Debat

Helveg: Nordstream 2 er et knæfald for Putin og den fossile energi

DEBAT: Regeringen har for længe lurepasset og undgået at tage stilling til Nordstream 2-gasledningen. Hos Radikale er Morten Helveg ikke i tvivl: Vi skal sige nej og gøre os uafhængige af Putins gas.

Det er absurd, at EU laver sanktioner imod Rusland med den ene hånd, mens man samtidig laver nye store forretninger med dem, skriver Morten Helveg Petersen. 
Det er absurd, at EU laver sanktioner imod Rusland med den ene hånd, mens man samtidig laver nye store forretninger med dem, skriver Morten Helveg Petersen. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Helveg Petersen
Medlem af Europa-Parlamentet (R)

Politik handler også om at stå ved og op for sine principper. Og stå fast, når stormen raser. Det burde ikke være nødvendigt at skrive, det burde være en del af enhver politikers dna.

Men det virker, som om den siddende regering snarere har ét varemærke, nemlig at blive siddende på bagsædet af ministerbiler, bag skrivebordene i ministerkontorerne og på hænderne til møder med deres europæiske kolleger i Bruxelles.

Lad mig give et eksempel, som kan ses helt fra månen. Det drejer sig om den såkaldte Nordstream 2-gasledning – 1200 km rør fra Rusland-Tyskland med Gazprom i spidsen.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Lars Løkke Rasmussens Venstre-regering har endnu ikke ønsket at tage politisk stilling til gasledningen, som skal føres igennem dansk territorialt farvand i Østersøen.

Hidtil har det alene været et miljøteknisk spørgsmål, må vi forstå. Og så længe Gazprom end ikke havde ansøgt om godkendelse hos de relevante fagmyndigheder, så var der ikke noget i den sag.

Europa skal i en fuldstændig modsat retning end den på alle måder fossile, som Putins gas og Nordstream 2 repræsenterer.

Morten Helveg Petersen
Medlem af Europa-Parlamentet (R)

Hvilket er ganske mærkværdigt al den stund, at den gaslinje var og er geopolitik, sikkerhedspolitik, miljøpolitik, klimapolitik og mere til på øverste hylde.

Et skridt væk fra uafhængigheden
Netop nu er EU ved at skabe rammerne for en ny energiunion. I sin fuldendte form skal unionen sikre et frit flydende indre marked for energi. Hele ideen til energiunionen blev født ud af et ønske om at gøre Europa uafhængig af Putins gas og sheikernes olie.

Derudover virker det absurd, at vi i regi af EU laver sanktioner imod Rusland med den ene hånd og så med den anden laver store og nye forretninger med dem.

Det samme gælder i forhold til aspekterne omkring den grønne omstilling i Europa, klimamålsætningerne. Danske mærkesager og styrkepositioner. Og så har jeg slet ikke nævnt navnet Donald Trump endsige opridset den nye amerikanske energi- og sikkerhedspolitik.

Meget tyder på, at Nordstream 2 pludselig er ved at give den nye danske regering helt ekstremt kolde fødder. For her på tærsklen til, at russernes ansøgning om godkendelse forventes at lande i den danske postkasse, har udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) råbt ”fuld stop”.

Nu er Nordstream 2 så alligevel mere end blot et miljøteknisk spørgsmål. Ja, faktisk er gasledningen nu så stor og politisk en sag, at Samuelsen i denne uge udtrykte, at EU skal blive enige om en fælles holdning.

Hvad er regeringens holdning?
Skal Nordstream 2 bygges eller ej? Hvis ikke Kommissionen kan byde ind, sagde Samuelsen, så skal det op på højeste stats- og regeringschef niveau i Det Europæiske Råd. Det handler angiveligt om geopolitik på øverste hylde. Ja så. Ser man det.

Jeg går stærkt ud fra, at Samuelsens holdning er hele regeringens, idet han jo allerede ved sin tiltrædelse gjorde det meget klart, at han i sit nye tillidshverv fremdeles udtrykker regeringens holdning(er) og ikke Liberal Alliances.  

Derfor er Nordstream 2 nu også for Lars Løkke Rasmussen mere end blot en sag for statens miljøeksperter. Vi taler ikke om petitesser eller parenteser, vi taler om principper. Endelig.

I Radikale Venstre er vi ikke i tvivl. Vi mener ikke, at Nordstream 2 skal bygges. Af alle de nævnte grunde, som jeg har ridset op her og flere til.

Vi mener, at Europa skal i en fuldstændig modsat retning end den på alle måder fossile, som Putins gas og Nordstream 2 repræsenterer. Det kæmper vi for i Folketinget, det kæmper vi for i Europa-Parlamentet.

Hvordan ser det ud for regeringen, hvad er den danske regerings egen holdning til Nordstream 2, for eller imod? 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Helveg Petersen

MEP (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00