R: Hjort skal holde sig fra PSO-afgiften

AFGIFT: Flyttes PSO-afgiften fra elregningen til finansloven, vil det kunne skade energipolitikken, advarer Radikale Venstre. Partiet opfordrer energipolitikerne til at slå koldt vand i blodet trods pres fra organisationer og økonomer.

Radikale frygter, at det vil skade den grønne omstilling, hvis finansministeren får støtten til den vedvarende energi med i forhandlingerne om finansloven. 
Radikale frygter, at det vil skade den grønne omstilling, hvis finansministeren får støtten til den vedvarende energi med i forhandlingerne om finansloven. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix
Morten Øyen

EU-Kommissionens kritik af den danske støtteordning til grøn energi bør ikke betyde, ordningen skal laves grundlæggende om. For kritikken rammer kun et hjørne af ordningen.

Fakta
PSO-ordningen:

PSO står for Public Service Obligation og pålægges alle danskeres elregning. PSO-afgiften blev indført i 1998, da energimarkederne blev liberaliseret. Provenuet fra PSO-afgiften går til producenter af grøn energi i Danmark, så de kan få en fast høj pris for deres el, selv når prisen ellers er lav.
Samlet PSO-opkrævning i 2015 forventes at løbe op over syv milliarder kroner. PSO-afgiften koster hver hustand i Danmark ca. 1000 kroner om året.

EU-Kommissionens kritik går på, at PSO-afgiften pålægges alt elforbrug i Danmark, uanset om el-produktionen er foregået i udlandet eller i Danmark, mens den kun finansierer støtteordninger, som udenlandsk elproduktion ikke har adgang til. Og det strider imod EU-traktaten og forbuddet mod diskriminerende afgifter, vurderer EU-Kommissionen, der har rejst lignende sager i Sverige, Norge og Tyskland.
Danmark har med få justeringer af PSO-ordningen fået lov til at beholde den nuværende ordning til udgangen af 2016. Inden da skal en mere permanent ordning være på plads.

Det mener Radikale Venstre, der advarer imod, at løsningen på konflikten med EU bliver, at finansieringen af den grønne støtte - PSO-afgiften på elregningen – flyttes over og bliver en del af finansloven og dermed finansministerens nåde. Sådan som det i øjeblikket overvejes af regeringen.

”Så ryger den grønne støtte under Finansministeriet – og så bliver det ikke, hvad der er fornuftigt for energisystemet og klimaet, men udelukkende økonomiske hensyn, der vil råde,” siger Radikales klima- og energiordfører, Andreas Steenberg.

Frygter finanslovscirkus
Han opfordrer folketingspolitikerne til at slå koldt vand i blodet – selvom en række organisationer og økonomer raser mod PSO-ordningen, og presser på for, at finansieringen til den grønne ordning ryger over og bliver en del af finansloven.

Kommer ordningen på finansloven, skal pengene selvfølgelig findes. Men den model kan måske også være med til, at vi som politikere lige tænker os om en ekstra gang. Det kan være meget godt for der er jo altid nogle, som skal betale regningen.

Thomas Danielsen (V)
Klima- og energiordfører

Et synspunkt, som energiminister Lars Chr. Lilleholt også kan se ”klare fordele” ved.

”Jeg synes PSO-systemet i dag er godt, fordi udgangspunktet har været, hvordan vi får det energisystem, vi gerne vil have: nemlig et grønnere energisystem. Hvis man rykker det over til en post på finansloven, så tager det i stedet udgangspunkt i udgiften. Og så risikerer man, at vi ved hver eneste finanslov skal diskutere alle de grønne investeringer – ikke mindst, hvis der mangler penge til andre ting på finansloven,” siger Andreas Steenberg og tilføjer:

Hvis man rykker det over til en post på finansloven, så tager det i stedet udgangspunkt i udgiften. Og så risikerer man, at vi ved hver eneste finanslov skal diskutere alle de grønne investeringer.

Andreas Steenberg (R)
Klima- og energiordfører

”Det vil gøre den grønne omstilling mere besværlig og skabe en masse usikkerhed i markedet. Det vil gøre omstillingen dyrere, og vil være til stor skade for energipolitikken.”

Løses af energipolitikerne
Han peger på, at en ”tilpasset løsning”, hvor Danmark udbyder en lille andel af den vedvarende energi til udenlandske energiproducenter, kan være løsningen, EU-Kommissionen vil acceptere.

Steenberg appellerer samtidig energipolitikerne til at huske, at de tidligere har været enige om, at problemet med PSO-ordningen skulle løses inden for energiforligskredsens aftaleområde. Og altså ikke en løsning, som medfører finansiering via finansloven.

0:000:00