Debat

Lad teknologierne konkurrere

REPLIK: Havvind er langtfra så omkostningseffektiv, som Jakob Askou Bøss fra Dong Energy giver indtryk af. Skal der skabes rammer for en billigere energipolitik, så er en teknologineutral udbudsmodel vejen frem, skriver Rasmus Christensen, adm. direktør i SE Blue Renewables.

Foto: SE Blue Renewables
Morten Øyen

Morten er redaktør og journalist på Altinget.dk. Morten er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har en MA i journalistik fra City University i London.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Rasmus Christensen
Adm. direktør i SE Blue Renewables

Fakta
Bland dig i debatten! 

Send dit indlæg til [email protected]

Satsningen på vedvarende energi - som skiftende danske regeringer har støttet - blev oprindelig startet, fordi man ønskede billig og forsyningssikker energi. Oliekriserne medførte tårnhøje energipriser og et behov for at skabe en indenlandsk omkostningseffektiv produktion. De høje energipriser medførte kæmpe udfordringer for dansk erhvervsliv og mærkbare gener for danskerne med bilfrie søndage og kolde nætter. Derfor vil det også være uansvarligt ikke at holde fokus på at sikre danskerne prisbillig energi nu og i fremtiden. Vice president i DONG Energy Jakob Askou Bøss giver i sit indlæg i Altinget beklageligvis ikke sit bud på en omkostningseffektiv energipolitik.

Energipolitikken er stærkt udfordret af, at den folkelige opbakning er aftagende. De høje omkostninger forbundet med den grønne omstilling har en stor indvirkning på dette. Det er jo ejendommeligt, at kun de billigste energiteknologier har lidt under krisen, mens udbygningen med dyr havvind fortsætter ufortrødent. Allerede i dag betaler danskerne mere til havvind end til landvind, selvom vi har mere end dobbelt så meget landvind som havvind. I de kommende år vil støttekronerne, der går til havvind stige markant.

Potentiale i landvind
Jakob Askou Bøss forsøger at argumentere for havvinds konkurrencedygtighed og hylder også Horns Rev 3 som en stor succes, fordi den modtager en fast pris på 77 øre/kwh, hvilket er et fald i forhold til Anholt, der modtager 105 øre/kwh. Men til sammenligning modtog Horns Rev 2 opført i 2009 kun 51,8 øre/kwh. Samtidigt kan det konstateres, at landvind er væsentligt billigere end havvind. Landvind modtager således en variabel støtte, der ikke må overstige 25 øre/kwh. Flere analyser har i det forgangne år bekræftet, at landvind er den billigste energiteknologi i Danmark.

Hvis havvind er konkurrencedygtigt, så lad det konkurrere på lige vilkår med andre teknologier.

Rasmus Christensen
Adm. Direktør i SE Blue Renewables

Energinet.dk har samtidigt vurderet et samfundsøkonomisk potentiale på over 12.000 MW. I dag har vi i omegnen af 3.600 MW på land. En væsentlig del af dette potentiale kan realiseres ved nedtagning af ældre møller, der står overalt i landskabet, og erstatte dem med færre større møller i færre og samlede opstillinger.

Fri konkurrence
Vi foreslår, at en teknologineutral udbudsmodel bør skabe rammen for en billigere energipolitik. Staten skal udbyde kapacitet, som private selskaber derefter byder ind på. Det vil bl.a. betyde, at havvind skal konkurrere med landvind og andre teknologier på prisen. Centralt er, at der ikke bør være præferencer – ud over forsyningssikkerhed og prisen – der afgør, om vi skal opføre landvind, havvind eller solcelleparker. Hvis havvind er konkurrencedygtigt, så lad det konkurrere på lige vilkår med andre teknologier.

Med de høje priser på havvind må man forvente, at effektiviseringspotentialet er stort, men vi kan ikke fortsætte med at bygge dyre havvindmølleparker i samme tempo, som vi gør i dag. Selv hvis vi regner med stærkt faldende priser på havvind, så vil en realisering af blot halvdelen af det samfundsøkonomiske potentiale for landvind, ifølge Energinet.dk, spare samfundet for ca. 3 milliarder kr. om året i 2030.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00