Regeringen håber på PSO-løsning til otte millioner kroner

PSO-STRID: Regeringen har foreslået EU-Kommissionen en løsning på PSO-striden til otte millioner kroner. Fint, men til grin, hvis hele PSO-ordningen skulle tages som gidsel for så lidt, lyder det fra SF og EL.

Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) er klar med en løsning på PSO-striden med EU-Kommissionen.
Klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) er klar med en løsning på PSO-striden med EU-Kommissionen.Foto: Ulrik Jantzen
Morten Øyen

Regeringen er klar med en løsning på striden med EU-Kommissionen om den danske PSO-ordning. Det skriver klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen (R) i et notat til forligskredsen bag energiaftalen.

Siden 30 april har EU-Kommissionen rejst tvivl om den danske PSO-afgift, der frem mod 2020 skal bidrage med milliarder af støtte-kroner til grøn omstilling i Danmark. Ifølge Kommissionen er den danske ordning traktatstridig, da den diskriminerer importeret elektricitet – det danske PSO-gebyr pålægges nemlig alt el, som forbruges i Danmark, men det er kun danskproduceret el, som har adgang til de støtteordninger, som finansieres af PSO'en.

Fakta
Sagen kort
18. februar 2013: Energistyrelsen anmelder sag om statsstøtte til solceller. Det er denne sag, der senere får EU-Kommissionen til at stille spørgsmål til hele PSO-ordningen. 

30. april 2014: Møde mellem Energistyrelsen og Kommissionen. Her kommer det frem, at Kommissionen finder PSO-ordningen traktatstridig. 

17. juni 2014: Regeringspartierne og Venstre indgår rammeaftalen for Vækstpakken. En væsentlig del af aftalen er en PSO-lettelse på 13,2 milliarder kroner. 

18. juni 2014: Klima- og Energiudvalget og energiforligskredsen bliver orienteret om henvendelsen fra EU-Kommissionen i et notat fra ministeren. 

24. juni 2014: Ministeren giver en fortrolig orientering til Klima- og Energiudvalget, hvor han blandt andet redegør for Danmarks foreløbige stillingtagen i sagen. 

14. juli 2014: Den endelige Vækstaftale indgås. 

5. september 2014: EU-Kommissionen fastholder kritikken af PSO-afgiften. Det får klima- og energiministeren til at sige, at den danske ordning skal tilpasses.

7. oktober 2014: Regeringen oplyser forligskredsen bag energiaftalen om, at den har en løsning af PSO-striden.

Men ved at sætte 20 MW solceller i udbud i 2015-16, hvor op til 2,4 MW udbydes til solceller i udlandet, så mener regeringen, at EU-Kommissionen vil se mere mildt på den danske ordning. Det fremgår af notatet til forligskredsen.

Fakta
PSO-ordningen:
PSO står for Public Service Obligation og pålægges alle danskeres elregning. PSO-afgiften blev indført i 1998, da energimarkederne blev liberaliseret. Provenuet fra PSO-afgiften går til producenter af grøn energi i Danmark, så de kan få en fast høj pris for deres el, selv når prisen ellers er lav.
EU-Kommissionens kritik går på, at PSO-afgiften pålægges alt elforbrug i Danmark, uanset om el-produktionen er foregået i udlandet eller i Danmark, mens den kun finansierer støtteordninger, som udenlandsk el-produktion ikke har adgang til. Og det strider imod EU-traktaten og forbuddet mod diskriminerende afgifter, vurderer EU-Kommissionen, der har rejst lignende sager i Sverige, Norge og Tyskland.

”Med denne løsning anses diskriminationen for håndteret for 2015 og 2016, hvormed de verserende statsstøttesager kan godkendes frem til udgangen af 2016,” skriver klima- og energiminister Rasmus Helveg Petersen i notatet.

Selve løsningen er rimelig fredsommelig efter min bedste overbevisning. I hvert fald på den korte bane. Hvad der så sker på den længere bane, det ved vi ikke.

Per Clausen (EL)
Klima- og energiordfører

Løsning til otte millioner kroner
I praksis vil regeringen arbejde for at lave en samarbejdsaftale med Tyskland, der har haft en lignende sag med EU-Kommissionen, og som også er villig til at åbne for udbud til solceller i udlandet. Regeringen skønner i notatet, at øvelsen vil komme til at koste otte millioner kroner per år.

”Hvis det bare er det, som skal til, så har vi ingen indvendinger,” siger SF's Steen Gade.

Han er dog noget overrasket over, at EU-Kommissionen kunne rejse tvivl om hele den danske PSO-ordning, og sætte en række støtte-godkendelser på stand by for så lille en ting.

”Jeg synes det er mærkeligt, at hele ordningen sådan skal tages som gidsel for otte millioner kroner,” siger han.

Det samme mener Enhedslistens Per Clausen.

0:000:00