Debat

Dansk Fjernvarme kræver ny PSO-ændring

DEBAT: Hvis de store varmepumper skal blive en realitet, kræver det, at det kan betale sig for fjernvarmeværkerne. En afskaffelse af PSO-afgiften på el til store varmepumper kan være løsningen, skriver Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.

Store varmepumper bliver først en realitet den dag, de er en driftsmæssig god ide for fjernvarmeværkerne. Det mener Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Store varmepumper bliver først en realitet den dag, de er en driftsmæssig god ide for fjernvarmeværkerne. Det mener Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Mortensen
Direktør, Dansk Fjernvarme

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til: [email protected]

Store varmepumper bliver først en realitet den dag, de er en driftsmæssig god ide for fjernvarmeværkerne. Uanset hvor god en ide de i bund og grund er, så skal de også være økonomisk attraktive for fjernvarmeværkerne.

Så længe driftsomkostningerne på grund af afgifter og tariffer er for høje, så investerer fjernvarmeværkerne ikke i dem. Derfor skal klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) bane vejen, før han kommer til at ”sparke dæk” på store varmepumper, som han ellers på Altinget giver udtryk for at glæde sig til.

Han skal have gjort store varmepumper rentable driftsmæssigt. Så enkelt er det. De 55 millioner kroner i puljen til demonstrationsanlæg er et godt første skridt, men de flytter ikke på noget, hvis ikke der reelt er mulighed for en rentabel drift.

PSO skal finansiere den grønne omstilling, herunder vindmøllerne. Derfor er det mærkværdigt, at de store varmepumper, som for alvor kan gøre den grønne strøm fra vindmøllerne værdifuld og gemme energien, til der er behov, skal hindres af omkostningen til netop PSO-afgift

Kim Mortensen
Direktør i Dansk Fjernvarme

Mere grøn teknologi for pengene
En stor varmepumpe koster 4-6 millioner kroner per megawatt installeret effekt. Det vil sige fjernvarmeværkerne typisk skal investere mellem 4 og 36 millioner kroner i den nye teknologi, som kan det, der efterspørges, nemlig at udnytte overskydende vindmøllestrøm fra blæsevejret og gemme energien til tidspunkter, hvor der er behov for den.

Men for 4 til 36 millioner kroner kan fjernvarmeværkerne få så meget anden grøn teknologi, som i dag driftsmæssigt er langt bedre investeringer.

Det nytter ikke noget at få tilskud til investeringen, hvis driften bliver en lænke om foden på værkerne. Med en lænke til foden sparker de jo slet ikke – heller ikke til dæk. Lænken er ganske enkelt for dyr strøm.

Fjernvarmeværker har fokus på grøn og effektiv – og dermed samfundsmæssig – optimal drift. Men økonomien skal hænge sammen. Fjernvarmeselskaber skal per definition drives, så de sikrer forbrugerne den bedste og billigste fjernvarme. Det heldige er, at det oftest også hænger nøje sammen med den smarteste måde at gøre tingene på.

Fjern PSO-afgift på el til store varmepumper
Men i regnestykket skal medtages omkostninger til såvel afgifter som elnetselskabers tariffer, og før de store varmepumper reelt bliver konkurrencedygtige på produktionsprisen for et fjernvarmeværk, så skal der skæres cirka 25 procent af driftsomkostningerne, viser en analyse fra fjernvarmens tænketank Grøn Energi.

Alene PSO-afgiften på den el, som en stor varmepumpe skal bruge, udgør næsten to tredjedele af dette.

PSO skal finansiere den grønne omstilling, herunder vindmøllerne. Derfor er det mærkværdigt, at de store varmepumper, som for alvor kan gøre den grønne strøm fra vindmøllerne værdifuld og gemme energien, til der er behov, skal hindres af omkostningen til netop PSO-afgift. Den afgift, som skal sikre at netop dette sker.

Det heldige er, at faktisk behøver Rasmus Helveg Petersen ikke gøre ret mange ting, før han kan komme ud at sparke dæk på de store varmepumper. Opskriften kan i al sin enkelhed sammenfattes til: Fjern PSO-afgiften på el til store varmepumper, reducerer tarifferne til elnetselskaberne og lad første års produktion fra varmepumpen tælle som energibesparelse.

Sværere er det ikke. Til gengæld virker det – med det samme. Og så vil det egentlig ikke have omkostninger, for i dag eksporteres vindmøllestrømmen til vore nabolande. Den eksport er fritaget for PSO. Til gengæld bliver vindmøllestrømmen værdifuld for fjernvarmen, som samtidig sparer brændsler. Alt i alt giver det et ganske godt ”vejgreb” for de dæk, som ministeren gerne vil ud at sparke til.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Mortensen

Direktør, Dansk Fjernvarme, fhv. MF (S)
elektriker (Esbjerg Tekniske Skole 1986)

0:000:00