Kan bæredygtighed og olieudvinding gå hånd i hånd?

Af Katla Heðinsdóttir,
Filosofistuderende på Københavns Universitet
og Mickey Gjerris,
Lektor i bioetik og medlem af Etisk Råd

De fleste har indset, at der skal handles, hvis vi skal have klimakrisen under blot en smule kontrol. FN’s klimapanel (IPCC) har længe hævdet, at der er et stramt CO2 budget, der skal overholdes, hvis vi skal bevare forhåbningerne om at holde den globale opvarmning under 2 grader. Stiger temperaturen mere end 2 grader må vi med stor sandsynlighed opgive enhver form for kontrol med klimasituationen, da selvforstærkende feedback-mekanismer så som metanudledningen fra den tøende permafrost, så sætter ind. 

En ny rapport fra en gruppe britiske forskere publiceret i Nature i januar 2015 viser, at 2/3 af de kendte globale fossile brændstofreserver skal forblive i undergrunden, hvis det skal lykkes. Hvor olien kommer fra, og hvilken slags, det er, spiller dog en afgørende rolle for, hvordan andelene er fordelt. Dette har bl.a. at gøre med de metoder, der anvendes til at udvinde råstofferne. For Danmark betyder det, at 20% af de kendte oliereserver i Nordsøen, samt 6-11% af gasreserverne, skal blive i undergrunden i stedet for at konverteres til energi.

Danmark betragtes af mange som et foregangsland inden for grøn energi. Blandt andet har selveste Apple for nylig fået øje på os, og regeringen har ofte udtrykt, at Danmark bør være blandt de toneangivende på klimaområdet på internationalt plan. Grøn og vedvarende energi ses som nøglen til fremtidens velstand, og Danmark har derfor som det første land i verden udviklet en strategi om at blive fuldstændig uafhængig af fossile brændstoffer i år 2050.

Helvegs tre argumenter
Derfor er det umiddelbart overraskende, at den danske regering i samarbejde med en række olieselskaber nu har planer om at pumpe hver en dråbe olie op af Nordsøen. Gennem det nye Center for Olie og Gas på DTU skal der iværksættes forskning, der skal gøre dette muligt. Der er afsat 1 milliard kroner over ti år til projektet, hvor ambitionen er at maksimere udvindingen af olie og gas. En stor del af projektet er desuden finansieret af den danske stat til trods for, at Danmark er en del af gruppen ”Friends of Fossil Fuel Subsidy Reform”, der arbejder for at eliminere statsstøtte til fossile brændsler som et led i kampen mod klimaforandringerne.

Man kan undre sig over hvordan dette hænger sammen med ambitionen om et olieuafhængigt Danmark i år 2050, og man kan undre sig over, at man tilsyneladende helt overhører IPCC og de britiske advarsler om, hvad der vil ske, hvis alle tilgængelige fossile energikilder udnyttes. Klimaminister Rasmus Helveg har imidlertid fremført tre hovedargumenter for, at der kan være harmoni mellem regeringens erklærede klimamål og indsatsen for at udvinde mere olie og gas:

1. Selvom målet er at formindske Danmarks forbrug af fossile brændstoffer, vil der i en længere periode fortsat være brug for dem. Derfor giver det ifølge ministeren både økonomisk og miljømæssig mening at få dækket behovet fra egne reserver frem for at købe det fra udlandet.
2. De føromtalte beregninger er både noget ”akademisk sludder” og ”en åndsvag måde at se det på”, ifølge Helveg. Det er brændstofforbruget, og ikke produktionen, der skal være i fokus. Hvis indsatsen bliver lagt på at få sat forbruget ned, vil de økonomiske love sikre, at markedskræfterne af sig selv vil regulere den mængde brændstof, der bliver pumpet op.
3. Det er til stor gavn for både staten, økonomien og alle de involverede virksomheder at øge indvindingsprocenten af olie og gas i Nordsøen. Derved kan vi sikre, at vi både har energi nok til at understøtte vores energibehov og økonomisk mulighed for at realisere den grønne omstilling.

Man kan undre sig over, hvordan dette hænger sammen med ambitionen om et olieuafhængigt Danmark i år 2050 og man kan undre sig over, at man tilsyneladende helt overhører IPCC og de britiske advarsler om, hvad der vil ske, hvis alle tilgængelige fossile energikilder udnyttes.

