Debat

DF’s ene vindmølle

DEBAT: Dansk Folkeparti er naivt, hvis de tror, at Danmark kan være førende inden for vindteknologi med en enkelt vindmølle. Vi har et moralsk ansvar, der forpligter, skriver Jens Joel (S), MF, energi- og klimaordfører.

Den danske vindmølleindustri er et af de største eksportprodukter, vi har. Det skriver Jens Joel (S), MF, energi- og klimaordfører.
Den danske vindmølleindustri er et af de største eksportprodukter, vi har. Det skriver Jens Joel (S), MF, energi- og klimaordfører.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Jens Joel (S)
MF, energi- og klimaordfører

Fakta
Bland dig i debatten!
Send dit indlæg til: [email protected]

DF er med i energiforliget, men gør alt, hvad de kan for at signalere det modsatte. Senest i sidste uge, hvor man både i folketingssalen og på EnergiWatch luftede sin klimapolitiske katastrofekurs.

DF fremførte i salen og i artikler to bærende argumenter imod den grønne omstilling. For det første: ”Vi kan sagtens sænke ambitionerne. Danmark kan ikke redde hele verden.” Konfronteret med, at der kan være fordele i, at Danmark er et førende land på vindmøllefronten, sagde de for det andet: ”…så behøvede vi jo kun at sætte en enkelt havvindmølle op”.

Det er ok at være politisk uenige. Men man behøver jo heller ikke fordumme debatten unødigt.

Det er håbløst naivt, at DF forestiller sig, at Danmark kan fortsætte som førende inden for vindteknologi ved kun at have en enkelt havvindmølle stående som reklamesøjle. 

Jens Joel (S)
MF, energi- og klimaordfører

Det kan godt være, at vi ikke alene kan redde verden. Og ja, det er et moralsk politisk spørgsmål, om man synes, vi er forpligtede til at gå forrest og presse på for at vise vejen. Vise, at man også kan få det til at fungere med lavere CO2-udledning i et højtudviklet samfund.

Danmark blandt de bedste
Jeg synes, vi er forpligtede. Ikke mindst, når vi medtænker, at danskerne faktisk stadig er blandt de største klimabelastere, når man medtager vores forbrug af importerede varer. Vi har ingen moralsk overhånd, der giver os ret til at sende aben videre.

Men udover, hvad vi kan gøre herhjemme, handler politikken jo også om arbejdspladser, økonomi og international indflydelse.

Det er håbløst naivt, at DF forestiller sig, at Danmark kan fortsætte som førende inden for vindteknologi ved kun at have en enkelt havvindmølle stående som reklamesøjle.

Når resten af verden ser imod Danmark, så er det ikke, fordi vi har den højeste vindmølle. Det er, fordi vi har den bedste. Og den har vi, fordi vi har udviklet teknologien igennem mange årtier, vi har indsamlet data og erfaringer, og vi har udviklet den knowhow, der skal til for at være iblandt de bedste på markedet.

Man køber ikke bare vindmøller. Man køber kendskab til, hvordan de agerer i vinden, hvor tit de går ned, hvor meget der kan laves via fjernkontrol, hvor lang tid det tager at udbedre skaden osv. osv. Man køber med andre ord ikke teoretiske færdigheder, men derimod vindmøller, der har vist deres værd i drift over flere år.

Vindmøller er en eksportsucces
Hvis DF får succes til at begrænse den danske vindmøllebranche, slår man et af vores bedste eksportprodukter ud af spillet. I 2013 bestod knap 4 procent af den danske eksport af vindmølleprodukter, komponenter og tjenesteydelser svarende til over 48 milliarder kroner. Der er store penge på spil for det danske samfund. Til sammenligning eksporterede vi svinekød for 32 milliarder kroner.

Og jeg gad vide, hvad DF har tænkt sig at stille op med de 27.500 mennesker, der arbejder i vindmøllebranchen. Det er rigtig mange arbejdspladser, der går tabt, hvis vi knækker industrien. Og det gælder såvel ingeniører som 3F’ere og metalarbejdere, ligesom det både drejer sig om stillinger i byerne og i provinsen.

Og når vindarbejderne mister deres stillinger, så kan de vel trøste sig med billige el-regninger? Desværre nej. De nyeste tal viser, at landvind er billigere end kul og gas, samtidig med at prisen på havvind skal ned med 40 procent inden 2020, hvis det står til industrien selv.

Hvis DF ønsker billig strøm, så er det altså ikke kul, der skal give lys og varme i vores hjem. Det skal vindmøllestrømmen. Vejen frem er derfor ikke mindre vind, men at blive bedre til at udnytte strømmen i energisystemet, blandt andet gennem øget brug af varmepumper.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Joel

MF (S), beskæftigelsesordfører, næstformand i folketingsgruppen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

0:000:00