Debat

Energi-chefer: Der er brug for politisk ro og opbakning til bæredygtig biomasse

DEBAT: Den bæredygtige biomasses fremtid er afhængig af, at Folketinget skaber ro og stabile rammer om branchen, når der skal følges op på PSO-aftalen til foråret. Det skriver Kim Mortensen og Lars Aagaard, direktører i Dansk Fjernvarme og Dansk Energi.

Foto: Colourbox
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kim Mortensen og Lars Aagaard
Direktører i hhv. Dansk Fjernvarme og Dansk Energi

Danmark skal i 2050 være fri for fossile brændsler. Og vi er godt på vej. Ikke mindst på grund af den stille grønne revolution, der er sket på kraftvarmeværker landet over. Her er fossile brændsler sendt på porten og i stedet blevet erstattet af bæredygtig biomasse. Bæredygtigheden sikres af en aftale, som Dansk Fjernvarme og Dansk Energi indgik med Energi- og Klimaministeriet i 2014.

Med aftalen i hånden kunne Rasmus Helveg Petersen som radikal klima-, energi- og bygningsminister love, at Danmark fremover kun ville bruge bæredygtig biomasse.

Siden har branchen i tæt samarbejde med leverandører af træflis og træpiller arbejdet benhårdt på at implementere brancheaftalen, som trådte i kraft sidste år. I løbet af de næste måneder vil dokumentationen, som er godkendt af en uafhængig tredjepart, ligge klar på kraftvarmeværkernes hjemmesider.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Bæredygtig biomasse kommer fra skove i vækst
Skov fungerer som et levende lager for CO2, og derfor er det vigtigt, at træ til energiformål ikke udtynder det lager. Aftalen sikrer, at den brugte biomasse kommer fra skove, der bliver genplantet, hvor biodiversiteten opretholdes og nærmiljøet ikke belastes. Naturens ressourcer bliver ikke udtømt.

Som udgangspunkt vil øget efterspørgsel på biomasse føre til mere skov. De skove, som leverer træ til danske kraftværker, er i vækst. Siden 1990 er skove i Danmark og EU vokset med henholdsvis 79 procent og 40 procent.

I Danmark er vi gået forrest ved at lave en brancheaftale om bæredygtighed. Og indtil vi sikrer, at man globalt sætter de samme høje standarder for bæredygtighed, er det vores bedste værktøj. 

Kim Mortensen, direktør i Dansk Fjernvarme og Lars Aagaard, direktør i Dansk Energi

Og aftalen sikrer, at der i de danske kraftvarmeværker kun anvendes biomasse, hvor den samlede CO2-udledning reduceres markant.

Klimabidrag og bæredygtighed kræver politisk opbakning
I Danmark er vi gået forrest ved at lave en brancheaftale om bæredygtighed. Og indtil vi sikrer, at man globalt sætter de samme høje standarder for bæredygtighed, er det vores bedste værktøj. Branchen er også klar på at gøre støtte afhængig af bæredygtighedskriterier.

Men det kræver ro om de politiske rammer. Det kræver ro om de milliardinvesteringer, kraftvarmeværkerne har foretaget, og det arbejde, de lægger i bæredygtigheden. Og det kræver, at vi som branche ved, hvad vi har at forholde os til i fremtiden. Blandt andet ved at Folketinget respekterer allerede foretagne investeringer, når der skal følges op på PSO-aftalen til foråret.

Og som tilfældet er med landvind, skaber tvivl om EU's godkendelse af det såkaldte elproduktionstilskud efter 2019 usikkerhed om de økonomiske rammer. Ligesom den i 2004 besluttede udfasning af grundbeløbet med udgangen af 2018 udfordrer decentrale kraftvarmeværker, så længe der ikke er fuld afklaring om varmepumper og biomassens rolle her.

Som branche har kraftvarmen bidraget massivt til Danmarks klimaindsats ved at sende kul og gas på pension. Vi har taget ansvar og sørget for, at det foregår på en måde, Danmark kan være naturen, biodiversitet og mennesker bekendt – herhjemme såvel som i udlandet. Det gør vi også i fremtiden. Men det kræver politisk opbakning og stabile rammevilkår.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kim Mortensen

Direktør, Dansk Fjernvarme, fhv. MF (S)
elektriker (Esbjerg Tekniske Skole 1986)

Lars Aagaard Møller

Klima-, energi- og forsyningsminister (M)
cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1994)

0:000:00