Debat

Det Økologiske Råd: Det er nu, det gælder for energiunionen

DEBAT: EU-landene skal måles på viljen til at oversætte indholdet om en energiunion til ambitiøs klimapolitik i love og regler. De skal bringe forbrugere, marked og investeringer på rette kurs mod klima- og energimålsætninger. Det skriver Søren Dyck-Madsen og Rebekka Falk fra Det Økologiske Råd.

Hvis Kommissionen med Jean Claude Juncker i spidsen allerede har leveret et svagt udspil om energiunionen, bliver det svært at nå et ambitiøst resultat med medlemslandene, skriver repræsentanterne i Det Økologiske Råd.
Hvis Kommissionen med Jean Claude Juncker i spidsen allerede har leveret et svagt udspil om energiunionen, bliver det svært at nå et ambitiøst resultat med medlemslandene, skriver repræsentanterne i Det Økologiske Råd.Foto: European Union 2016 - Source : EP
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Søren Dyck-Madsen og Rebekka Falk
Begge klima- og energimedarbejdere i Det Økologiske Råd 

EU-Kommissionen fremlagde en strategi om en Energiunion i starten af 2015. Hermed satte den dengang nytiltrådte Kommission en supertanker af et politisk projekt i søen. Hovedbudskabet var, at EU skal tænke mere strategisk og helhedsorienteret på energiområdet – og det kan ingen vel være uenig i.

Strategien var ret praktisk udformet med et koncept, hvor ”der var noget for alle” på tværs af diverse geografiske, politiske og sektormæssige opdelinger. Så selv hvis man havde prøvet, ville det nok have været svært at finde nogen, der var imod en Energiunion ved lanceringen.

Den brede accept var formodentlig også et udtryk for, at det i starten var uklart, hvad energiunionen konkret indebar. På den måde kunne alle aktører bekvemt spejle egne ønsker og interesser ind i konceptet. Skibet var ladet med lige præcis dét, som man selv syntes var vigtigst – perfekt!

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Når dagsordnerne støder sammen
Sværere blev det dog, da EU-medlemslandene startede de første overordnede forhandlinger.

Nu var det ikke helt enkelt at sikre den brede forståelse for og accept af den tætte integration mellem energi og klima i EU-politikken, og dermed at energiunionen skal have en ambitiøs klimapolitik som grundlæggende forudsætning – det er obligatorisk pensum.

Når der allerede i Kommissionens udspil er problemer med sammentænkningen og det langsigtede perspektiv, kan det blive overordentligt vanskeligt, at skabe de nødvendige flertal hos landene for integrerede og ambitiøse løsninger, når de konkrete direktiver og forordninger skal vedtages.

Søren Dyck-Madsen og Rebekka Falk, begge klima- og energimedarbejdere i Det Økologiske Råd

Det var heller ikke uden problemer at få opbakning til, at der nu skulle være direkte sammenhæng mellem de traditionelle søjleopdelinger mellem eksempelvis forsyningssikkerhed og energieffektivitet.

Strategien stillede herved krav om, at energiunionens forskellige dimensioner skulle være både sammenkoblede og gensidigt understøttende. Ligeledes krævedes bedre integration af for eksempel transportsektoren i energisystemet.

Intet af dette er lige ud ad landevejen, men det var ikke desto mindre dét, der blev aftalt af EU-landenes stats- og regeringsledere i marts 2015 – og det var godt og vigtigt og på høje tid.

Energiunionen møder den virkelige verden – kan ”Vinterpakken” levere?
Men det er altså først nu, at energiunions-konceptet for alvor skal stå sin test. 30. november offentliggjorde Kommissionen sin ”Vinterpakke” med forslag, der dækker stort set hele det energipolitiske område.

På mange områder har Kommissionen principielt haft rimeligt frie hænder til at foreslå regler og virkemidler. På andre områder, eksempelvis for ambitionsniveauet på de overordnede mål for energieffektivitet og vedvarende energi, har Kommissionen nødvendigvis fulgt de 2030-mål, som EU-landene vedtog tilbage i oktober 2014.

Det er nu og over de kommende et-to år, at de flotte politiske intentioner om energiunionens kerneprincipper og EU's langsigtede målsætninger skal omsættes til virkelighed. For det er den konkrete lovgivning, der kommer til at forme såvel det overordnede europæiske energisystem som de regionale og nationale energisystemer i rigtig mange år frem.

Det kommer til at kræve forandringsvilje i landene og blandt stakeholders, og det vil uvægerligt komme til at gøre ondt på nogle aktører.

Om EU reelt set formår at skabe en ”Energiunion med en ambitiøs klimapolitik” vil afhænge af, om EU-landene er villige til at løfte blikket fra deres konventionelle og ofte kortsigtede nationale dagsordner for at levere solide løsninger, der både harmonerer med energiunionens flotte politiske intentioner, og som sikrer opfyldelse af de langsigtede klimamålsætninger.

