Grøn vækst gearet af markedsintelligens og viden

Markedsspillereglerne må altså ændres, hvis vi vil hjælpe virksomhederne med at tage hensyn til samfundsmålsætninger som klima og vedvarende energi. Der er dermed behov for at gøre markederne mere intelligente og geare dem til at understøtte grøn vækst.

Kirsten Halsnæs
Leder af DTU Klima Center på Risø

Af Kirsten Halsnæs,
Leder af DTU Klima Center på Risø

Globaliseringen og den finansielle krise har skabt stor interesse for grønne vækststrategier som en af løsningerne på udfordringerne i klimapolitikken og i at etablere forsyningssikkerhed i en dansk og international sammenhæng. Denne interesse skaber samtidig også en mulighed for at "Clean Tech-sektoren" og energiindustrien kan spille vigtige roller i dansk økonomi.

Sådan en konklusion vil mange nok synes, at de har hørt før, og ganske rigtigt, der har været meget retorik desangående, men måske ikke så meget fokus på, hvad sådan en optimistisk strategi egentlig indebærer. Danmark er jo ikke de eneste i verden, som gerne vil tjene på grønne teknologier, og det er derfor meget vigtigt at tænke strategisk over vores markedsstyrker, og hvilke initiativer som vi kan tage til at fremme dem.

Det er ikke så sandsynligt, at en multilateral klimaaftale lige nu kan skabe rammer for langsigtede investeringer, markeds- og teknologiudvikling, og vi må derfor finde andre måder at hjælpe grønne teknologier på vej. Spørgsmålet er så, hvor langt vi kan gå på egen hånd som en lille, åben og konkurrenceudsat økonomi eventuelt understøttet af EU-reguleringer.

Markedsintelligens
Det basale problem er, at politiske prioriteter knyttet til fremme af vedvarende energi og begrænsning af klimaændringer har nogle elementer af, hvad vi som økonomer kalder "fælles goder" for samfundet. Sådanne fælles goder er ikke noget, som markederne og den private sektor tager højde for af sig selv - forretningsbeslutninger er jo baseret på virksomhedernes egne interesser givet markedets spilleregler.

Markedsspillereglerne må altså ændres, hvis vi vil hjælpe virksomhederne med at tage hensyn til samfundsmålsætninger som klima og vedvarende energi. Der er dermed behov for at gøre markederne mere intelligente og geare dem til at understøtte grøn vækst.

En hjælpende hånd
Et aktuelt eksempel på en hjælpende hånd, som det danske samfund har givet til fremme af vedvarende energi, er samarbejdet mellem Dong Energy, Pension Danmark og PKA om finansiering af en havvindmøllepark ved Anholt, hvor de to pensionskasser går ind med 50 procent af investeringen.

Der er her tale om en langsigtet aftale, som løser flere problemer på én gang. Vi får en renere elproduktion, der skabes ordre til dansk industri, Dong Energy får øgede handlemuligheder pga. kapitaltilførsel og kan dermed være med i flere havvindprojekter, og pensionskasserne får mulighed for at investere i et projekt med et godt og relativt sikkert langsigtet afkast.

Det er værd at fremhæve, at det fælles Anholt-investeringsprojekt i høj grad er blevet muligt, fordi samfundet er gået ind og garanteret at aftage den producerede el til en minimumspris, og på den måde er markedet blevet mere intelligent - det tager nu højde for, at vi lægger vægt på renere energi, hvilket afspejles i elprisen.

Er det pengene værd
Der kan naturligvis nævnes andre eksempler på hjælpende hænder, der kan fremme renere teknologier, som bl.a. grønne afgifter, demonstrationsprojekter og certifikater for vedvarende energi. Så langt så godt, men det er selvfølgelig også vigtigt kritisk at vurdere, om sådanne midler til fremme af grøn vækst er effektive, og om det er den rigtige måde at bruge penge på lige nu, hvor der er så meget fokus på offentlige besparelser og andre stramninger.

Spørgsmålet er yderst relevant og så absolut et must, og jeg vil godt selv gå ind og argumentere stærkt for, at grundig økonomisk og teknisk dokumentation må følge enhver beslutning om støtteordninger.

I den forbindelse kunne det fremme en mere effektiv regulering og planlægning af grønne vækststrategier at skabe et tættere samspil mellem virksomhedsinitiativer, investorer, forskning og offentlige myndigheder.

Virksomhederne er jo direkte i skudlinjen og ved noget om deres egne produkter, teknologier og omkostninger, mens forskerne kan bibringe viden om globale og langsigtede markeder,om teknologibilledet i klimapolitikken, og om generelle reguleringsmuligheder og usikkerheder. I samspil med offentlige myndigheder kunne der skabes et stærkt strategisk grundlag for, at danske virksomheder kan stå stærkt på fremtidige markeder.

Jeg vil vove den påstand, at vi endnu ikke har gjort vores yppigste i bestræbelserne for at skabe et godt grundlag for grøn vækst. Vi har solet os i Danmarks rolle som "first mover", men nu skal vi til at kridte banen stærkere op for at stå fast.