Mickey Gjerris og Katla Heðinsdóttir
Henh. Lektor i bioetik og medlem af Etisk Råd og filosofistuderende

Når de tilgængelige data imidlertid viser, at der simpelthen ikke er plads i CO2 budgettet til at brænde al olie og gas fra Nordsøen af, hvis 2-graders målet skal nås, er disse argumenter dog ikke indlysende.

1. Til det første argument kan der peges på det problematiske i at fortsætte uhindret med samme forbrugsmønstre og simpelthen håbe på, at energiproblemet kan blive løst hen ad vejen. Argumentet synes at bygge på en åbenbart udiskuterbar præmis, at der ikke kan blive tale om at sænke energiforbruget, indtil der er udviklet mindre klimaskadelige energikilder.
2. Til det andet argument kan man spørge, om man kan tillade sig at afvise de nye forskningsresultater så kontant som Helveg gør, og i stedet overlade det til markedet at bestemme, hvor meget brændstof der skal produceres. Det er nemlig svært at tro, at markedsmekanismerne vil kunne løse klimaproblemerne, når man ser på den politiske modvilje mod at lade de reelle omkostninger ved fx afbrændingen af fossile brændstoffer afspejle sig i prisen på dem. Det kan for os at se betvivles om markedskræfterne kan løse noget som helst, når der ikke er politisk vilje til at opstille de rette rammer for markedet.
3. I det tredje argument er udvindingen af de fossile energikilder fremsat som et nødvendigt skridt for at få råd til den grønne fremtid. Den danske økonomi vil nyde godt af olien i Nordsøen, og således vil vi i Danmark kunne undergå en grøn omstilling på en behagelig måde, der bevarer den nuværende materielle levestandard. Spørgsmålet her er, om det overhovedet er muligt at fortsætte den materielle vækst og tage hensyn til klimaet samtidig.

Politiske hensigter vs. virkeligheden
Anlægger man ikke ministerens positive vision for fremtiden, men et for os at se mere realistisk blik på virkeligheden, så aner man altså en kontrast mellem de officielle politiske hensigter om en begrænsning af den globale opvarmning og en virkelighed, hvor alle har travlt med at udnytte deres olie- og gasreserver for at sikre den økonomiske vækst. Visionerne, som ministeren lægger frem, er flotte – men troen på, at fossile brændstoffer og markedskræfter kan redde os ud af den truende katastrofe, som er blevet skabt af netop kombinationen af disse to, kan være mere end svær at dele.

Der er en overvældende videnskabelig evidens for, at klimaforandringerne er en konsekvens af menneskelig aktivitet. Det gør klimaforandringerne til ikke blot en teknisk, men også en etisk udfordring. Vi kan ikke påberåbe os uvidenhed om sammenhængen mellem klima og fossile energikilder og lade som om, at vores drivhusgasudledninger ikke er skadelige for andre mennesker. Det påfører os et etisk ansvar. Klimaforandringerne sætter spor over hele verden, men i særdeles i fattigere lande, hvor befolkningen er mest sårbare, da det er her, man har mindst råd til at beskytte sig mod det skiftende klima, der påvirker landbrug og infrastruktur negativt. Endelig er det ingen hemmelighed, at en stor del af de drivhusgasser, der udledes i dag, først for alvor får konsekvenser om adskillige årtier. Dette gør klimaproblemet både til et spørgsmål om global retfærdighed og retfærdighed på tværs af generationer.

Den velstand, som de fleste af os, inklusiv klimaministeren, synes at betragte som en umistelig ret, har ganske enkelt en pris for andre. Og hvis ikke vi ønsker at forårsage uoverskuelig skade, er vi nødt til at begrænse vores udledninger. En begrænsning, som man som ministeren kan håbe på, at markedet vil stå for – eller en begrænsning, som man kan mene skal gennemføres politisk gennem en etisk besindelse på vores ansvar for de mennesker, der nu og i fremtiden risikerer at skulle kæmpe med følgerne af de klimaforandringer, som vores velstand skaber.

Andre kan ikke få vores levestandard
Det grundlæggende dilemma i denne situation er umiddelbart at finde balancen imellem at sikre vores egne behov og at tilgodese andres behov – det være sig de fattige, der lever nu, eller de fremtidige generationer, og var det blot et valg mellem os eller dem, ville man nok kunne forsvare, at vi valgte os selv. Men i virkeligheden synes valget ikke at stå mellem dem og os, men mellem at bevare og udbygge vores egen velstand eller at tilgodese deres grundlæggende behov og velfærd. Og står valget mellem velstand og velfærd, er det mindre entydigt, at vi har den moralske ret på vores side.

