Nye energikrav skal få EU tilbage på sporet

UDSPIL: En storstilet energipakke skal sikre, at EU lever op til sine grønne ambitioner. Et højere mål for energieffektivitet og en reform af elmarkedet står i centrum. Men udspillet er for uambitiøst, siger kritikere.

Onsdag eftermiddag præsenterede EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete, og næstformand med ansvar for energiunionen, Maroš Šefčovič, en stor energipakke.
Onsdag eftermiddag præsenterede EU's klimakommissær, Miguel Arias Cañete, og næstformand med ansvar for energiunionen, Maroš Šefčovič, en stor energipakke.Foto: Eric Vidal/Scanpix
Michael HjøllundMorten Øyen

BRUXELLES/KØBENHAVN: EU og dets medlemslande skal op i omdrejninger, hvis unionens klima- og energipolitiske mål skal indfries.

Det er beskeden fra EU-Kommissionen, som i et længe ventet udspil foreslår et bindende mål for energieffektivitet, en stor reform af elmarkedet og nye regler for støtte til vedvarende energi.

“Investeringer i vedvarende energi i EU er faldet til mindre end det halve siden 2011 og grøn energi er ikke tilstrækkeligt integreret i vores energimarkeder. Vores nye tiltag skal hjælpe med at vende den udvikling,” sagde EU’s klimakommissær Miguel Arias Cañete på et pressemøde onsdag.

Konkret skruer forslaget EU’s fælles 2030-mål for energieffektivitet op fra 27 til 30 procent. Det alene skal ifølge EU-Kommissionen skabe i omegnen af 400.000 nye jobs i Europa, reducere importen af gas og spare de europæiske forbrugerne for milliarder på elregningen.

Du kan skrive et hvilket som helst tal ned på et stykke papir, men hvis det ikke kan gennemføres i praksis, er det meningsløst.

Miguel Arias Cañete
EU's klimakommissær

Med udspillet – der fylder cirka 1.000 sider – har EU-Kommissionen fremlagt næsten alle de byggesten, der skal udgøre en ny energiunion i EU.

Nye energi- og klimaplaner
Det nye mål for energieffektivitet foreslås at blive juridisk bindende, men kun på europæisk plan.

Efter et større slagsmål mellem EU’s stats og regeringschefer i oktober 2014 stod det klart, at nationale mål ikke nød opbakning blandt tilstrækkeligt mange medlemslande.

For at sikre, at 2030-målet for både energieffektivitet og vedvarende energi bliver overholdt skal EU-landene – ifølge onsdagens udspil – udarbejde individuelle handlingsplaner til EU-Kommissionen. Planerne vil kommissionen bruge til at vurdere, om EU-landene tilsammen er på ret kurs. Er et medlemsland for fodslæbende vil kommissionen komme med anbefalingerne til, hvordan den grønne indsats kan øges.

Helt centralt står det, at EU-Kommissionen i udspillet bliver gjort ansvarlig for, at 2030-målet bliver opfyldt. Hvis et land ikke bidrager nok til 2030-målene, kan det komme på tale, at medlemsstaten skal betale penge ind til en fond, som EU-Kommissionen kan bruge til at finansiere grønne initiativer i andre medlemslande, sådan at det fælles europæiske mål alligevel nås.

Dokumentation

EU's energipakke blev fremlagt onsdag

Den indeholder reformer på tre centrale områder

  • Vedvarende energi
  • Energieffektivitet 
  • Indretningen af EU's elmarked

Pakken har det overordnede formål at sikre, at EU lever op til sine egne mål for grøn omstilling og til sine internationale forpligtelser i Paris-aftalen. Sidstnævnte har til formål at holde den globale temperaturstigning på under 2 grader.

Ifølge EU-Kommissionen vil hele energipakken øge BNP i EU-landene med en procent i 2030 og tilføre 190 milliarder euro til den europæiske økonomi samt skabe 900.000 nye job.

Hovedparten af udspillet skal nu forhandles på plads mellem Europa-Parlamentet og EU-landene i Ministerrådet.










0:000:00