Løkke om udflytning: Det handler om rimelighed

FLYTTEPLAN: Regeringen flytter 3.900 statslige job ud af hovedstaden for at forhindre, at Danmark knækker over. Lars Løkke Rasmussen erkender, at det er en vanskelig situation for de ansatte.

38 byer rundt om i landet skal i fremtiden være hjem for de knap 3899 statslige arbejdspladser, som regeringen vil flytte.
38 byer rundt om i landet skal i fremtiden være hjem for de knap 3899 statslige arbejdspladser, som regeringen vil flytte.Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Scanpix
Kasper Kaasgaard

”Der er risiko for, at Danmark knækker i to – en del med udvikling, en del med afvikling. Det bekymrer mig, og det bekymrer regeringen.”

Sådan begrunder statsministeren, at han og regeringen vil flytte 3899 statslige arbejdspladser væk fra København og ud i landet.

Lars Løkke Rasmussen kalder det en bred erkendelse, at der ligger for mange statslige job i hovedstaden. Derfor har hans regering lavet planen 'Bedre balance'.

”Vi flytter omkring 3900 arbejdspladser. Det er den største udflytning af statslige arbejdspladser nogensinde,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Det handler om rimelighed. Staten er vores allesammens stat og tjener hele landet. Derfor skal de statslige arbejdspladser også være til stede i hele landet.

Lars Løkke Rasmussen (V)
Statsminister

Statsministeren fortæller, at der er tale om hver tiende statslige job i hovedstaden, hvis man ser bort fra stillinger som politimænd og præster, der er geografisk funderede.

Afsat 400 millioner
Det er regeringens håb at holde mange af de ansatte i deres stillinger, selvom de fremover skal ligge et andet sted.

”Vi ønsker, at så mange som muligt flytter med ud til de nye arbejdspladser. Det er vigtigt at fastholde nøglekompetencer og styrke en god opgaveløsning både før og efter flytningen,” siger finansminister Claus Hjort Frederiksen.

Derfor er det nødvendigt med et højt informationsniveau fra de berørte myndigheder, så medarbejderene ved, hvad der kommer til at ske, lyder det fra finansministeren.

Han har fundet 400 millioner kroner i budgettet, som bliver til en pulje, der skal hjælpe med de udfordringer, der følger med den store flytning. Men som udgangspunkt skal myndighederne selv stå for en eventuel regning.

Flytningen skal være på plads ved udgangen af 2017. Det sikrer ifølge statsministeren, at der er god tid til at sikre en fleksibel proces.

”Det handler om rimelighed. Staten er vores allesammens stat og tjener hele landet. Derfor skal de statslige arbejdspladser også være til stede i hele landet,” siger Lars Løkke Rasmussen.

Vanskelig proces
Beslutningen er Venstres, og de annoncerede deres planer, allerede før de fik magten. Det er da også regeringens ansvar som udøvende magt, fastslår han.

Størstedelen af planen vil således ikke kræve lovændringer. Men Lars Løkke fastslår, at de ikke ønsker at tvinge noget ned over hovedet på folk.

”Jeg forstår godt, at det er en vanskelig situation. Derfor er det også uhyre vigtigt for regeringen, at medarbejderne kommer så godt som muligt igennem processen,” siger han.

Hans finansminister mener dog, at der er en forståelse rundt om i landet for, at det er en bydende nødvendig øvelse.

”Hver dag læser vi om private virksomheder, som ændrer deres organisation. Store dele af Danmark er meget klar over, at der hele tiden skal ske nogle strukturtilpasninger,” siger Claus Hjort Frederiksen.

Det er planen at skabe større vækst og sammenhæng på tværs af landet. Der er særligt fokus uden for de store byer, hvor væksten ikke viser sig. Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen fremhæver da også, at arbejdspladserne langt fra kun flyttes til de store universitetsbyer.

”Der er nogle markante løft rundt om i landet, hvor man blandt andet kan nævne, at Korsør fremover skal huse Søfartsstyrelsen, Færdselsstyrelsen kommer til at ligge i Ribe, og Udlændingestyrelsen kommer til at ligge i Næstved,” siger Troels Lund Poulsen.

I alt 38 byer får del i de mange arbejdspladser, som i fremtiden skal ligge uden for hovedstaden.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Claus Hjort Frederiksen

Fhv. MF (V), fhv. minister og partisekretær
cand.jur. (Københavns Uni. 1972)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

0:000:00