Debat

Dansk Industri: Virksomhederne har ikke brug for højere energiafgifter

DEBAT: Embedsmændene er ude af trit med virkeligheden, når de foreslår at hæve afgiften på overskudsvarme. Der er tværtimod brug for at sænke elvarmeafgiften, så overskudsvarme ikke forsvinder ud i den blå luft, skriver Troels Ranis fra Dansk Industri.

Der er store potentialer i udnyttelsen af overskudsvarme, som her, hvor Coop har installeret et varmeanlæg, drevet af overskudsvarme fra et køleanlæg.
Der er store potentialer i udnyttelsen af overskudsvarme, som her, hvor Coop har installeret et varmeanlæg, drevet af overskudsvarme fra et køleanlæg.Foto: /ritzau/Finn Frandsen
Signe Løntoft
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Troels Ranis
Branchedirektør i DI Energi

Der er mange problemer med energiafgifterne. Den høje elafgift er med til at bremse den ellers klimavenlige elektrificering af det danske samfund. Og afgiften på overskudsvarme har den kedelige konsekvens, at mange virksomheder lufter ud i stedet for at bruge overskudsvarmen fra produktionen til fjernvarme.

Problemerne har været kendt i årevis, men presset på politikerne stiger i takt med, at den grønne omstilling kommer op i fart.

Hvis vi skal nå de mål, vi har sat os, er det nødvendigt med et sammenhængende energisystem, hvor vi kan gemme strøm fra vindmøllerne i varmesystemet og i det hele taget udnytte energien mere intelligent. Et sådan sammenhængende energisystem får vi ikke, før der er lavet en reform af afgiftssystemet.

Afgiften på overskudsvarme har den kedelige konsekvens, at mange virksomheder lufter ud i stedet for at bruge overskudsvarmen fra produktionen til fjernvarme. 

Troels Ranis
Branchedirektør, Dansk Industri

Omfordeling med konsekvenser
For et par måneder siden offentliggjorde Skatteministeriet sidste del af den stærkt forsinkede afgifts- og tilskudsanalyse. I analysen anbefaler embedsmændene groft sagt, at man rydder bordet og skaber et helt nyt afgifts- og tilskudssystem på energiområdet.

Forslaget fra embedsmændene har den konsekvens, at der vil ske en omfordeling, så husholdningerne slipper billigere, mens virksomhederne skal af med højere beløb i afgifter.

En række af de ændringer, som embedsmændene foreslår, kan have så store konsekvenser for virksomhederne, at de må overveje deres fremtid i Danmark.

I sidste ende har det altså betydning for, hvilke typer af virksomheder vi har i Danmark. Derfor opfordrer DI politikerne til at tænke sig grundigt om. Sagt meget enkelt har virksomhederne ikke brug for højere energiafgifter.

Stabile rammer, tak
Embedsmændene i Skatteministeriet er ude af trit med virkeligheden, når de foreslår at hæve afgiften på overskudsvarme.

Der er tværtimod brug for at sænke elvarmeafgiften, så overskudsvarme fra virksomhederne til en værdi af omkring 2,4 milliarder kroner ikke forsvinder ud i den blå luft.

Afgifter påvirker både husholdningers og virksomheders adfærd. Sidstnævnte investerer ofte store beløb i ny teknologi i tillid til, at der er stabile rammer. Derfor bør regeringen sikre, at de kommende ændringer af afgift- og tilskudssystemet bliver afbalancerede og langtidsholdbare.

 

 

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Troels Ranis

Vicedirektør, Dansk Industri
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1997)

0:000:00