Hegelund & Mose: Hallo, folkemøde – den store leder taler!

KLUMME: Samarbejdsklimaet mellem Folkemøde-ledelsen og partisekretariater har været i bund. Venstre truer med at trække sig fra den årlige demokrati-festival, hvis politikere ikke får bedre forhold, herunder solo-taletid og central overnatning til fornuftige penge.

ORAKLET FRA SELFIE: Flere og flere almindelige danskere vil gerne være på og ses til folkemødet, så der er snart ikke plads til politikerne.
ORAKLET FRA SELFIE: Flere og flere almindelige danskere vil gerne være på og ses til folkemødet, så der er snart ikke plads til politikerne.Foto: Thomas Lekfeldt/Scanpix
Susanne HegelundPeter Mose

”Hallo, hallo – vi bringer en vigtig meddelelse,” vil det fra på torsdag skratte fra Folkemødets højttalere, der hidtil blot har skullet bruges i nødsituationer: Om ti minutter taler Morten Østergaard (Rad.) på hovedscenen.

Årets Folkemøde-nyskabelse til ære for toppolitikerne betyder, at der i år bliver kaldt til samling som fra en anden minaret eller østeuropæisk kommissærstyret landsby før murens fald, når de ni partiledere efter tur skal holde tale på Cirkuspladsen.

Højttaler-initiativet kommer, efter at de toneangivende partisekretariater fra Venstre og Socialdemokratiet har talt med endog meget store bogstaver over for Folkemødets ledelse og ligefrem truet med at boykotte begivenheden; en trussel, der – erfarer Mandagstræneren – endnu ikke er taget af bordet for Venstres vedkommende, hvad angår kommende folkemøder. Man kræver handling og imødekommelser fra Folkemøde-arrangørernes side, hvis samarbejdet skal fortsætte.

De to partier føler med en vis ret, at det var dem, der fik ideen til og i 2011 skabte Folkemødet med Bertel Haarder (V) og Winni Grosbøll (S) i spidsen. Man har også noteret sig, hvordan politikerne i eksempelvis vores seneste bog, Flyt Magten, beskrives som Folkemødets rockstjerner; hvorfor skal de så døje med ringe forhold under junimødet?

For Venstre var det prikken over i’et, da folkemødearrangørerne – følte man – forsøgte at hive partiets stærkeste underholdningskort, troubadour-parret Bertel Haarder og Søren Pind, over på hovedscenen.

Ledertale er partiapparatets højdepunkt

Miseren begyndte, da Folkemødesekretariatet i november meddelte, at det som noget nyt i 2017 ville blive tilladt at afholde events rundt om på folkemødepladsen, samtidig med at der var aktiviteter på hovedscenen (læs: de store partiledertaler). Hidtil har det event-eksploderende folkemøde behørigt ligget dødt hen, mens partilederne talte – ikke så sjældent uden det helt store publikum.

Bag kulisserne har der været ophidsede møder, mens de mange organisationslobbyister og NGO-ildsjæle i god tro og intetanende begyndte at booke teltplads.

Den form for radiotavshed blandt de 3100 andre events skulle der fra på torsdag laves om på. Ikke blot af hensyn til de mange gæster, der foretrækker en skarp paneldebat frem for at høre partiledernes taler, men også for at imødekomme de talrige event-arrangører, der i forvejen kæmper om opmærksomheden.

Hvad folkemødearrangørerne imidlertid var uopmærksomme på, var, at netop ledertalen for partiapparaterne er selve bornholmerturens højdepunkt og berettigelse, hvad der kræver den fornødne respekt: Der er direkte tv-transmission, og der har trods alt hvert år været en vis skare mennesker forsamlet foran hovedscenen, i og med at der ikke foregik andet på det tidspunkt.

Gode råd har hen over foråret været dyre: Bag kulisserne har der været ophidsede møder, mens de mange organisationslobbyister og NGO-ildsjæle i god tro og intetanende begyndte at booke teltplads, oplægsholdere og ordstyrere i de nu frigjorte begivenheds-slots, der siden igen – uden 100 procent held – er forsøgt fjernet i bestræbelserne på at tø forholdet til partitoppene op.

0:000:00