Forsigtigt skridt frem for energiunionen

ENERGIUNION: Hovedfokus var på, hvad der samler, og ikke hvad der adskiller medlemslandene, da EU's energiministre torsdag mødtes om udspillet til energiunionen. Men uenighederne kan snart vise sig, vurderer tænketank.

Fredag skal Rasmus Helveg Petersen diskutere klimadelen af udspillet med EU's miljøministre.
Fredag skal Rasmus Helveg Petersen diskutere klimadelen af udspillet med EU's miljøministre.Foto: Ulrik Jantzen
Kasper Kaasgaard

BRUXELLES: Inden EU-Kommissionen kan starte det konkrete arbejde med at skabe et indre marked for energi og en energiunion, skal medlemslandene nikke ja til de overordnede linjer.

Derfor mødtes EU's energiministre torsdag i Bruxelles for at diskutere Kommissionens udspil.

”Det overordnede mål er alle om bord på. Alle er imponerede over Kommissionens indsats for at få det indre marked for energi til at fungere og lave overskrifterne for energiunionen. Der er heller ingen særlig modstand imod at lade energiunionen bære de hensyn, der handler om grænseoverskridende energi,” siger klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R).

Forslaget består da også primært af overordnede mål. Og det er der en grund til, fortæller Christian Egenhofer, som er senior fellow ved Centre for European Policy Studies (CEPS) og ekspert i klima- og energipolitik.

Vi har kæmpe aktier i energieffektivitet og holder særligt øje med, at det ikke ryger ud. Det ligger stadig godt.

Rasmus Helveg Petersen (R)
Klima- og energiminister

”Forslaget skal ses som et strategidokument, som har til formål at få medlemslandene til at enes. De skal blive enige om, at der skal oprettes en energiunion, som indeholder de foreslåede tiltag, og derved give Kommissionen mulighed for at fremsætte lovgivning,” siger han.

Nationale prioriteter
Under overfladen af enighed mellem landene lurer betænkeligheder ved forskellige elementer. Polen er skeptiske over for kvotehandelssystemet, østlandene prioriterer gasuafhængighed, mens det i den vestlige del af Europa blandt andet handler meget om at forbinde landenes elnet.

”Der er en grund til at mødes. Vi har forskellige holdninger, og der er nogle fronter på de enkelte spørgsmål, som man i et omfang kender fra tidligere,” siger Rasmus Helveg, der ikke ønsker at forholde sig til de enkelte landes positioner.

Danmark har naturligvis også prioriteter i forhold til arbejdet, og klima- og energiministeren følte, hans kolleger tog positivt imod dem.

”Vi har kæmpe aktier i energieffektivitet og holder særligt øje med, at det ikke ryger ud. Det ligger stadig godt,” siger han.

0:000:00