Efter VW-skandale: Parlamentarikere skåner slappere biltests

NOx: Bilindustrien i Europa ånder lettet op, efter EU’s folkevalgte godkender nye, slappere krav til udslip fra biler. Grønne parlamentarikere truer med sagsanlæg.

Foto: Colourbox
Rikke Albrechtsen

BRUXELLES: Grønne kræfter i EU-Parlamentet er dybt skuffede, efter et snævert flertal blandt EU’s folkevalgte onsdag valgte at bakke op et kontroversielt sæt nye udslipstests for biler.

Dermed blåstempler de et regelsæt, der tillader nye biler dobbelt så stor udledning af de skadelige såkaldte NOx-partikler gældende fra september 2017 frem til 2020, og 50 procent mere end de eksisterende regler foreskriver i årene, der følger.

De nye regler er en del af en overgang til mere pålidelige tests, der måler bilernes reelle udslip, fordi forskellen mellem udledningen målt på fabriksgulvet og ude på virkelighedens veje er enorm - med udslip op til fire-fem gange større uden for laboratorierne.

For at komme en bekymret bilindustri i møde foreslog EU's industrikommissær Elzbieta Bienkowska at hæve lofterne med 60 procent frem til 2019 i en omstilling til de nye regler.

Men i oktober blev et flertal af EU-landene under pres fra bilproducenterne enige om at lempe endnu mere på grænserne. Det betyder, at en ny personbil går fra maksimalt at måtte udlede 80 milligram NOx pr. kilometer til 168 milligram frem til 2020. Derefter flyttes grænsen til 120 milligram.

VW-sporene skræmmer
Beslutningen fra medlemslandene kom kort tid efter afsløringen af omfattende svindel med udslipstest hos den tyske bilproducent Volkswagen, hvilket fik Europa-Parlamentets Miljøudvalg op af stolene. Her stemte et flertal for helt at afvise de nye tests og sende EU-Kommissionen tilbage til tegnebrættet.

Den holdning lykkedes det dem dog ikke onsdag at finde støtte til i EU-Parlamentet som helhed. De folkevalgte forkastede veto-forsøget med 323 stemmer mod 317 i en forsamling splittet ned gennem midten. Det gjaldt også i blandt de danske parlamentarikere, hvor hele blå blok stemte imod, på nær tidligere DF-medlem Rikke Karlsson, der sammen med rød blok stemte for at skrotte de nye regler.

I bilindustrien byder brancheorganisationen for de store bilproducenter udfaldet af afstemningen velkomment, men understreger, at det stadig bliver svært for dem at overgå til et testregime uden for laboratorievirkeligheden.

”Reglerne bliver en enorm udfordring for industrien, med nye og strammere teststandarder, som vil være ekstremt svære at opfylde på så kort et tidsrum,” skriver Erik Jonnaert, chef for European Automobile Manufacturers’ Association, i en pressemeddelelse.

Heftig lobbyvirksomhed
Der har foregået et heftigt pres fra både industrien, Kommissionen og EU-landenes regeringer forud for afstemningen.

Også den danske miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har blandet sig i debatten. I et brev stilet til formanden i Parlamentets store socialdemokratiske gruppe, S&D, opfordrede hun medlemmerne til at stemme ja til ændringerne, selv om reglerne også er for slappe efter hendes smag. Alternativet er, at man forsinker processen uden at have garanti for, at resultatet bliver bedre, lyder argumentet.

”Jeg mener, at det er højst spekulativt, om der kan opnås et bedre resultat, hvis vi påbegynder en ny proces. En forsinkelse vil kun forlænge den negative indflydelse på sundheden og miljøet,” skriver Eva Kjer Hansen.

Københavns teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL) forsøgte til gengæld sammen med en række borgmestre fra andre europæiske storbyer som Paris og London at få parlamentarikerne til at blokere for reglerne.

"Hvis beslutningen om at lempe grænserne for forureningen bekræftes, frygter vi, at vores indsats for at reducere luftforurening i byerne bliver meningsløs" skrev de otte borgmestre på tværs af Europa til de folkevalgte.

Koster menneskeliv
Ifølge den europæiske paraplyorganisation Transport & Environment, der blandt andet tæller det danske Økologiske Råd blandt sine medlemmer, vil de lempede regler være skyld i 72.000 for tidlige dødsfald om året.

Parlamentets Grønne Gruppe vil nu teste, om det overhovedet er lovligt at udvande de europæiske udslipsregler på denne måde.

”Os, der er på borgernes sundheds side, vil nu prøve at rejse sagen ved EU-Domstolen," skriver medlem af De Grønne, Margrete Auken (SF), i en pressemeddelelse.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00