Corydon: Vækstplan koster job i vindsektoren

JOB: Med Vækstplanen udskydes opførelsen af vindmølleparken Kriegers Flak, og 100 MW kystnære vindmøller bliver alligevel ikke til noget. Frem mod 2020 vil det reducere beskæftigelsen med 3000 personer, oplyser finansminister Bjarne Corydon.

Foto: Stig Stasig
Morten Øyen

Vindmøllebranchen taber job med sommerens Vækstaftale.

Frem mod 2020 vil mere end 3000 job gå tabt i vindsektoren, fordi Vækstpakken 2014 udskyder opførelsen af havvindmølleparken Kriegers Flak i to år, og antallet af kystnære vindmøller reduceres fra 500 til 400 megawatt.

Det viser en beregning, som Finansministeriet har lavet for Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt.

Venstre-ordføreren ønskede at få ministerens embedsmænd til at undersøge, om aftalen ville koste 6000 job, sådan som en udregning fra Arbejdernes Erhvervsråd har vist. Og det mener Finansministeriet altså ikke helt.

Ifølge svaret fra ministeren vil justeringen af Energiaftalen, som indgår i Vækstpakken 2014, stort set ikke påvirke beskæftigelsen i 2014 og 2015. Det vil først og fremmest ske i perioden 2017-2020.

”Reduktionen af udbuddet af kystnære vindmøller vil indebære et fald i beskæftigelsen på cirka 1000 personer, mens udskydelsen af etableringen af Kriegers Flak indebærer et fald på cirka 2000 personer, som imidleritid indhentes i perioden efter 2020,” skriver finansminister Bjarne Corydon i svaret, og gør opmærksom på, at beskæftigelseseffekterne kun har betydning for selve etableringen af vindmølleparkerne:

”Vindmølleparkerne vurderes derfor ikke at have nogen varig virkning på beskæftigelsen,” skriver finansministeren.

0:000:00