Forsker: Solceller bliver den nye klimatrussel

SOLCELLER: Produktionen af solceller udleder store mængder af skadelige gasser. Det får den norske forsker Otto Andersen til at kalde solceller for den nye klimatrussel. International solcelleproducent kritiserer ham for at bruge forældede tal.
Kristian Andersen

Solceller er måske alligevel ikke en så klimavenlig energiform, som mange tror. Under produktionen udledes nemlig klimagasser, der er langt mere skadelige end CO2. Samtidig bruges der store mængder af vand, der skal sørge for at rense solcellerne fri for kemikalierester.

Sådan lyder det fra den norske forsker Otto Andersen, der siden 1994 har forsket i miljøproblematikker og i alternative energiformer. I en kronik på Forskning.no opfordrer han derfor til, at man tænker sig om en ekstra gang, før man udråber solceller til en grøn teknologi uden miljøkonsekvenser.

Kronikken har fået solcelleproducenten REC til at kritisere Otto Andersens data for at være for gamle og derfor upålidelige. Men Otto Andersen fastholder over for Altinget.dk, at man trods datomærkningen kan stole på hans forskning.

Solceller skader miljø og klima
Du skriver i din kronik, at solceller kan blive den nye klimatrussel. Hvorfor mener du det?

"Selve produktionen har en række uheldige miljøkonsekvenser. For det første, at det kræver et meget stort vandforbrug," siger Otto Andersen og fortsætter:

"For at producere solcellepaneler må man lagre tynde skiver af krystallisk silicium, kaldet wafere, i kemikaliebade. Mellem hvert kemikaliebad må solcellewaferne skylles med store mængder vand, så kemikalieresterne ikke kommer med til næste kemikaliebad. En middelstor solcellefabrik med en kapacitet på 1,4 GW forbruger f.eks 15.000 liter vand i minuttet," siger han.

Du skriver, at en anden konsekvens er det store udslip af klimagasser, som solcelleproduktionen har, sammenlignet med andre måder at skaffe elektricitet på?

"Ja, og det er måske endnu mere alvorligt. Det er rigtigt, at der er et betydeligt større udslip ved solcelleproduktion end ved vindkraft og vandkraft. Det er en klar konklusion i forskningen. Det drejer sig blandt andet om ekstremt kraftige gasser med globalt opvarmningspotentiale (GWP), der er op til 39.800 gange større end CO2, såsom Svovlhexafluorid," siger Otto Andersen.

Er dit budskab så, at man helt skal stoppe produktionen af solceller?

0:000:00