Dansk Energi til energipolitikerne: Stop hovsa-løsningerne

OPRÅB: Det er useriøst og jager investeringer væk, når politikerne igen og igen opfinder effektiviseringskrav til eldistributørerne for at finansiere politiske aftaler, mener Dansk Energi. Der er noget om kritikken, mener Venstre og Enhedslisten.

Det er svært at tiltrække langsigtede investeringer, når politikerne pludselig finder på ekstra effektiviseringskrav til elselskaberne, lyder det fra adm. direktør i Dansk Energi Lars Aagaard.
Det er svært at tiltrække langsigtede investeringer, når politikerne pludselig finder på ekstra effektiviseringskrav til elselskaberne, lyder det fra adm. direktør i Dansk Energi Lars Aagaard.Foto: Dansk Energi
Morten Øyen

Politikerne kan ikke blive ved med at opfinde nye effektiviseringskrav til eldistributørerne i tide og utide. Det er meldingen fra Dansk Energi, der nu forsøger at råbe politikerne op: Eldistributørerne har reduceret driftsomkostningerne med 25 procent i forhold til 2008, og der er ikke meget mere at give af, hvis det ikke skal gå ud over opgaven med at levere et elnet af høj kvalitet.

Det, som gør situationen særlig presset, er de ekstra effektiviseringskrav til Energinet.dk og eldistributørerne, politikerne er kommet med for at finansiere solcelleaftalen og senest vækstaftalen. De skal nemlig lægges oven på de generelle effektiviseringskrav.

Fakta
Ifølge Dansk Energis beregninger betyder solcelleaftalen tab for eldistributørerne på omkring 185 millioner kroner. Det kommer oven på, at eldistributørerne i perioden fra 2008 er pålagt akkumulerede effektivitetskrav på over 700 millioner kroner (i 2014-priser). Effektiviseringskravet svarer til, at eldistributørerne har reduceret driftsomkosninger med ca. 25 procent siden 2008. 

Kilde: Dansk Energi

”Jeg er nervøs for, at man i forligskredsen ikke vil anerkende, at det, som de finder på, hele tiden kommer på toppen af noget andet. Det er useriøst, når effektiviseringskrav bliver til tænk på et tal, i stedet for resultatet af seriøse analyser,” siger Dansk Energis adm. direktør, Lars Aagaard.

Om få måneder kommer elreguleringsudvalget med sine anbefalinger til yderligere effektiviseringer, og Lars Aagaard håber, politikerne denne gang vil ende med krav, der vil være mere langsigtede. Medtænker, at de seneste aftaler har gjort det fremadrettede potentiale for effektiviseringer mindre. Og stopper for ”hovsa-løsningerne”.

Hvis vi skal kunne agere ansvarligt og sikre et elnet af høj kvalitet, så beder vi bare om, at der er den seriøsitet, at man ikke kommer med effektiviseringskrav, fordi man har et politisk problem.

Lars Aagaard
Adm. direktør, Dansk Energi

Skræmmer investeringer væk
Ifølge Lars Aaggard anerkender branchen til fulde, at der hele tiden skal effektiviseres – men sker det for voldsomt eller hele tiden med uforudsete krav, så jager det de langsigtede investeringer væk, som eldistributørerne har brug for.

”Det med bare at slynge effektiviseringskrav ud, som det skete med solcelleaftalen og vækstpakken, det er en uhørt ufornuftig måde at omgås sådan en kritisk infrastruktur som vores elsystem,” siger Lars Aagaard og fortsætter:

”Man skal huske, at vores elsystem er privatejet og drives igennem private investeringer, og hvis man ikke kan give investorerne sikkerhed om, at det er fornuftigt at placere pengene der, så holder de jo op. Så hvis vi skal kunne agere ansvarligt og sikre et elnet af høj kvalitet, så beder vi bare om, at der er den seriøsitet, at man ikke kommer med effektiviseringskrav, fordi man har et politisk problem.”

Lytter til kritik
Kritikken fra Dansk Energi er blevet hørt på Christiansborg. Venstres Lars Chr. Lilleholt ”kan sagtens følge” argumentet, og fortæller, at han selv har været med til forhandlinger, hvor han er blevet præsenteret for, at det godt kan lade sig gøre at reducere yderligere. Ifølge ham på trods af at elreguleringsudvalget er i gang med at undersøge potentialet for effektiviseringer, og det først er færdigt senere på året.

”En gang imellem kan man godt få det indtryk, at der bare bliver sat et tal ind, der passer til den politiske virkelighed,” siger Lars Chr. Lilleholt.









0:000:00