Minister: Vores grønne mål kræver massive investeringer

SAMRÅD: Det kræver store investeringer, hvis regeringen skal nå sit mål for vedvarende energi i 2030. Energi-, forsynings- og klimaministeren forventer tiltag på størrelse med én ekstra havvindmøllepark om året fra 2020 til 2030.

Massive investeringer skal der ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til, hvis regeringen skal nå sit mål for vedvarende energi. 
Massive investeringer skal der ifølge energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) til, hvis regeringen skal nå sit mål for vedvarende energi. Foto: Toke Kristiansen/Altinget.dk
Tyson W. Lyall

Ja, det er ambitiøst at ville dække mindst 50 procent af Danmarks energibehov med vedvarende energi i 2030.

Og nej, målet nås ikke uden omfattende politiske tiltag.

Sådan lød energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholts (V) dobbelte budskab, da en række oppositionsordførere torsdag sidste uge havde ministeren i samråd.

Læs også: Oppositionen vil have løftet sløret for regeringens grønne omstilling

Rød bloks ordførere krævede her svar på, hvad den blå minister har af grønne planer.

Med regeringsgrundlagets formulering om, at ”Danmark i år 2030 skal have mindst 50 procent af sit energibehov dækket af vedvarende energi”, er der grund til at bede om detaljerede svar, mente blandt andre Søren Egge Rasmussen (EL) og Pia Olsen Dyhr (SF).

Konkrete svar om udviklingen af den vedvarende energi kommer ifølge ministeren "ultimo februar 2017" med Energistyrelsens nye basisfremskrivning.

Allerede torsdag kunne Lars Christian Lilleholt dog fremlægge situationen i overskriftsform:

"Uden en ny politik kan vi meget vel ligge under 40 procent i 2030,” sagde han.

Dokumentation

Jens Joel (S), Søren Egge Rasmussen (EL), Maria Reumert Gjerding (EL), Christian Poll (ALT), Andreas Steenberg (R) og Pia Olsen Dyhr (SF) bad i samrådsspørgsmålet ministeren redegøre for:

Om det er et ambitiøst mål for den grønne omstilling, at Danmark i år 2030 skal have mindst 50 procent af sit energibehov dækket af vedvarende energi.

Spørgerne anførte, at Danmark ”ifølge Energistyrelsen allerede har opnået en dækningsgrad på 30 procent i dag og anslås at nå en dækningsgrad på 40 procent i 2020”.


0:000:00