Nordsø-anbefalinger trækker ud

OLIE: Branchen og regeringens arbejde med en langsigtet olie- og gasstrategi for Nordsøen udskydes på ny. Det er en rigtig vanskelig opgave, og så har der jo været folketingsvalg, lyder forklaringen fra Energistyrelsen.

Arbejdet med en langsigtet strategi for olie og gas-udvendingen i Nordsøen udskydes på ny.
Arbejdet med en langsigtet strategi for olie og gas-udvendingen i Nordsøen udskydes på ny.Foto: Maersk
Morten Øyen

Olien i Nordsøen har stor betydning for den danske økonomi. Men hvad er der af fortsat potentiale for olie- og gasudvinding i den danske del af Nordsøen?

Det svar må man vente tålmodigt på.

Regeringens og branchens arbejde med en langsigtet olie- og gasstrategi for Nordsøen udskydes nemlig på ny.

Oprindeligt skulle arbejdet med at analyse potentialet i Nordsøen og de nye anbefalinger til politikerne have været klar i maj. Så skulle de være færdige med udgangen af august. Og nu lyder det på vandrørerne, at målet er, at strategien og anbefalingerne skal være klar med udgangen af oktober.

Selv vil Energistyrelsen ikke sætte dato på, hvornår arbejdet kan afsluttes.

”Vi arbejder for fuld kraft, men det er lidt for tidligt at sige noget præcist om, hvornår strategien og anbefalingerne ligger klar,” siger Trine Fugmann, kontorchef i Center for Energiressourcer i Energistyrelsen i et skriftligt svar.

Valg udskyder arbejde
Behovet for en ny langsitet strategi og anbefalinger blev aftalt med den tidligere regeringens Vækstplan for Energi og Klima i oktober 2013. Og i april sidste år, blev arbejdet sat i gang. Energistyrelsen oplyser, at der arbejdes ”for fuld kraft” for at få strategien klar.

”Vi er kommet ganske langt i et rigtigt godt samarbejde med branchen. Det er en rigtig svær opgave, det er både branchen og vi enige om. Og så har der jo også været et folketingsvalg,” skriver Fugmann om forsinkelserne.

Den kommende strategi og anbefalingerne er langt fra uvæsentlig:

"Nordsøproduktionen har været faldende de seneste år, så der er brug for nye initiativer, der kan optimere indvindingen af olie og gas fra de danske felter", lød det fra den tidligere regering. 

Fakta
Olie- og gasstrategien

Fokus er at få undersøgt behovet for at renovere og forny infrastrukturen i Nordsøen i form af produktionsanlæg og rørledninger. Det skal sikre, at eksisterende og nye fund kan udnyttes optimalt. Der skal også kigges på mulighederne for at øge indvindingen fra de kendte felter på baggrund af den nyeste viden, og på hvordan man skaffer kvalificeret arbejdskraft.

Arbejdet med strategien skulle oprindeligt være afsluttet ved udgangen af maj 2015. Til arbejdet er der bedsat en styregruppe med deltagelse af Energi-, Forsynings- og Klimaninisteriet, Finansministeriet, Erhvervs- og Vækstministeriet og repræsentanter fra branchen udpeget af Olie Gas Danmark. Energistyrelsen varetager formandsskabet for styregruppen.

Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Udfordringen er faldende produktion, faldende antal brønde, og en faldende oliepris, der er med til at få problemerne til at accellerere.

Martin Næsby
Direktør, Olie Gas Danmark

I kommissoriet til arbejdet står der, at kan arbejdet ende ud med, at indvendingsgraden i Nordsøen kan forøges med ét procentpoint, vil det svare til en produktionsværdi på knapt 70 milliarder kroner.

Presset branche
I Olie Gas Danmark, der repræsenterer branchen, og har medlemmer med i styregruppen bag arbejdet, ser man da også med spænding frem mod den kommende strategi.

”Vi ser en industri, som er stærkt udfordret på den danske sokkel. Udfordringen er faldende produktion, faldende antal brønde, og en faldende oliepris, der er med til at få problemerne til at accellerere,” siger Martin Næsby, direktør i Olie Gas Danmark.

Han ser særligt frem til anbefalinger til nye rammer for den fremtidige efterforskning i Nordsøen og analysen af mulighederne for at sikre højt uddannet arbejdkraft til olie- og gasselskaberne fremover.

Som en del af arbejdet ses der også på, hvilke nye teknologier, der skal til for at realisere potentialet i Nordsøen. Det arbejde trækker på det nye forskningscenter på DTU, som Dansk Undergrunds Consortium har finansieret.

Det er en rigtig svær opgave, det er både branchen og vi enige om. Og så har der jo også været et folketingsvalg.

Trine Fugmann
Kontorchef, Energistyrelsen

Nettoeksportør i syv år endnu
Energistyrelsen er kommet med en opdateret produktionsprognose for olie og gas i Nordsøen, der forudser, at Danmark vil være nettoeksportør af olie i syv år endnu. Gas lidt længere.

Medregner man potentialet for nye fund i Nordsøen og en forbedret teknologi, så regner Energistyrelsen med, at Danmark kan være netteeksportør af både olie og gas til efter 2035.

I styregruppen vil Energistyrelsens tal dog blive sat under lup af branchen, og man kan derfor ikke afvise den kommende strategi vil have en lidt anden prognose af mulighederne for Nordsøen.

Udbudsrunde forsinket
For at analysere mulighederne for den fremtidige efterforskning i Nordsøen trækker styregruppen på erfaringerne den 7. udbudsrunde – hvor et område med potentielle kulbrinte forekomster er blevet udbudt.

”Den 7. udbudsrunde kan sige noget om, hvor stor interessen er for efterforskning på den danske sokkel. Og er dermed en god indikator for, hvor stor efterforskningspotentialet er,” fortæller Martin Næsby.

Processen omkring den 7. udbudsrunde skulle have været færdig i starten af året, men er også blevet forsinket. Energistyrelsen oplyser, at arbejdet med den 7. udbudsrunde tidligst vil være klart, når Folketinget åbner til oktober.

0:000:00