Regeringens plan gør det sværere at nå klimamål

KLIMA: Regeringens 2025-plan øger CO2-udslippet og dermed afstanden til klimamålet for 2020. Det er et kæmpe tilbageskridt, mener Radikale. Socialdemokraterne savner grønne tiltag fra regeringen, men DF og klimaministeren er ikke bekymrede.

Regeringens 2025-plan betyder øget CO2, og det gør det mere usikkert, om Danmark når målet om 40 procent CO2-reduktion i 2020. 
Regeringens 2025-plan betyder øget CO2, og det gør det mere usikkert, om Danmark når målet om 40 procent CO2-reduktion i 2020. Foto: Søren Bidstrup / Scanpix
Morten Øyen

Regeringens 2025-plan vil alt andet lige gøre opgaven større med at nå klimamålet om 40 procent CO2-reduktion i 2020.

Fakta
Klimamål

I februar 2014 indgik SR-regeringen sammen med Enhedslisten, SF og Konservative en aftale om en klimalov, der indeholder et klimaråd. Samme partier indgik samtidig også en aftale om, at der i 2020 skal reduceres 40 procent CO2-udledning.
Sidste år viste basisfremskrivningen fra Energistyrelsen, at målet om 40 procent CO2-reduktion i 2020 vil blive nået med de allerede vedtagne initiativer. 
Den nye fremskrivning fra regeringen viser, at 2025-planen vil øge den danske CO2-udledning.

Det viser en ny fremskrivning fra klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Af den fremgår det, at det særligt er den foreslåede PSO-omlægning til finansloven, annulleringen af de kystnære havvindmøller, og afskaffelsen af VE-proces puljen, som giver mere CO2-udledning.

”Det er et kæmpeskridt i den forkerte retning. Det er klart, at når regeringen med 2025-planen vil gøre det billigere at forurene og dropper grønne tiltag, så kommer der mere forurening,” siger Radikales klima- og energiordfører, Andreas Steenberg.

Fakta
Det giver ekstra CO2-udledning i 2025-planen
  • Effekt af PSO-omlægning til finanslov (1,4 millioner tons)
  • Reduktion af energiselskabernes spareindsats (0,5)
  • Annullering af kystnært havvindmølle udbud (0,7)
  • Reduceret balancegodtgørelse (0,1)
  • Afskaffelse af VE-proces pulje (1,0)


Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Det er klart, at det ikke bliver nemmere at nå de 40 procent i 2020. Men vi kommer til at ligge ganske højt. Om vi så når 40 procent eller ej - det er svært at sige.

Lars Chr. Lilleholt (V)
Energi-, forsynings- og klimaminister

Større CO2-udslip
Af den nye fremskrivning fremgår det, at uden 2025-planen vil Danmark få reduceret CO2-udslippet med 40 procent i 2020 i forhold til 1990. Det er også det mål, et flertal i Folketinget uden om regeringen arbejder for.

I praksis betyder det, at Danmarks samlede CO2-udledninger i 2020 vil være reduceret til 43,9 millioner tons i 2020. Fra 69,6 millioner tons CO2 i 1990.

Med 2025-planen bliver udledningen i stedet 47,7 millioner tons ifølge regeringens fremskrivning. Medregner man CO2-optag i jord og skov, betyder det en reduktion på 35,8 procent i forhold til 1990. Altså et stykke fra de 40 procent.

Usikkerhed om effekt fra PSO-manøvre
I regeringens fremskrivning kommer den største stigning i CO2 fra omlægningen af PSO-afgiften fra elregningen til finansloven. Den vil ifølge regeringens embedsmænd give årligt 1,4 millioner tons ekstra CO2-udledning.

En tilsvarende ny analyse fra Klimarådet når frem til en endnu større stigning i CO2 af omlægningen af PSO-afgiften: Her beregnes det øgede strømforbrug, det vil medføre, til en stigning i drivhusgasudledningerne på 3,1 millioner tons CO2 om året.

Kritik fra SR
Ifølge Radikale viser fremskrivningen ”et voldsomt tilbageskridt.”

”Vi risikerer, at vi ikke kan nå i mål. Og vi kan med 2025-planen også konstatere, at der heller ikke lige kommer nogle grønne tiltag fra regeringen efter 2020,” siger Andreas Steenberg.

Hos Socialdemokraterne holder man fast i, at målet om 40 procent CO2-reduktion i 2020 stadig skal fastholdes.

”Det er mig en gåde, at regeringen kun vælger at neddrosle ambitioner og skære ned på det grønne område. Og de steder, hvor der kan gøres noget, der er man tavs som graven,” siger klima- og energiordfører Jens Joel (S).

På med arbejdstøjet
Han fortæller, at Socialdemokraterne ikke vil være med til at skrotte de kystnære havvindmøller, som regeringen har foreslået.

Men han peger på, at regeringen stadig kan nå at tage arbejdstøjet på og gøre planen mere grøn:

Få gang i eftersynet af alle de grønne afgifter, så de ikke modarbejder den grønne omstilling; finde en løsning, så der for alvor bliver sat gang i udbygningen af varmepumper i fjernvarmen.

”Vi afviser ikke en PSO-afskaffelse, men det kommer an på, hvordan hele pakken ender med at se ud. Samlet set skal det trække i en grøn retning,” siger Jens Joel.

Ikke DF's målsætning
Hos Dansk Folkeparti er der ikke meget opbakning til kritikken af regeringen. Her fastholder man, at Danmark ikke har nogen større effekt på den globale CO2-udledning. Og at den grønne omstilling nok skal komme af sig selv stille og roligt.

”Det har aldrig været vores målsætning med et nationalt klimamål. Så det bekymrer os ikke, hvis det i så fald skulle blive lidt vanskeligere at nå,” siger klima- og energiordfører Mikkel Dencker.

Lilleholt: Danmark ligger godt med
Klimaminister Lars Chr. Lilleholt er heller ikke bekymret. Han anerkender slet ikke klimamålet på de 40 procent, men kun forpligtelserne fra EU. Nogle Danmark nok skal opfylde, ifølge ministeren.

”Det er klart, at det ikke bliver nemmere at nå de 40 procent i 2020. Men vi kommer til at ligge ganske højt. Om vi så når 40 procent eller ej - det er svært at sige,” siger Lars Chr. Lilleholt.

Han peger på, at Energistyrelsens basisfremskrivning af danskernes energiforbrug og CO2-udledning justeres hvert år, og tendensen har været, at den grønne omstilling er gået hurtigere, end man regnede med.

”Jeg er ikke bekymret. Danmark ligger rigtig godt med i klimaindsatsen. Det gør vi også med 2025-planen,” siger ministeren.

Det var mandag ikke muligt at få en kommentar fra Konservative.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Andreas Steenberg

Public affairs executive, Systematic, fhv. MF og politisk ordfører (R)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2011)

Jens Joel

MF (S), beskæftigelsesordfører, næstformand i folketingsgruppen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

0:000:00