Debat

Dansk Energi: Grøn strøm skal både være varme og en eksportvare

DEBAT: Vi skal både have en øget elektrificering af varmeforbruget og flere udlandsforbindelser, lyder det fra Dansk Energi i et svar til Vindmølleindustrien og Dansk Fjernvarme, som er uenige i, hvordan den grønne elproduktion fremmes bedst.

Det kræver både elektrificering og udlandsforbindelser, hvis vi skal have mere ud af vores vedvarende energi, skriver Peter Meibom fra Dansk Energi.
Det kræver både elektrificering og udlandsforbindelser, hvis vi skal have mere ud af vores vedvarende energi, skriver Peter Meibom fra Dansk Energi.Foto: Dong Energy
Morten Øyen

Morten er redaktør og journalist på Altinget.dk. Morten er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har en MA i journalistik fra City University i London.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Meibom,
Afdelingschef, Dansk Energi

Fakta
Bland dig i debatten! 

Send dig indlæg til [email protected]

Elektrificering kan ikke stå alene, når vi taler om øget værdi af vindmøllestrømmen. 

Peter Meibom
Afdelingschef Dansk Energi

Der har over de sidste par uger kørt en intens debat her på Altinget om, hvordan vi bedst øger værdien af den danske vindmøllestrøm – om det er med øget elektrificering af varmeforbruget eller udlandsforbindelser. Fra Dansk Energi skal lyde et rungende ”både og”. Vi skal elektrificere fordi det er en god idé i sig selv, men derudover glæde os over, at vi kan handle med vores naboer så de kan bruge vores vindmøllestrøm på nogle tidspunkter, og vi kan bruges deres elproduktion på andre.

Elprisen er i øjeblikket historisk lav i Nordeuropa. Dette skyldes primært lave kulpriser og lave CO2-kvotepriser og generelt faldende elforbrug, samt i mindre omfang væksten i vindkraft i det nordeuropæiske elmarked. Stigningen i støtteomkostningerne til vedvarende energi (PSO-afgift) er altså mere drevet af at produktionsomkostningerne til den prissættende teknologi på elmarkedet (kulkraft) er faldet, bl.a. på grund af at CO2-kvoteprisen ikke afspejler de faktiske omkostninger til nedbringelse af CO2 i Europa.

Forærer kun sjældent vindstrøm
Man kunne få indtryk af, at vi forærer vindmøllestrømmen væk til vores naboer, når man følger debatten. Det er tilfældet en sjælden gang i mellem, men ikke udtryk for det generelle billede. Ser vi på data for de seneste tre år, har danske vindmøller en gennemsnitlig afregningspris, der ligger ca. 2-4 øre/kWh under den gennemsnitlige elpris. Der er altså tale om en lille rabat på vindmøllestrøm og ikke et brandudsalg, en rabat der er en logisk konsekvens af, at udbud og efterspørgsel sætter prisen time for time på elmarkedet.

Vi skal elektrificere fordi det er en god idé i sig selv, men derudover glæde os over, at vi kan handle med vores naboer så de kan bruge vores vindmøllestrøm på nogle tidspunkter, og vi kan bruges deres elproduktion på andre.

Peter Meibom
Afdelingschef Dansk Energi

Ikke desto mindre er der både behov for at øge værdi af vores strøm, og mindske støttebehovet til vedvarende energi. Det kræver dels en bedre udnyttelse af produktionen, dels at vi får løftet CO2-kvoteprisen og dermed elprisen, så behovet for supplerende PSO-finansieret støtte reduceres.

Turbo på varmepumper
Elektrificering er et helt nødvendigt element i en omkostningseffektiv omstilling til uafhængighed af fossile brændsler. Det peger adskillige scenarier og analyser på. Adskillige analyser har konkluderet at det er samfundsøkonomisk fornuftigt at bruge grøn el til at erstatte fossile brændsler til opvarmning, transport og i industrielle processer. På den måde kan vi anvende vores el til formål, hvor den har høj værdi.

At installere eldrevne varmepumper i de decentrale fjernvarmeværker er et rigtig godt eksempel. Af samme grund har Dansk Energi og Dansk Fjernvarme foreslået at sætte turbo på udbredelsen af store varmepumper med et anlægstilskud. Derfor er det også et benspænd for brugen af den grønne strøm, at den aftalte demonstrationspulje til store varmepumper måske er på regeringens liste over mulige besparelser.

Brug for udlandsforbindelser
Men elektrificering kan ikke stå alene, når vi taler om øget værdi af vindmøllestrømmen. At installere varmepumper på samtlige decentrale, naturgasfyrede kraftvarmeværker vil øge elforbruget med ca. 1,6 TWh, svarende til 400.000 husstandes elforbrug. Det vil bringe os et stykke, men skal holdes op imod en nuværende årlig vindmølleproduktion på 13 TWh, som svarer til 3,25 mio. husstandes elforbrug.

Derfor har vi også brug for udlandsforbindelserne. Udlandsforbindelser er nødvendige til at balancere vores vindkraftproduktion. Og de øger værdien af elproduktionen, når udenlandske elkunder er villige til at betale mere for den, end den kan afsættes til i Danmark. Eksempelvis giver det planlagte Viking Link – et kabel fra Danmark til England – danske elproducenter adgang til at eksportere strøm til det engelske marked, hvor elprisen generelt er højere end i Danmark. Samtidig vil Danmark kunne importere strøm fra England, bl.a. i de perioder, hvor det er vindstille.

Både og
Dermed vil Viking Link, hvis det realiseres, både bidrage til at opretholde den danske elforsyningssikkerhed og øge elpriserne i Danmark. En højere elpris vil gavne producenterne – vindmølleejere såvel som kraftværksejere – mens forbrugernes regning ikke stiger tilsvarende. Det skyldes, at en højere elpris nedbringer omkostningerne til støtte af den vedvarende energi, som jo også betales af forbrugerne. En forbindelse som Viking Link – der vil kunne eksportere op til 11 TWh strøm fra Danmark til England om året, svarende til ca. 1/3 af Danmarks elforbrug – giver altså også rigtig god mening.

Alt i alt vil det være et plus for dansk samfundsøkonomi, at vi får mere værdi ud af vores vedvarende energiproduktion. Men det kræver både elektrificering og udlandsforbindelser.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00