Debat

HOFOR: Lad energispareordningen handle om reelle besparelser

DEBAT: Opgaven med at hente energibesparelser skal ligge hos energiselskaberne, for her kan man bedst udnytte faglig viden og forhindre merforbrug af energi. Det skriver Gorm Elikofer fra HOFOR.

Jens Claudi
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gorm Elikofer
Koncernkundechef hos HOFOR

Arbejdet med energibesparelser er en hjørnesten i indsatsen for at reducere energiforbruget og CO2-udledningen i Danmark. Den nuværende energispareordning har imidlertid modtaget berettiget kritik for at være administrativt for tung og besværlig at arbejde efter – med mange fejl til følge. Vi bør nu finde en bedre model, som er mere enkel, giver støtte til reelle energibesparelser, og som samtidig fastholder energiselskaberne i en retning væk fra mersalg og markedsføring af energiforbrug.

Reelle besparelser
Der er ingen tvivl om, at omkostningerne til at hente energibesparelserne hjem med den gamle ordning er blevet for høje. Noget skal gøres, for at udgifterne ikke fortsætter med at løbe løbsk. Det kræver, at pengene fremadrettet bruges på reelle energibesparelser – besparelser, der for det første kommer vores kunder til gavn, og for det andet giver en reel CO2-besparelse.

Den bedste reelle besparelse er nu en gang den energi, vi ikke anvender. Så vi skal helt enkelt bruge mindre energi. Derfor skal vi bevare fokus på det, vi rent faktisk kan måle – til forskel fra nogle af de projekter, der i dag gives tilskud til, som kun eksisterer som beregninger. Der er over de seneste fem år givet tilskud til alt for mange energibesparelser, der kun eksisterer på papiret. De findes ikke i virkeligheden!

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected] 

Den nuværende ordning er kompleks og indeholder teoretiske beregningsmodeller, som betyder, at der er eksempler på, at der udbetales støtte til projekter på baggrund af en beregnet energibesparelse, som ligger mange hundrede procent fra den reelle besparelse. Det skal vi se, om vi kan forbedre.

Nærhed og målbar indsats spiller en stor rolle
I HOFOR er det vores erfaring, at målbarhed er en nøglefaktor, når det gælder om at skabe succesrige projekter med store, reelle energibesparelser. Igennem en årrække har vi på fjernvarmeområdet arbejdet med intelligent energistyring og uddannelse af driftspersonalet i en række store københavnske ejendomme. Resultaterne har været bemærkelsesværdige. 

Der er over de seneste fem år givet tilskud til alt for mange energibesparelser, der kun eksisterer på papiret. De findes ikke i virkeligheden! 

Gorm Elikofer
Koncernkundechef hos HOFOR

Et smart it-værktøj har været en vigtig del af indsatsen, men øget opmærksomhed hos de driftsansvarlige omkring betydningen af ændret adfærd og muligheden for at kunne benchmarke sig med sammenlignelige ejendomme har været langt vigtigere.

For de driftsansvarlige har det således gjort en stor forskel i første omgang at blive mere bevidste om deres udgangspunkt, dernæst få indsigt i effekterne af forskellige ændringer i deres daglige rutiner og endelig få adgang til benchmarking, der har skabt en sund konkurrence i energiadfærd mellem sammenlignelige bygninger. Den større synlighed omkring ejendommenes energiforbrug målt i forhold til hinanden har i øvrigt bidraget til en markant øget interesse for energiindsatsen på ledelsesgangene.

Vi tror også, at de gode resultater er udtryk for, at nærhed spiller en væsentlig rolle. Der er langt større incitament til en helhjertet og vedholdende indsats, når man kan se effekten af ens handlinger i dagligdagen. Det er klart, at det stadig er vigtigt at have fokus på, hvad der samlet set gavner samfundsøkonomien mest, men den praksis, der er fremherskende i dag, hvor mange energiselskaber køber sig til energibesparelser hos landmænd og gartnere langt fra deres eget opland, bør begrænses.

