Kraftværker dæmper stigning i prisen for strøm

OMKOSTNING: Vindenergi gør elproduktionen dyrere. Men prisen holdes nede, fordi kraftværkerne har tilpasset sig udviklingen. Det fortæller Anders Sørensen, som står bag ny rapport fra Rockwool Fonden.

Den danske elproduktion er blevet dyrere af vindmøllernes indtog. Men stigningen i antallet af møller har ikke fået produktionsprisen til at stige.
Den danske elproduktion er blevet dyrere af vindmøllernes indtog. Men stigningen i antallet af møller har ikke fået produktionsprisen til at stige.Foto: Colourbox
Kasper Kaasgaard

I takt med at vindmøller producerer en større del af den danske strøm, bliver der mindre brug for kraftværker, der producerer strøm ved at fyre med for eksempel kul. Men kraftværkerne skal stadig stå klar til at tage over for vindmøllerne, når vejrguderne ikke er med vindmøllerne. Og det koster.

En ny rapport fra Rockwool Fonden viser dog, at det ikke er blevet dyrere, efterhånden som vindens andel af elproduktionen er vokset. Rapporten har undersøgt perioden 1998-2011 og regnet på, hvad omkostningerne til elproduktion havde været, hvis Danmark ikke havde haft vindmøller.

Tallene viser, at det i 2011 var 14 procent dyrere at lave strøm end i et vindmøllefrit scenarie. Det tal er rimelig konstant over de 13 år, rapporten har undersøgt. Det til trods for at andelen af vindstrøm er steget betragteligt og i dag udgør 40 procent af den danske produktion.

”For mig har det været overraskende at se, at kapitalomkostningerne i det termiske system ikke har haft en opadgående trend. Det havde jeg nok forventet at se,” siger Anders Sørensen, der er en af to forskere bag rapporten og professor ved Centre for Economic and Business Research på CBS.

Der er en grænse for, hvor lav en elproduktion et stort kraftværk kan have, når det er tændt. Den grænse er der blevet arbejdet med.

Peter Meibom
Analysechef, Dansk Energi

Gamle tal og tilpasning
Anders Sørensen tror, forklaringen ligger i, at springet i produktionsomkostninger fandt sted i perioden lige før den, de har undersøgt.

”Vi har desværre kun data tilbage til 1998 i vores analyse, og der skete en meget stor indfasning af vind før det år. Hvis vi havde haft tal tilbage fra for eksempel 1990 og lavet denne analyse, havde vi fået den indfasning, hvor det virkelig gik stærkt, med,” siger forskeren.

En anden forklaring på den udeblivende prisforskel er også, at de traditionelle kraftværker har været gode til at tilpasse sig den nye situation. Det stiller nemlig nogle andre krav, når deres produktion skal gå fra at være konstant til i stedet at skrues op ned, alt efter hvor meget det blæser.

”Der er to tilpasninger. Den ene er, at man lukker nogle kraftværker. Man har stort set lukket alle de kraftværker, der ikke producerer fjernvarme. Den anden tilpasning er, at man har lavet kraftværkerne mere fleksible. Der er en grænse for, hvor lav en elproduktion et stort kraftværk kan have, når det er tændt. Den grænse er der blevet arbejdet med,” siger Peter Meibom, analysechef i Dansk Energi, som er brancheorganistion for kraftværkerne.

Tilpasningen skal fortsætte
Rapportens resultater betyder dog ikke, at den hellige gral er velforvaret. Hvis der ikke fortsat sker tilpasning hos kraftværkerne, vil den bebudede udbygning med vindenergi nemlig betyde, at den overskydende kapacitet i den såkaldt termiske sektor vil koste dyrt.

0:000:00