Concito: Lidegaards solcelle-mål er uambitiøst

SOLCELLER: Martin Lidegaards solcelle-mål for 2020 er kun en tredjedel af Energistyrelsens fremskrivning. Concito kalder ministerens mål uambitiøst og efterlyser en bred sol-strategi. Den kommer, siger SF.
"Det skal være en samlet strategi. Det har vi ikke haft endnu, og det skal til," siger SF's Steen Gade.
"Det skal være en samlet strategi. Det har vi ikke haft endnu, og det skal til," siger SF's Steen Gade.Foto: Colourbox.dk
Morten Øyen
Der er et stykke op fra klima- og energiminister Martin Lidegaards (R) mål for solenergi-produktionen i 2020 og til Energistyrelsens forventning. Faktisk er ministerens ambition omkring en tredjedel af Energistyrelsens fremskrivning.

Det viser en sammenligning mellem ministerens "Sol over Danmark", hvor han opsætter sine mål for den kommende solenergistrategi, og Energistyrelsens "Danmarks Energifremskrivning 2012", der udkom i slutningen af september.

Den grønne tænketank Concito er ikke imponeret af ministerens målsætning.

"Der har været en stor vækst af solceller i år, men det er jo kommet fra næsten ingenting. Så når ministeren kun satser på en fordobling i forhold til i dag, så er det ikke særlig ambitiøst," siger direktør for Concito Thomas Færgeman.

Energistyrelsen forventer mere
Ser man på Energistyrelsens fremskrivning, så er forventningen til solenergi-produktion i 2020 væsentligt højere end ministerens.

Fakta
Udvikling accellereret:

1. januar 2011 var der i Danmark opsat 1.142 solcelleanlæg i Danmark. 1. januar 2012 var tallet steget til 3.623 anlæg, og 7. september i år var tallet oppe på 22.273 anlæg. Dansk Energi vurderer, at antallet kan nå helt op på 40.000 inden årets udgang.

Ved udgangen af 2010 var der installeret godt 2 MW solceller i Danmark. Siden har udviklingen accelereret: I april 2012 var der installeret omkring 30 MW, og kapaciteten steg til 117 MW i september. Nu er det forventningen, at med udgangen af 2012 vil kapaciteten være 200 MW.

"Selvom det er gået forrygende stærkt det seneste år, tror jeg stadig på mere end en fordobling af den samlede solenergi-produktion i 2020 i forhold til i dag," skriver Martin Lidegaard i "Sol over Danmark".

Jeg kan godt forstå, at man kigger på ordningen, men det er vigtigt, man ikke dræber den bevægelse, der er.

Thomas Færgeman
Direktør, Concito

Ministeren forventer dermed, at kapaciteten når op på godt 400 MW i 2020.

I Energistyrelsens basisfremskrivning regnes der dog med en gennemsnitlig udbygning i størrelsesordenen 125 MW hvert år, det vil sige noget mindre end det seneste halve års tid.

"Dermed vil der i 2020 være en elkapacitet fra solceller på knap 1200 MW svarende til en produktion på knap 3 pct. af elforbruget," hedder det i fremskrivningen.

Efterlyser energistrategi
En række aktører har advaret imod, at solenergien igen ender i "slæbegear", hvis den kommende strategi også betyder et opgør med den populære nettomålerordning. Concito ser dog ræson i, at man ser ordningerne for solceller efter i sømmene.

"Jeg kan godt forstå, at man kigger på ordningen, men det er vigtigt, man ikke dræber den bevægelse, der er," siger Thomas Færgeman.

Han mener, den eksisterende ordnings store succes har været, at den har skabt en følelse af, at man faktisk kan gøre noget for klimaet.

"Derfor vil det også være utrolig trist, hvis man gør det så økonomisk uattraktivt, at den store udbygning dør igen," siger Thomas Færgeman, der ikke vil komme med forslag til den kommende strategi.

Han håber dog, at politikerne ikke kun forholder sig strengt økonomisk til en ny støtteordning, men også kommer med et bud på, hvor meget solenergien skal fylde i energisystemet, og hvordan den skal spille sammen med eksempelvis vindenergi.

SF: Vi skal have samlet strategi
SF's klima- og energiordfører Steen Gade vil ikke kommentere på, om Martin Lidegaards målsætning er ambitiøs. Men han fastholder, at der skal findes en løsning, hvor der fortsat vil være en betydelig udbredelse af solenergi.

"Der er ikke ukendt, at man hjælper en teknologi igennem, og så, når den bliver billigere, ændrer på støtten. Sådan har det også været med vindmøller," siger Steen Gade og understreger, at man bliver nødt til at forholde sig til det økonomiske hul, den nuværende ordning skaber, og at prisen på solceller på kort tid næsten er blevet halveret.

Han er dog meget enig med Concito i, at strategien også skal være en bred sol-strategi, som medtænker hele solenergiens rolle i energisystemet. Han håber også, strategien åbner for en endnu bedre rådgivning om solceller end i dag.

"Det skal være en samlet strategi. Det har vi ikke haft endnu, og det skal til," siger Steen Gade.

Onsdag mødes Martin Lidegaard med interessenter på solcelleområdet for at få deres indspark til den kommende strategi. I ugen efter efterårsferien vil ministeren så fremlægge et forslag til den kommende strategi for politikerne i forligskredsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Thomas Færgeman

Direktør, Fugleværnsfonden, bestyrelsesformand, Haver til Maver, fhv. direktør, Concito
cand.agro. (Den Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole 1991), journalistisk tillægsuddannelse (DJH 1991)

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00