Mange af disse energibesparelser var alligevel blevet gennemført, og vi misser det rette succeskriterium, hvis energispareindsatsen eksempelvis kun giver flere traktorer i Thy, men ikke også skaber bedre energiadfærd i Tingbjerg. Lad os se, om vi ikke kan give højere prioritet til projekter i energiselskabernes egne oplande. Det giver f.eks. god mening for de fjernvarmekunder, der er med til at betale omkostningerne til ordningen, når vi arbejder med energibesparelser baseret på intelligent energistyring, hvor kunden får en direkte økonomisk gevinst efter meget kort tid.

Opgaven skal ligge hos energiselskaberne
Hvor ligger opgaven med at sikre energibesparelser så bedst? Det gør den uden tvivl hos energiselskaberne, der over årene har samlet mange erfaringer med, hvordan vi billigst – det er kundernes penge – sikrer reelle besparelser.

Et kommercielt selskab vil altid skulle score en gevinst ved sin indsats, mens vi helt enkelt ikke må påføre kunderne unødige udgifter og give plads for profithensyn. Energiselskaberne bør fastholdes i en position, hvor de er forpligtede til at bruge deres viden til at begrænse energiforbruget frem for på at forøge det og dermed gøre energiregningen større for kunderne.

Det er vores erfaring, at lige præcis det faktum, at vi ikke skal skabe profit, bidrager til at give os en meget høj troværdighed, der ofte er afgørende for succesen af de samarbejder om energibesparelser, vi iværksætter sammen med vores store kunder.

Man kunne også omvendt spørge, hvad der ville ske, hvis opgaven med at hente energibesparelser ikke længere lå hos de selskaber, der leverer energien til kunderne. Energiselskaberne ville så ikke have incitament til at motivere kunden til at spare på det produkt, de sælger. Faktisk ville et merforbrug hos kunden pludselig ikke længere være et problem for selskabet, men blot en fordel i form af øget omsætning.

Energiselskaberne kan i fremtiden endda være med til at sikre endnu flere energibesparelser, hvis vi får lov. Vi kan se i dag, at projekter med en tilbagebetalingstid på under et år ikke bliver realiseret. Her har vi en oplagt mulighed for at hjælpe til ved at skubbe lidt på. Vi kan fx bistå med både at opstille et realistisk regnskab og levere medfinansiering til kunden – hvis vi tror på business casen, så smider vi gerne penge i!

Når nogle i dag taler for helt at privatisere energispareordningen, så bør de i øvrigt huske på, at mange private aktører allerede i dag er involveret i arbejdet med at hente energibesparelser hjem. En lang række af de investeringer og fysiske arbejder, der kommer ud af analyserne, bliver til opgaver hos private selskaber, der konkurrerer om bedst og billigst at installere nye termoruder, LED-belysning etc.

Vi skal bruge erfaringerne
Energiselskaberne sidder i dag med mange erfaringer, der kan hjælpe til at sikre en mere effektiv dansk energispareordning. Hvorfor kaste disse erfaringer over bord? Lad os bruge dem til sammen at rekalibrere modellerne, så vi kan sikre flere reelle energibesparelser over hele landet. 

Det, vi har brug for, er en ordning, der er mere simpel at forstå og mere simpel at leve op til. Lad os få et sæt regler, der fokuserer mere på essensen omkring energibesparelser frem for eksempelvis alenlange diskussioner om millimetertykkelser på isolering.

Og endelig. så lad os få ændret fokus lidt. Tidligere har det primære fokus ligget på at finde energibesparelser i industrien og landbruget og i mindre grad i boligsektoren. Her bør vi skabe en bedre balance, så de mange boligkunder, som bidrager økonomisk til ordningen, også rent faktisk ser en effekt på energiforbruget.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00