K vil ændre energiforlig

INTERVIEW: Konservative nedlægger veto mod den del af forsyningssikkerhedsafgiften, der handler om brænde til brændeovne. 300 millioner kommer til at mangle, og dem vil partiet finde ved at "gøre noget mindre" inden for energiaftalen, lyder det fra Mike Legarth. Han lover dog, at klimamål ligger fast.
Konservative har nedlagt veto over for regeringens forslag om brændebeskatning.
Konservative har nedlagt veto over for regeringens forslag om brændebeskatning.Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen

300 millioner er ikke mange penge, og dem kan man finde ved at ændre på energiforliget.

Sådan lyder det fra Konservatives energi- og klimaordfører, Mike Legarth.

"Vi må finde det manglende provenu inden for forligets ramme. Dér bliver vi nødt til at nedskalere noget for at finde de penge. Det handler om, at vi kan sænke nogle ambitioner eller gøre noget mindre, end vi har planlagt," siger Mike Legarth.

Konservative har for nylig meldt ud, at de vil nedlægge veto mod regeringens forslag til en forsyningssikkerhedsafgift, hvad angår brænde til brændeovne. En afgift, som også Venstre og Dansk Folkeparti er kritiske over for, og som er en del af det brede energiforlig fra 2012, som regeringen indgik med alle partier i Folketinget undtagen Liberal Alliance (læs mere i faktaboks).

Fakta
Forsyningssikkerhedsafgift

Som en del af det brede energiforlig i 2012 blev regeringen, Dansk Folkeparti, Venstre, Konservative og Enhedslisten enige om, at der skal indføres en forsyningssikkerhedsafgift.

Afgiften lægges på rumvarme og skal dække det statslige tilskud til biogas, industriel kraftvarme, vedvarende energi i erhverv samt dække det tab, som staten får på grund af færre indtægter fra afgifter på fossile brændstoffer.

I den forbindelse har regeringen formuleret et lovforslag, der lægger en afgift på brænde til brændeovne.

Der er ifølge Mike Legarth tre årsager til, at Konservative vil nedlægge veto. For det første frygter han, at forslaget vil føre til øget grænsehandel, fordi prisen på brænde i Danmark kommer til at stige. For det andet, at danskerne skal have lov til at gå en tur i skoven efter såkaldt sankebrænde uden at skulle betale afgift. Og for det tredje mener Konservative, at afgiften vil føre til et "administrativt monster". Ifølge Mike Legarth vil et veto betyde, at der mangler 300 millioner kroner om året til finansieringen af aftalen, og partiet er klar til at finde de penge.

Men det bliver som nævnt gennem lavere ambitioner og ikke ved at hæve andre afgifter for at lukke hullet, lover han.

300 millioner er ingen penge i det store klimabillede.

Mike Legarth (K)
Klima- og energiordfører

"Det skal ikke være sådan, at vi siger, at de andre brugere af rumvarme kommer til at betale mere," siger Mike Legarth.

Afventer regeringen
Ud over afgiften på brænde til brændeovne handler forsyningssikkerhedsafgiften om at lægge afgift på den biomasse, som fjernvarmeværkerne bruger. Det er her, at afgiften efter planen bør ligge, mener Mike Legarth. Men hvis man ender med slet ikke at lægge afgift på brænde til brændeovne, bliver det således ikke alle varmeforbrugere, der kommer til at betale en ekstra regning, lyder kritikken fra Enhedslisten (læs mere her)

Den diskussion vil Mike Legarth imidlertid slet ikke ind i. Han afviser derfor heller ikke pure, at der kan komme en eller anden form for afgift på brænde hos de forbrugere, der ikke bare går en tur i skoven efter sankebrænde i ny og næ.

0:000:00