Udfordringer med sammentænkningen og det langsigtede perspektiv
Meget arbejde venter forude, inden de forskellige forslag bliver vedtaget. Der er mange gode og gennemtænkte forslag fra Kommissionen, men der er også en række temaer i Vinterpakken, hvor man med fordel kunne have genbesøgt dokumenterne med energiunionens kerneprincipper og EU's langsigtede klima- og energipolitiske målsætninger, da forslagene i Vinterpakken blev skrevet.

Her kan eksempelvis nævnes:

  • ”Energy efficiency first” – Dette princip bruges for snævert – primært i de forslag, der hedder noget med energieffektivitet (EE). En ting er, at det fælles EU-mål i 2030 for EE bestemt kunne have været mere ambitiøst. Noget andet er, at, Kommissionens forslag eksempelvis overser hensynet til EE i håndtering af sårbare forbrugere i direktiv om elmarked og for kapacitetsmekanismer i elmarkedsforordninger.

    Ligeledes accepterer Kommissionen i forvaltningssystemsforordningen, at medlemslandene sætter lavere nationale EE-målsætninger, hvis de eksempelvis har atomkraft og CO2-lagring (CCS). Det virker uhensigtsmæssigt. 

  • Transportsektoren – Der er bred enighed om behovet for øget aktion – også på EU-niveau. Alligevel formår vinterpakken kun i ringe grad at tage tyren ved hornene med forslag, der for alvor integrerer transportsektoren i fremtidens energisystem.

    I stedet fortsætter man med et kludetæppe af incitamenter, delmål og grænseværdier for forskellige generationer af mere eller mindre miljømæssigt lødige biobrændstoffer på biobrændstoffer, og der accepteres fortsat en betydelig anvendelse af de fødevarebaserede (førstegeneration).

    Kommissionen inkluderer også fossilt baserede brændstoffer, hvor der sker genanvendelse af CO2 – kaldet CCU-fuels – som om det var VE, hvad det faktisk ikke er. Man behandler også elbiler, men kun sporadisk i form af nogle ladestanderkrav for bygninger og mulighed for at distributionsselskaber kan have ladestandere. Det synes langt fra målet i forhold til, hvad de teknologiske, energisystemiske og klimamæssige udfordringer kræver. Der loves flere virkemidler, men i en senere – og nu igen udskudt – transportpakke.  

  • ”Number one in renewables” – Et super slogan, men hvad betyder det i den virkelige verden? Hvordan skal medlemslandene tilskyndes til at hæve ambitionsniveauerne? Der er fastsat et mål på 27 procent for 2030 – men dette er tæt på at udtrykke business as usual.

    Vi risikerer endda, at landene underbyder i deres indmeldinger om national VE-udbygning i forhold til deres reelle forventninger, blot for ikke at risikere at komme i fedtefadet senere.

  • ”Miljøstandarder” for kapacitetsproduktion – der var i optaktsperioden stor opmærksomhed på, at kapacitetsbetaling i elmarkedet ikke måtte blive en bagdør til at opretholde og støtte gammeldags kulbaseret produktion. Glæden var stor, da Kommissionen bebudede, at dette ville blive undgået via såkaldte Environmental Performance Standards (EPS).

    Men i forslag ligger grænseværdien (550g CO2/kWh) så højt, at man sagtens kan anvende kul. Og til start gælder grænseværdien i øvrigt kun for nye værker. Miljøstandard, hvordan?!

  • Bæredygtighed af biomasse og biobrændstoffer –  For biobrændstoffer sænkes den maksimale andel af fødevarebaserede førstegenerationsbrændstoffer til 3,8 procent i 2030.

    Men de bør afvikles helt og betydeligt hurtigere. Desuden er det tvivlsomt, om der er nok incitamenter til at få en større produktion af avancerede biobrændstoffer op at flyve.

    Kommissionen foreslår, at fast biomasse skal have præcis de samme bæredygtighedskriterier som flydende biobrændstoffer – men disse er netop utilstrækkelige blandt andet fordi de ikke medregner indirekte arealeffekter (ILUC). Samtidig anvendes standardværdier, der giver for store fordele for biomasse.

Ovenstående eksempler viser, at det på en række væsentlige områder har knebet for Kommissionen at fremlægge forslag, der reelt sikrer, at energiunionens kerneprincipper reflekteres helt ud i hjørnerne af den konkrete lovgivning, og at kursen sættes skarpt efter de langsigtede klimamål. Og det er er ret bekymrende.

For når der allerede i Kommissionens udspil er problemer med sammentænkningen og det langsigtede perspektiv, kan det blive overordentligt vanskeligt at skabe de nødvendige flertal hos landene for integrerede og ambitiøse løsninger, når de konkrete direktiver og forordninger skal vedtages.

Det Økologiske Råd opfordrer alle gode kræfter til at lægge sig i selen og tage de helhedsorienterede briller på, så energiunionen kan udstikke en klarere og mere langsigtet kurs til en integreret, omkostningseffektiv og grøn omstilling af EU og dets medlemslande.

Flotte ord er ikke nok – det skal også i praksis være ”En energiunion med en ambitiøs klimapolitik”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Dyck-Madsen

Medlem, Energiforum Danmark, fhv. Klima- og energimedarbejder, Det Økologiske Råd
cand.polyt. (DTU. 1979)

0:000:00