Elprisen har brudt båndet til olien

ENERGI: Vedvarende energi – ikke prisen på olie – sætter i stigende grad prisen på el, viser ny analyse. Det betyder, Danmark kan blive ved med at producere billig og stabil strøm på trods af meget svingende oliepriser, siger Dansk Energi. Cepos mener ikke, udviklingen er et sundhedstegn.

Vind og andre former for vedvarende energi sætter i stigende grad prisen på el, vurderer Dansk Energi.
Vind og andre former for vedvarende energi sætter i stigende grad prisen på el, vurderer Dansk Energi.Foto: Colourbox
Kasper KaasgaardMorten Øyen

Den tid er forbi, hvor elprisen i Danmark blot følger i halen på de svingende priser på olie. I stedet er forbindelsen mellem olie- og elprisen blevet mindre, i takt med at vind og andre former for vedvarende energi er blevet udbygget.

Det viser en analyse, som Dansk Energi har lavet.

Ifølge den har elprisen i høj grad fulgt efter olieprisen, men det billede har ændret sig efter midten af 2011. Derefter har elprisen været faldende, mens olieprisen først blev ved med at stige og senere blev mere stabil for så i løbet af det seneste halve år at falde meget kraftigt.

”Det betyder, at Danmark nu kan vise, at vi kan blive ved med at producere billig og stabil strøm på trods af den store usikkerhed om prisen på de fossile brændsler,” siger konsulent i Dansk Energi Holger Jensen.

Det er ikke noget sundhedstegn, at elprisen ikke følger den generelle energipris. Jo mere priserne følger hinanden, jo mere effektivt er markedet.

Otto Brøns-Petersen
Analysechef, Tænketanken Cepos

(Artikel fortsætter under graf.)




Flere års parløb mellem olie- og elpris er slut, konkluderer Dansk Energi. Graf fra Dansk Energi med tal fra Energinet.dk, Markedsdata samt Verdensbanken.

Gevinst for samfundet
Årsagen til, at parløbet er slut, hænger sammen med, at naturgas, som historisk har været hængt op på olieprisen, fylder mindre og mindre i elproduktionen. I stedet er der kommet mere vindenergi og et bedre elsamarbejde med de omkringliggende lande. Dermed er det ikke længere kraftværkerne, der bestemmer prisen.

Det kan gøre ondt på nogle kraftværker, men samfundsøkonomisk er det en gevinst, påpeger Holger Jensen.

”For samfundet er det på flere måder godt. Det er lykkedes at afkoble elprisen fra de fossile priser, hvilket på sigt er en rigtig god ting. Det giver en klart mere stabil elpris, end når den følger olien. Vi kan jo se, at olieprisen tordner op og ned. Den private elkunde vil måske ikke mærke det så meget, da afgifter fylder så meget på hendes regning. Men for de store elforbrugere betyder det rigtig meget, at man kender sine omkostninger, og at de er lave og stabile,” siger Holger Jensen.

0:000:00