Når vi benægter det indlysende

Hvordan får vi overhovedet startet en dialog om fordelingen af ressourcer, når deres indlysende begrænsing endnu ikke er globalt anerkendt?

Katherine Richardson
Professor og leder af Sustainability Science Centre, Københavns Universitet

Katherine Richardson
Professor og leder af Sustainability Science Centre, Københavns Universitet, & tidl. formand for Klimakommissionen

Jeg har hørt, at det billede, som oftest er blevet hentet ned fra internettet, er et af jorden fra rummet. Alle kan vist se det for sig: En smuk (hovedsagelig blå) kugle svøbt i en mosaik af tynde, hvide skyer, som svæver tilsyneladende midt i ingenting. Når man kigger på det billede, er det indlysende, at jordens ressourcer er begrænsede. Når de er brugt, hvor skulle eventuelle nye komme fra?

Vi er nu 7 milliarder mennesker, der efterspørger jordens ressourcer, og alt tyder på, at vi bliver mindst 9 milliarder i midten af dette århundrede. Adgang til flere kritiske ressourcer er under pres, og det pres kan kun stige i fremtiden. For mange ressourcer er det ikke et spørgsmål, om de vil blive så forarmede, at de ikke længere kan understøtte samfundsudviklingen, men hvornår det vil ske.

Heldigvis vil det være muligt at finde alternativer for mange af disse ressourcer (for eksempel olie) men ikke alle (for eksempel fosfor). Derfor kræver en fortsat samfundsudvikling, at vi forvalter vores forhold til jorden og dens ressourcer på en måde, der sikrer mulighed for vækst i fremtiden.

Aftalen er mangelfuld
Set i det lys blev den vigtigste diskussion på Rio+20 i juni sidste år overset af både journalister og verdenssamfund. Under forhandlingen foreslog EU nemlig, at aftalens tekst skulle anerkende, at der er grænser for jordens udbud af ressourcer og tjenester. Forslaget indeholdt ikke en handlingsplan for, hvordan ressourcerne skulle fordeles, men gik alene ud på en anerkendelse af det faktum, at jordens ressourcer ikke er uendelige.

Forslaget faldt. Aftaleteksten refererer i dag på ingen måde til det indlysende faktum, at der må være grænser for, hvor meget mennesker kan trække på jordens ressourcer og tjenester.

USA trodser det indlysende
Modstanden kom især fra USA og G-77 (sammenslutningen af udviklingslande). For USA's vedkommende stod det klart, at en accept af begrænsninger af nogen art strider imod den amerikanske drøm, hvor "the sky's the limit", og fra amerikansk side argumenterede man, at det endnu ikke er videnskabelig bevist, at jordens evne til at understøtte en uendelig samfundsudvikling er begrænset.

Faktisk mindede kampagnen imod anerkendelsen af begrænsninger meget om de kampagner, vi har set imod klimaforskningens resultater. Også denne gang præsenterer amerikanske "tænketanke" materiale, som er rettet mod at så tvivl om de mange forskningsresultater, der understøtter det indlysende, altså, at der må være grænser for, hvor meget man kan trække på jordens ressourcer og tjenester.  

Fordeling af ressourcer præget af store kontroverser
Den modstand burde ikke komme som en overraskelse. Historien har vist os gang på gang, at når resultater af videnskabelig forskning strider imod samfundets forståelse af forholdet mellem mennesker og jorden, så benægter store dele af samfundet den videnskab. Aktuelt ser vi, at mange i samfundet benægter ikke kun, at jordens ressourcer som helhed er under pres, men også at specifikke ressourcer såsom vores fælles atmosfæriske depot for drivhusgasaffald (klimadiskussionen) og verdens fiskebestande skulle være det.

Tidligere generationer benægtede på samme måde, at jorden skulle kredse om solen og ikke omvendt. Ja, bølgerne går højt, når videnskab stiller spørgsmål ved den dominerende samfundsopfattelse omkring menneskernes forhold til jorden

Modstanden fra G-77 er dog endnu mere interessant. Ethvert forsøg fra de udviklede lande på at anerkende det indlysende faktum, at jordens ressourcer er begrænsede, opfattes som et forsøg på at begrænse udviklingslandene. Heri ligger kernen i ressourceproblematikken. Når fortsat samfundsmæssig udvikling kræver forvaltning af vores forhold til jorden og dens ressourcer, hvordan skal disse ressourcer så fordeles? Og hvordan får vi overhovedet startet en dialog om fordelingen af ressourcer, når deres indlysende begrænsing endnu ikke er globalt anerkendt?