Forsker: Klimaforandringer kan gavne dansk fødevareeksport

KNAPHED: Mens dele af verden vil opleve fødevaremangel på grund af klimaforandringerne og den voksende verdensbefolkning, vil Danmark klare sig godt, vurderer klimaforsker. Fødevareministeren siger, at Danmark skal stille viden om effektivt landbrug til rådighed.
Kløvergræs er en af de afgrøder, som vil kunne dyrkes på de jorde, hvor kornsorter må droppes på grund af klimaforandringerne.
Kløvergræs er en af de afgrøder, som vil kunne dyrkes på de jorde, hvor kornsorter må droppes på grund af klimaforandringerne.Foto: Colourbox
Sara Fleckner Vilstrup
"I Danmark har vi ikke noget problem. Danmark kommer til at tjene penge på det her."

Sådan siger professor og tidligere medlem af FN's klimapanel Jørgen Eivind Olesen om klimaforandringernes indflydelse på dansk fødevareproduktion.

Det vurderer han, fordi Danmark er nettoeksportør af fødevarer. Samtidig forventer han, at klimaforandringerne og den voksende verdensbefolkning vil få priserne på fødevarer til at stige. Det vil bidrage positivt til den danske eksport af fødevarer.

I sidste uge kom FN's klimapanel med en delrapport om klimaforandringerne, som blandt andet forudser fødevareknaphed og en negativ påvirkning af fødevareproduktionen globalt set. Klimaforandringer vil også påvirke Danmark, men Jørgen Eivind Olesen vurderer, at danske fødevareproducenter vil have nemt ved at tilpasse sig klimaforandringerne.

"Klimaforandringerne vil betyde, at nogle afgrøder vil trives bedre på danske breddegrader. Det kunne være majs, græs og roer, mens de sædvanlige kornafgrøder vil klare sig dårligere. Set over den brede linje vil det være uændret eller positivt for de første 2-3 graders opvarmning," siger Jørgen Eivind Olesen, der er professor på Institut for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Klimaforandringerne vil betyde, at nogle afgrøder vil trives bedre på danske breddegrader. Det kunne være majs, græs og roer, mens de sædvanlige kornafgrøder vil klare sig dårligere. Set over den brede linje vil det være uændret eller positivt for de første 2-3 graders opvarmning.

Jørgen Eivind Olesen
Professor på Institut for Agroøkologi, Aarhus Universitet

Dansk proteinproduktion kan styrkes
Jørgen Eivind Olesen peger samtidig på, at der vil være mulighed for, at en dansk produktion af proteinfoder kan blive en fornuftig forretning. En stor mængde af det foder, som danske grise i dag får, er soja importeret fra Argentina. I takt med at varmere himmelstrøg bliver påvirket af klimaforandringerne, og efterspørgslen på fødevarer som kød og mælk stiger, kan det få priserne på proteinfoder på verdensmarkedet til at stige.

"Markedsforholdene kan betyde, at det bliver rentabelt at styrke en dansk produktion af proteinfoder. Det kunne være kløver og græs, som dog skal forarbejdes, for at grisene kan spise det. Det kræver en teknologisk udvikling af forarbejdningsprocessen, og en investeringslyst, der gør, at nogle går i gang med det," siger han.

Græs og kløvergræs er afgrøder, som vil kunne erstatte korn på de dyrkningsjorde, som bliver våde og skrøbelige i takt med det varmere klima på danske breddegrader, forklarer Jørgen Eivind Olesen.

"Netop at dyrke græs vil man kunne gøre på de små områder, som på grund af klimaændringer bliver for sårbare til, at vi kan dyrke korn. Her kan vi i stedet lave vores proteinforsyning. Der er mulighed for at lave smarte løsninger, så vi kan opretholde en bæredygtig landbrugsproduktion," siger han.

Landbruget har innovationskraft
I landbruget er de allerede i gang med at se på, hvordan man kan udvikle metoder til at forarbejde græs og kløver, så det kan blive til proteinfoder.

0:000:00