Debat

Margrete Auken: Energiunionen er et middel – ikke et mål

DEBAT: Energiunionens formål er ikke at bidrage til vækst, eksport af energiteknologi og flere arbejdspladser. Målet er først og fremmest en bæredygtig fremtid, skriver Margrete Auken, medlem af Europa-Parlamentet for SF.

Hurtig omstilling til grøn energi er målet med energiunionen, mener Margrete Auken (SF), medlem af Europa-Parlamentet.<br>
Hurtig omstilling til grøn energi er målet med energiunionen, mener Margrete Auken (SF), medlem af Europa-Parlamentet.
Foto: Marie-Louise Munkegaard
Maria Bierbaum Oehlenschläger
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Margrete Auken (SF)
Medlem af Europa-Parlamentet

Når vi laver politik hvad enten det er på europæisk, nationalt eller lokalt plan, må vi gøre os formålet klart: Hvorfor skal vi have en energiunion? Hvad er meningen med den?

Som energisk tilhænger af det Europæiske samarbejde er jeg ikke et sekund i tvivl om at det vil være en fordel at integrere energipolitikken på tværs af Europa.

Energiforsyning er en væsentlig del af vores infrastruktur, når vi samarbejder, kan vi få mest muligt ud af det.

Unionen skal lægge grunden til et marked hvor vedvarende energi er konkurrencedygtigt og ikke begrænset af den jammerlige statsstøtte til atom- og kulkraft.

Margrete Auken (SF), medlem af Europa-Parlamentet

Forsyning på tværs af Europa skaber jobs og vækst
Når et lands forsyning ikke rækker, skal man kunne importere strøm fra de lande der momentant har en overproduktion.

På den måde kan man bruge vind når det blæser og solen når den skinner. Resten af tiden kan vi benytte andre energikilder som vandkraft og biogas.

Det giver større forsyningssikkerhed på tværs af kontinentet, bedre handelsmuligheder, større markeder for eksport af teknologi, og det frigør os fra afhængigheden af Rusland.

Samtidig skaber det grundlag for moderne arbejdspladser, vækst og investeringer i hele Europa. Ifølge Kommissionen kan Vinterpakken som blev præsenteret i november, øge bruttonationalproduktet for EU med 1 procent, skabe 900.000 nye jobs og sikre at halvdelen af EU's elektricitet kommer fra vedvarende energikilder i 2030.

Men hvad er målet egentlig?
Spørger man Juncker og hans venner i Kommissionen, er det netop arbejdspladser, vækst og investeringer der er hovedargumentet bag energiunionen: ’Modernisering af økonomien’.

Og lige her er vi altså uenige.

For Energiunionens formål er ikke at bidrage til vækst, eksport af energiteknologi og flere arbejdspladser. Målet må være at sikre en bæredygtig fremtid!

Vi skal leve op til Parisaftalen og sikre at temperaturstigningen ’holder sig under 2 grader når vi når år 2100’. Derfor skal fremtidens energiforsyning være grøn og ikke udlede CO2, metan- og lattergas til atmosfæren. Til det mål er en energiunion et vigtigt middel.

Igennem en integrering af energimarkederne kan vi sikre en optimal udnyttelse af vedvarende energikilder.

Unionen skal lægge grunden til et marked hvor vedvarende energi er konkurrencedygtigt og ikke begrænset af den jammerlige statsstøtte til atom- og kulkraft. En støtte som især for ny atomkraft er langt større end den nogensinde har været til vedvarende energi.

Ekstremt vejr i Europa tilskrives klimaforandringer
Selvom Trump prøver at lukke munde på anerkendte forskere, ved vi med sikkerhed at de menneskeskabte CO2-udledninger påvirker det globale klimasystem.

Det har vi vidst siden 1990, og i sidste uge udgav det Europæiske Miljøagentur så en rapport der fastslog at mange af de ekstreme vejrhændelser vi oplever i Europa direkte kan henføres de klimaforandringer der allerede er her.

Målt per indbygger er Danmark ifølge agenturet blandt de lande der bliver ramt hårdest økonomisk, kun overgået af Schweiz!

Hovedformål er ren og grøn energi
Men oveni klimagevinsten ved den grønne energi er der andre fordele ved en sund energipolitik.

For eksempel kan vi undgå 225.000 for tidlige dødsfald og spare 41,5 milliarder Euro ved at hæve energieffektiviseringen fra 30 procent til 40 procent i 2030 som Europa-Parlamentet har anbefalet.

Selvfølgelig skal energiunionen også skabe vækst og arbejdspladser. Men når vi planlægger mange årtier frem som man gør med energiplanlægning, skal vi da gøre os klart hvorfor vi gør det.

Hovedformålet med energiunionen må være at sikre en omstilling til ren og grøn energi så hurtigst muligt og i hele Europa.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrete Auken

MEP (SF), næstformand i Europa-Parlamentets Palæstinadelegation
cand.theol. (Københavns Uni. 1971), sognepræst emerita

0:000:00