Energikommissionen leverer sød musik til Lilleholt

Det var en glad energiminister, som mandag formiddag tog imod Energikommissionens anbefalinger ved et arrangement få meter fra Rådhuspladsen i København.

”Det glæder mig meget, at Energikommissionen slår fast, at der ikke er et modsætningsforhold mellem at være ambitiøs og have fokus på omkostningerne. Tværtimod. Faktisk er Energikommissionens anbefalinger rigtig sød musik i mine ører,” sagde energiminister Lars Chr. Lilleholt (V).



Det er ikke svært at få øje på, hvorfor ministeren var glad.

Energikommissionen lægger med sine anbefalinger op til et mere internationalt, markedsbaseret og teknologineutralt fokus i dansk energipolitik. Det er kort formuleret den linje Lilleholt selv står for, og det flugter loyalt med det kommissorium, som energiministeren gav kommissionsformand Niels B. Christiansen i hånden for et år siden.

Læs også: Lilleholts energikommission får bunden opgave

Sparker åben dør ind
Om det så reelt vil medføre et ”paradigmeskift” i energipolitikken, som kommissionsformanden kalder det, kan nok diskuteres.

Udbud, elektrificering og internationalt markedssamarbejde er ikke uudforsket terræn. Mere en sti, man allerede er begyndt at gå ned ad.

Selv markedsskeptiske Enhedslisten mener, at der ”næppe er nogen, der er uenige, når Energikommissionen anbefaler, at støtten til vedvarende energi skal udfases i takt med at teknologierne kan klare sig på markedsvilkår”, som partiets energiordfører, Søren Egge Rasmussen, siger det.

Læs også: Energikommision: Støtten til grøn energi skal udfases

Læser man Energikommissionens rapport, vil de fleste partier på Christiansborg nok også kunne tilslutte sig det meste: Det er overordnet lødige vurderinger af energipolitikken tilsat nogle pejlemærker, der ligger tæt på median-vurderingen i energisektoren.

Væk er konkrete delmål for energipolitikken, detaljerede anbefalinger (med undtagelse af flere penge til energiforskningen og at elbiler bør få mulighed for at parkere gratis og køre i busbanen) og et bud på en pris for hele gildet (for det måtte jo ikke koste noget ifølge kommissoriet).

”Det er Energikommissionens vurdering, at det hverken er muligt eller fornuftigt på nuværende tidspunkt at fastlægge en bestemt sti til 2030,” som Energikommissionen skriver – og dermed, må man forstå, sendes den egentlige vanskelige opgave videre til regeringen, som på baggrund af kommissionens arbejde skal komme med et udspil til energipolitikken frem mod 2030 til efteråret.

Berører væsentlige knaster
Energikommissionen berører dog i rapporten nogle af de væsentlige knaster forud for forhandlingerne: teknologineutrale udbud, biomassens rolle og forældede energiafgifter.

Forslaget om teknologineutrale udbud er det mest kontroversielle af Energikommissionens pejlemærker. I teorien giver det god mening for alle med hvad der bare minder om en økonomisk grunduddannelse. I praksis er der mange ubekendte for, hvordan sådan en model skal skrues sammen.

Selv skriver Energikommissionen, at støtte i fremtiden skal gives ”under et princip om teknologineutralitet, som også tager højde for andre relevante parametre som f.eks. placering, støjgener mv”.

Læs også: "Energikommissionen når kun halvt i mål"

Teori vs. praksis
Ser man alene på prisen, står landvind og solenergi sig billigst og dermed godt i konkurrencen i eventuelle teknologineutrale udbud. Men følger man med i den lokale debat i kommunerne i øjeblikket, eller har læst Teknologirådets nye rapport om arealanvendelsen i Danmark, så foregår der en intens kamp om arealet i Danmark, som ikke nødvendigvis trækker i retning af mange solcelleparker og vindmøller. Mildest talt.

Hvordan disse forhold skal overkommes og medtænkes i modellen i praksis udestår.

Et teknologineutralt udbud kræver også lige rammevilkår for de forskellige teknologier. Det har de ikke i dag. Tag bare biomassen, som ifølge Energikommissionen får et stort indirekte tilskud, fordi den i dag er afgiftsfritaget.

Elefanten i rummet
Flere steder i rapporten beskrives biomassen i øvrigt som en begrænset ressource, en slags overgangsordning, må man forstå. Når Energikommissionen samtidig lægger op til, at hver energibeslutning fra 2020 skal være ”en trædesten på vej til 2050”, så må det betyde, at den nuværende store omstilling til biomasse rummer nogle udfordringer.

Og så er vi endelig ved elefanten i rummet: energiafgifterne. Ifølge kommissoriet noget, som Energikommissionen som udgangspunkt ikke skulle ”beskæftige sig nærmere med”.

Venstre-regeringen havde i stedet tålmodighed til at vente på arbejdet med den tilskuds- og afgiftsanalyse, der blev aftalt med energiaftalen i 2012, og som nu er flere år forsinket og for nærværende forventes færdig til sommer.

Energikommissionen afholder sig dog ikke helt fra at tale om afgifter, og slår i rapporten fast, at ”særligt den høje elafgift og biomassens afgiftsfritagelse betyder, at investeringerne på energiområdet i dag bliver skævvredet”.

Lilleholt vil se på afgifter
Pointen om ”afgifter fra en anden tid” greb energiministeren selv under præsentationen af anbefalingerne.

”Vi har for mange eksempler på afgifter, der hindrer en fornuftig adfærd,” sagde han.

Staten indkræver dog mange milliarder kroner i energiafgifter, og ”skal nogle betale mindre, skal andre betale mere”, lød det fra ministeren, som tilføjede, at det på ingen måde er en nem opgave at lave en stor, grøn afgiftsreform.

Faktisk ser det ud til, at en række af de vanskeligere spørgsmål er blevet skubbet foran. Det bliver til gengæld svært at skubbe dem videre end til VLAK-regeringens udspil til en aftale om energipolitikken efter 2020 i efteråret.

Det er i hvert fald den deadline, regeringen har givet sig selv i regeringsgrundlaget. Og hvor det vanskelige så for alvor begynder.

Til gengæld kan energiministeren varme sig ved, at arbejdet dertil i det mindste startede med ”sød musik”.