Connie Hedegaard ny formand for Concito

NAVNENYT: Tidligere EU-kommissær Connie Hedegaard bliver ny bestyrelsesformand i den grønne tænketank Concito. Hun afløser Anders Eldrup.

Foto: Europa-Kommissionen
Anders Jerking

Medlemmerne i den grønne tænketank Concito har torsdag valgt den tidligere EU-kommissær og minister Connie Hedegaard som ny bestyrelsesformand.

”Jeg er glad for at få muligheden for at bidrage til Concitos vigtige arbejde. Vi har brug for en stærk og uafhængig klimastemme, der med dyb faglig viden går i konstruktiv dialog med beslutningstagere, virksomheder og andre interessenter om at identificere de bedste og mest holdbare løsninger i den grønne omstilling. Jeg vil bestræbe mig på at bringe min erfaring og viden ind i arbejdet og ser frem til sammen med den øvrige bestyrelse og sekretariatet at bringe Concito endnu videre,” udtaler Connie Hedegaard i en pressemeddelelse.

Hun afløser Anders Eldrup, der har været fungerende formand siden juni 2015, hvor Stine Bosse trådte tilbage som formand. Eldrup fortsætter i bestyrelsen, men er glad for at give roret videre:

”Connie Hedegaard er en af Danmarks vigtigste stemmer på klima- og energiområdet. Hun kender det politiske system indefra og har et unikt kendskab til klima- og bæredygtighedsdagsordenen i Danmark og internationalt. Jeg glæder mig til samarbejdet,” siger han i en pressemeddelelse.

Connie Hedegaard blve første gang valgt til Folketinget for Konservative i 1984. I 1990 forlod hun Folketinget for i stedet at arbejde som journalist. I 2004 blev hun udnævnt til miljøminister og i 2007 klima- og energiminister. Fra 2010-2014 var hun EU's første klimakommissær.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Eldrup

Formand, Innovationsfonden, bestyrelsesmedlem, CIP Fonden, bestyrelsesmedlem, Innargi, bestyrelsesmedlem, Norlys Energi
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1972)

Connie Hedegaard

Formand, Concito & KR Foundation, OECD’s Round Table for Sustainable Development
cand.mag. i historie og litteraturvidenskab (Københavns Uni. 1991)

0:000:00