Ser man på, hvor trægt verdenssamfundet og i særdeleshed de rige vestlige lande har reageret på klimaudfordringen siden den første rapport fra FNs klimapanel i 1990, synes det rimeligt nok at forholde sig skeptisk til, at en intensivering af udnyttelsen af de fossile reserver som det danske Center for Olie og Gas er et udtryk for, skulle kunne understøtte en bæredygtighedsdagsorden. Det er ikke umuligt, at tingene kunne hænge sammen, men spørgsmålet er, om øget udnyttelse af de fossile energikilder ikke blot er endnu et eksempel på, at vi udskyder de nødvendige omstillinger i håbet om, at vi kan fastholde det vækst- og forbrugssamfund, som er hovedårsagen til de klimaforandringer, der allerede nu rammer hårdt. I den situation synes det mere end relevant at spørge, om vi virkelig anser vores velstand som fredet fra forandring i lyset af de moralske krav, som fremtiden stiller til os.

Sådan som situationen er nu, kan resten af verden simpelthen ikke få samme levestandard som os, uden at det ville føre til en klimakatastrofe. Det vil fx kræve en fordobling af den nuværende globale kødproduktion, hvis udviklingen i det globale forbrug fortsætter uhindret – hvilket er helt umuligt i forhold til ressourcer, natur og klima. Den livsstil, som er blevet vores, kan ganske enkelt ikke blive alle til del - og derfor er det værd at overveje, om velstand og velfærd nødvendigvis er to sider af samme mønt.

Vi står ved skillevej
Iagttager man den politiske diskussion om klimaforandringerne, synes det at være en uudtalt forudsætning, at der ikke kan sættes spørgsmålstegn ved vores ret til at få opfyldt ethvert behov, der måtte opstå. At foreslå kødfrie mandage, afgifter på privatbilisme eller dyrere flyrejser for blot at nævne nogle få af de tiltag, som klimamæssigt set giver indlysende mening, synes ganske enkelt at være politisk selvmål for ikke at sige politisk selvmord.

Derfor var det også overraskende et indlæg af Mogens Lykketoft, der for nylig blev bragt på Altinget. Her hævder han, at vi både kan og skal skelne mellem det, der er vigtigt og det, der kan undværes – i vores udlægning: velfærd og velstand. Ifølge Lykketoft er en lavere økonomisk velstand ikke ensbetydende med et dårligere samfund. En bedre sundhedstilstand, uddannelser og naturbevarelse er blot nogle af kendetegnene ved et kvalitetssamfund, der godt kan eksistere uden nødvendigvis at inkludere samme mængde røde bøffer, flyrejser og materiel overflod som i dag. Det er endvidere muligt at forandre den økonomiske vækstmodel til en bæredygtig én af slagsen, siger han. Men det kræver en omlægning af den levevis, vi har i Danmark i dag. Det kan ikke undgåes, at det kommer til at koste på velstandskontoen - men til gengæld kan vi måske opnå en velfærd, der ikke i sin natur truer andre menneskers velfærd.

Vi står ved en skillevej. Håbet om, at fortsat økonomisk vækst gennem øget udvinding af olie- og gasreserverne i Nordsøen kan kombineres med en gradvis grøn omstilling, uden at vi skal sænke vores velstandsniveau og forbrug, er lysegrønt - men næppe realistisk. For os at se, har vi for længst bevæget os væk fra en situation, hvor vi kun skulle tænke på os selv og vores umættelige behov. Risikoen ved at pumpe alle vores oliereserver op er, at det giver mulighed for at holde vores nuværende forbrugsmønstre kørende, så de forandringer, der både er nødvendige og presserende, udskydes endnu længere. Er vi et foregangsland af andet end navn, er det måske en god idé at minde hinanden om, på hvilket værdigrundlag vi i første omgang tog beslutningen om at begrænse vores CO2 udledninger. Hænger det sammen med beslutningen vedrørende reserverne i Nordsøen, eller lever vi et værdimæssigt dobbeltliv? Og ville en beslutning om at lade vores del af olien ligge sende et signal til omverdenen om, at det er muligt at skelne mellem velfærd og velstand og tage et etisk ansvar, uden at det gode liv glider os at hænde.