Noah: Behov for en systemforandring

Af Palle Bendsen
Klimatalsperson, Noah Friends of the Earth Denmark

I dag giver det ikke mening at diskutere energikilder og energiteknologier løsrevet fra klimakrisen. I debatten om atomkraft fra 1975-85 gjaldt det sikkerhed, sundhed, det radioaktive affald, den tætte forbindelse til fremstilling af atomvåben – og den mulige brug af de våben.

Men klimakrisen er allerede en regulær katastrofe for mange. Og det er jordens fattige, der står i forreste række. De dominerende energikilder har været, og er globalt, fortsat de fossile brændsler, så når energiforbruget er steget, er udledningen af CO2 også steget. Og verden har i to årtier vendt det blinde øje til.

Men hvis man vover det ene øje og ser på de tal, der dokumenterer krisen, så står det klart, at der skal en kolossal og global anstrengelse til for at undgå ’the point of no return’.

Atomkraft ikke løsningen
I mit forrige indlæg hævdede jeg, at der kun er 10-15 år tilbage for de rige (lande) til stort set at afvænne sig fra de fossile brændsler. I den sammenhæng giver atomkraft ingen mening, da det tager 10-15 år at bygge et atomkraftværk. De er afsindig dyre og opføres kun med massiv offentlig støtte. Ingen af de gammelkendte problemer ved atomkraften er løste.

Nyere livscyklusanalyser peger oven i købet på, at energiregnskabet er særdeles dårligt og indebærer ganske store CO2-udledninger.     

En energikilde kan kun kaldes vedvarende, hvis den bygger på ressourcer, der ikke slipper op i en forudsigelig fremtid med det tempo, man udnytter kilden. Det diskvalificerer atomkraft. 

Palle Bendsen
Klimatalsperson, NOAH

Men alle energiteknologier kræver energi at fremstille. Det gælder også vindmøller - og energieffektivisering. Hvis vi f.eks. ser på vindkraften, som i dag udgør ca. 2,6 pct. af el-produktionen globalt, så er det nødvendigt at få beregnet, hvor hurtigt den kan udbygges, hvis den samtidig skal bidrage med et mange gange større output.

Sol og vind er ægte vedvarende energi
Det er derfor ikke teknologi, vi først og fremmest skal gribe til, men dybe, ægte energibesparelser for de rigeste. Energi, der ikke bruges. Maskiner, der ikke startes; flyrejser, der undlades; krige, der ikke startes. Det næstvigtigste er teknologier, der udnytter energien mere effektivt. Der er et potentiale for en reduktion med op til en faktor 10.

Den energi, der herefter er brug for, skal komme fra ægte vedvarende energikilder som sol og vind. En energikilde kan kun kaldes vedvarende, hvis den bygger på ressourcer, der ikke slipper op i en forudsigelig fremtid med det tempo, man udnytter kilden. Det diskvalificerer atomkraft.

Men storskala biomasse er heller ikke bæredygtigt, og mega-vandkraftværker har så mange negative konsekvenser socialt, naturmæssigt og undertiden også klimamæssigt, at der ikke bør bygges nye – uanset hvor vedvarende energien så måtte være.

Det har været en stor positiv værdi i den moderne verden, at ingeniørkunsten har frembragt teknologier, der har reduceret tungt og opslidende arbejde, givet bedre og sundere boliger og kommunikationsmidler, der har gjort afstande mindre.

Men det har været på grundlag af kul-, olie- og gas til priser, der har været så billige, at naturen og klimaet ikke har kunnet tåle det. Så der har været en pris, som James Watt og Rockefeller ikke kunne se. Måske ville de også være ligeglade.

Systemforandring er nødvendig
Den effektivitet og målrettethed, som den moderne verden er bygget af, har gjort det til en næsten instinktiv reaktion at lede efter tekniske løsninger på alle problemer. I dag står vi over for menneskehedens største udfordring til dato, og det er alt for nærliggende igen at gribe ud efter tekniske løsninger.

Men i betragtning af at 50 pct. af drivhusgasudledningerne kan tilskrives 3-5 pct. af verdens befolkning, er det oplagt, at der er sociale sider af sagen, som vi ikke må vende det blinde øje til. Den grønne omstilling er nødt til at være en dybtgående systemforandring.