegaard
Stine Bosse kommer nemlig kun til at være "klassisk" bestyrelsesformand med få arbejdstimer i ugen afsat til Concito. Modsat var Martin Lidegaard fuldtids "arbejdende formand". Det passer dog ind i Bosses liv, hvor der er skåret ned på arbejdstiden, siden hun var topchef i TrygVesta. Det var faktisk en forudsætning for, at Bosse ville sige ja, da hun blev ringet op i midten af december og spurgt, om hun ville være den nye formand for Concito.

"Jeg lægger meget vægt på den rollefordeling: At direktøren tegner virksomheden, og bestyrelsesformanden er med til at lægge de overordnede linjer," siger Stine Bosse, der også er engagereret i en række andre virksomheders bestyrelser.

Fakta

Stine Bosse er foruden kommende formand for Concito også netop blevet udnævnt som formand for bestyrelsen i Det Kongelige Teater og bestyrelsesmedlem af den tyske finanskoncern Allianz. Hun er desuden formand for Flügger-koncernen og medlem af bestyrelserne i Nordea, TDC, Icopal, det engelske forsikringsselskab Amlin, den norske industrigruppe Aker ASA samt formand for BØRNEfonden.

Stine Bosse er 52 år og uddannet cand.jur.

Ingen bevægelse
Og den klassiske virksomhedsstruktur passer godt til Bosses syn på tænketankens rolle. For det er vigtigt, at den ikke bliver en "bevægelse", selvom den skal kommunikere klimaspørgsmålene, så også helt almindelige mennesker forstår det. Arbejdet skal bygge på fakta.

"Concito skal helt sikkert have den kritiske vinkel. Derfor kommer vi også til at være efter Martin Lidegaard, hvis han kommer med forslag, vi ikke mener, er gode nok. Men Concitos rolle vil altid være faktuel og faglig på klimaspørgsmål."

Det er sådan i dag, at hvis du vil have mulighed for at påvirke politiske beslutninger i retning af højere faglighed, og det vil Concito, så bliver du samtidig nødt til at kunne påvirke almindelige mennesker.

Stine Bosse
Kommende formand, Concito

Men det ligner at blive en balance. I hvert fald ønsker Stine Bosse, at Concito appellerer bredt og kommunikerer, så det ikke kun bliver fagfolk og politikere, der kender til dets arbejde.

Ikke blive for teoretisk
"Det er sådan i dag, at hvis du vil have mulighed for at påvirke politiske beslutninger i retning af højere faglighed, og det vil Concito, så bliver du samtidig nødt til at kunne påvirke almindelige mennesker," siger hun.

Derfor skal Concito kunne komme med indspark til energiforhandlinger og senere en grøn skattereform, men tænketanken skal også kunne levere mere jordnære løsninger.

"Vi skal gøre det nemmere at finde løsninger på, hvordan man helt konkret kan omstille til for eksempel jordvarme eller få installeret en varmepumpe i sit hjem. Det er helt nødvendigt, at omstillingen bliver mere gennemskuelig og let tilgængelig for almindelige mennesker."

Stine Bosse vil blive valgt som ny formand for Concito, når tænketanken afholder ekstraordinært rådsmøde 30. januar.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Stine Bosse

Spidskandidat til Europa-Parlamentet (M), formand, PlanBørnefonden, bestyrelsesmedlem i Allianz, Assistancebolaget og DNB
cand.jur. (Københavns Uni. 1987)

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00