Hjort vil ikke med i togfond-forlig

TOGFOND: Regeringen vil ikke med i forliget om togfonden, lyder det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V). Regeringens kasseeftersyn spår samtidig et hul på ni milliarder kroner. Få status på togfonden her.

Claus Hjort Frederiksen (V) siger nej til Togfonden. 
Claus Hjort Frederiksen (V) siger nej til Togfonden. Foto: Colourbox
Emma Qvirin HolstHjalte T. H. Kragesteen

Det er ikke regeringens plan at tiltræde forliget om togfonden.

Sådan lød det fra finansminister Claus Hjort Frederiksen (V), da han mandag præsenterede sit kasseeftersyn.

Her lød det også, at der mangler ni milliarder af de forventede 28,5 milliarder kroner, hvis de nuværende oliepriser holder fremadrettet.

"Hvis den her økonomi holder, så vil der efter min mening automatisk skulle ske nogle ændringer i det projekt, der ligger. Det vil man så møde hen ad vejen," sagde Claus Hjort Frederiksen.

Selvom Venstre ikke har tænkt sig at tiltræde forliget, så ændrer det ikke på, at regeringen er nødt til at rette sig efter forligskredsen, der tæller Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Enhedslisten, SF og Radikale.

"Det må vi jo respektere. Vi er jo demokrater i regeringen. Og 90 mandater er 90 mandater," sagde finansministeren.

Kasseeftersynet spår som bekendt et alvorligt hul i togfonden. Der er dog ikke tale om et skøn over olieprisens udvikling. Hullet bygger på en antagelse af, at olieprisen fortsætter på det nuværende niveau.

Det hører desuden også med til historien, at der i togfonden blot er afsat midler for godt 23 milliarder kroner, så man faktisk har lagt en buffer ind på fem milliarder kroner. Dermed mangler der reelt fire milliarder, hvis oliepriserne ikke retter sig.

Regeringen skriver i kasseeftersynet, at den fortsat agter at foretage et serviceeftersyn af togfonden, og hvis det bliver nødvendigt, vil den forslå tilpasning af togfondens investeringer.

0:000:00