Lilleholt: Dyrt at indfase mange elbiler uden afgift

KOMMENTAR: Det vil koste et tre-cifret milliardbeløb, hvis der skal indfases en million afgiftsfrie elbiler inden 2030, siger energi- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V). RETTET.

Foto: www.jeppebnielsen.com
Lasse Lange

Regeringen giver ikke umiddelbart meget for en ide om at afgiftsfritage elbiler, hvilket skulle kunne give mulighed for at indfase en million elbiler de kommende år.*

"Hvis der skal indfases 1 mio. elbiler inden 2030, og der ikke skal betales afgift, så vil dette koste statskassen et 3-cifret milliardbeløb i tabt provenu. Selv når beløbet deles ud på 14 år, er der tale om et betragteligt provenutab," siger klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt således i en skriftlig kommentar til Altinget.

Lars Christian Lilleholt kan ikke umiddelbart sen nogen anledning til at justere i regeringens elbil-politik.*

"Regeringen har valgt en moderat løsning, hvor elbiler gradvist bliver pålagt registreringsafgift, og hvor de i øvrigt får en betydelig rabat baseret på deres energieffektivitet," siger Lilleholt.

Opvarmning
Energi- og klimaministeren har samtidig lagt mærke til Klimarådets beregninger om afgift på el til opvarmning, siger han.

"Jeg har noteret mig, at Klimarådet kommer frem til, at der er en samfundsøkonomisk gevinst samt en mindre reduktion af CO2-udledningen forbundet med at nedsætte afgiften på el til varme med 29 øre pr. kWh."

Foreløbigt er regeringens forslag om at fjerne PSO-afgiftens dog et skridt i den rigtige retning, mener Lars Christian Lilleholt.

"Regeringens forslag om at flytte PSO’en til finansloven er et skridt i den rigtige retning. Ved at flytte PSO’en fra elregningen til finansloven falder den pris, som forbrugerne skal betale for deres elektricitet. Det gælder også den del af elektriciteten, som bruges til opvarmning. Det øger tilskyndelsen til at vælge varmepumper frem for opvarmning med biomasse," siger energi- og klimaministeren, der indtil videre afventer den samlede afgiftsanalyse.

*RETTELSE: I den oprindelige udgave af denne artikel stod der, at Klimarådet foreslår, at der skal indfases en million afgiftsfrie elbiler inden 2030. Klimarådet oplyser imidlertid, at dette IKKE er korrekt. Læs Klimarådets replik her. Altinget beklager fejlen. Artiklen, rubrikken og underrubrikken er rettet torsdag 16. juni klokken 14.05.

0:000:00