Danmarks udledning af drivhusgasser stiger for første gang siden 2006

KLIMAREGNSKAB: Danmarks samlede udledning af drivhusgasser steg med 4,1 procent i 2016, hvilket bryder med ti års fald i udledningen. "Det er katastrofalt," mener Enhedslistens Maria Reumert Gjerding.

Foto: /ritzau/Asger Ryø Borberg
Daniel Bue Lauritzen

Danmarks udledning af drivhusgasser steg i 2016 for første gang i næsten ti år.

Det viser nye data fra Danmarks Statistik.

Den samlede udledning steg med 4,1 procent, og det er ikke sket siden 2006, at der ikke udledes flere drivhusgasser fra Danmark.

Stigningen skyldes ifølge Danmarks Statistisk en kombination af koldt og vindstille vejr, der betød, at varmebehovet steg, mens møllerne ikke drejede så hurtigt som tidligere.

EL: Katastrofalt
Men ifølge Enhedslistens klimaordfører, Maria Reumert Gjerding, er også regeringen medskyldig i den triste udvikling.

"Det er katastrofalt, når vi i Danmark sætter vores klimaomstilling i stå. Det har vi i ret høj grad gjort med den nuværende regering. Den startede med at aflyse vores klimamål og har modarbejdet energiaftalens planer for vindmøller, rykket rundt på finansieringen af vedvarende energi og lempet på de grønne afgifter. Konsekvenserne udebliver jo ikke," siger hun.

Thomas Danielsen, klimaordfører i Venstre, mener ikke, at Venstre bør tage ansvaret for den øgede udvikling.

"Der kan være mange årsager til, at CO2-udledningen stiger og falder på årlig basis. Alt fra hvor meget eller lidt vinden blæser, til om vinteren er hård. Så år-til-år-data kan man ikke bruge til noget," siger han og fortæller, at man i stedet for at vurdere Venstre klimapolitik ud fra det ene år, skal se på udviklingen over længere tid:

"Siden år 2001 har Venstre siddet i regering næsten hele tiden med undtagelse af tre-fire år. Så man kan vurdere os på den periode. Lige i øjeblikket har vi den grønneste regeringen i nyere tid," siger han. 

Vækst kræver udledning
De to er imidlertid enige om, at stigningen i vækst og privatforbrug også påvirker tallene. Og ønsker man vækst, er klimaaftryk stadig et nødvendigt onde, mener Thomas Danielsen.

"Det er en kendt sag, at det har et miljøaftryk, når der kommer gang i hjulene. Så hvis man alene skulle forsøge at lave flotte klimaregnskaber, skulle man bare lukke ned for al vækst og virkelyst. Men det er ikke regeringens ambition," siger han.

Men det er især, når væksten ruller af sted, at man skal tænke på klimaet, mener Maria Reumert Gjerding.

"Det er formentlig også et udtryk for, at privatforbruget er begyndt at stige. Men netop for at imødekomme sådan en situation, er det nødvendigt at fastholde tempoet og ambitionen i vores egen grønne omstilling," siger hun.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)

Thomas Danielsen

Transportminister, MF (V)
lastvognsmekaniker, bankrådgiver (Sparekassen Holstebro 2009)

0:000:00