Konservative: Lad os se frem mod 2030

Af Mette Abildgaard (K),
Klima- og energiordfører

Danielsen mente ikke, at man ”skulle lufte det beskidte undertøj i udlandet”. Men kære Danielsen: Kunne Venstre ikke blot undlade at producere så meget beskidt undertøj?

Mette Abildgaard (K)
Klima- og energiordfører

Det er ikke længe siden, at frygten på grusom vis indtog Paris, da terroren ramte kærlighedens by i sidste måned. Men i weekenden blev Paris i stedet symbol på håbet, da 195 nationer lod fællesskabets fremtid vægte højere end kortsigtede egeninteresser, og verden fik sin globale klimaaftale.

De direkte tv-billeder fra Paris var rørende og historiske, og det var tydeligt, at forløsningen efter 20 års klimaforhandlinger var enorm.

Sydafrika, der rammes hårdt af klimaforandringerne, tog ordet under den afsluttende plenarforsamling og brugte lejligheden til at citere Nelson Mandela: ”Når du har besteget et bjerg, så opdager du, at der venter flere.” Og sydafrikanerne havde fuldstændig ret. Verdens ledere er ikke færdige med at bestige bjerge. Faktisk har de kun lige rundet den første bakketop.

Slagplan nødvendig
Man skal dog ikke nedgøre værdien af, at så mange lande kunne enes om målsætningen om at holde temperaturstigningerne på højst 1,5-2 grader over det præindustrielle niveau. Men ambitioner, hensigtserklæringer og skåltaler flytter ikke bjerge, hvis ikke der lægges en slagplan for, hvordan målene nås.

Og med de planer, som verdens ledere har præsenteret indtil videre, vil vi forsat opleve temperaturstigninger på mellem 3 og 3,5 grader, når vi runder århundredets udgang, hvilket er langt mere, end vi kan håndtere.

2020 er lige om hjørnet, og vi bør derfor allerede nu begynde at se frem mod 2030, og vi bør ligesom Tyskland få et nationalt 2030-mål for den samlede CO2-reduktion.

Mette Abildgaard (K)
Klima- og energiordfører

Derfor er det tvingende nødvendigt med den ambitionsmekanisme, som er en del af Paris-aftalen, som skal sikre, at landene hvert femte år reviderer sine planer, og at der skal være en fremdrift i disse planer – altså ikke noget med at skrue ned for ambitionsniveauet.

Ønsker nyt nationalt mål
Dermed har nationale klimamålsætninger og arbejdet med at opfylde dem spillet en central rolle i den nye bottom-up-klimaaftale. Derfor forstår jeg simpelthen heller ikke, hvordan vi kan have en dansk klimaminister, som i et svar til Folketinget for nyligt skrev, at den danske regering: ”... ikke finder det nødvendigt at sætte nationale klimamålsætninger …” og henviser til, at vi har mål via EU.

Men disse mål er langt mindre ambitiøse end nødvendigt, for de skal også rumme et land som Polen, der ikke ligefrem er kendt for at opføre sig klimavenligt. Danmark bør ligesom alle vores nabolande have egne nationale klimamål, så vi kan trække EU i den rigtige retning.

I Det Konservative Folkeparti bakker vi derfor op om nationale klimamål. Det giver en retning for omlægningen af energikilderne, det giver en sikkerhed for grønne investorer, og det bidrager til flere grønne danske job. 2020 er lige om hjørnet, og vi bør derfor allerede nu begynde at se frem mod 2030, og vi bør ligesom Tyskland få et nationalt 2030-mål for den samlede CO2-reduktion.

V producerer det "beskidte vasketøj"
Paris var alt i alt en fantastisk oplevelse. Måske lige med undtagelse af den dag, min kollega Thomas Danielsen fra Venstre beskyldte mig og andre folketingskollegaer for at udføre ”landsskadelig virksomhed”, fordi vi i danske medier ærligt fortalte, at det danske klima-ry er skadet.

Danielsen mente ikke, at man ”skulle lufte det beskidte undertøj i udlandet”. Men kære Danielsen: Kunne Venstre ikke blot undlade at producere så meget beskidt undertøj?

Laurent Fabius rundede klimatopmødet af med endnu et Mandela-citat: ”Det synes altid umuligt – indtil det er gjort.” Lad det håb, som Paris har givet os, styrke os i troen på, at det umulige er muligt – det skylder vi de kommende generationer.