Regeringen klar til dialog om CO2-krav til landbruget

DIALOG: Ministeren er positivt indstillet over for at indgå en tidlig dialog om, hvordan landbrugssektoren skal omstille sig til en mindre CO2-udledende fremtid. Andre partier ønsker også en dialog, hvor transportsektoren indgår.

Henrik Axel Lynge Buchter

Klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt er ikke afvisende over for en tidlig dialog om, hvordan miljøkravene i fremtiden skal se ud for landbrugssektoren, der frem mod 2020 er undtaget for CO2-krav.

Det sagde ministeren 11. februar ved en debat om den klimapolitiske redegørelse for 2015. Socialdemokratiets klima- og energiordfører, Jens Joel, stillede spørgsmål om, hvorvidt regeringen vil være interesseret i en tidlig dialog om, hvordan kravene for landbruget skal se ud frem mod 2030.

”Det er vi sådan set ret positivt indstillet over for. Så sent som i fredags havde vi et dialogmøde, hvor landbruget, Energi- og Klimaministeriet og de store naturorganisationer var til stede,” lød det fra ministeren.

Egentlig er det først nødvendigt at have kravene på plads i 2020, men en bred palet af partier i Folketinget ser det som en fordel at begynde en dialog om CO2-krav tidligere.

Konservatives energi- og miljøordfører, Mette Abildgaard, var enig med Jens Joel (S), da han stillede et spørgsmål om, hvorvidt Konservative også ønskede en tidlig dialog om miljøkrav både for landbruget og transportsbranchen.

"Vi ved, der kommer krav. Det venter i horisonten fra EU. Vi ved, det bliver ambitiøse krav. Hvis vi vil gøre det så omkostningseffektivt som muligt, gør man den største tjeneste ved allerede at komme i gang nu," lød det fra Mette Abildgaard.

Enhedslisten tilkendegav et ønske om at have en transport- og landbrugssektor, der slet ikke udleder CO2.

De to brancher er frem mod 2020 undtaget for at udlede mindre CO2, men frem mod 2030 har EU forpligtet sig til at udlede 40 procent mindre CO2. Derfor ventes det, at de to sektorer i fremtiden også vil underlægges krav om mindre udledning af CO2.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Jens Joel

MF (S), beskæftigelsesordfører, næstformand i folketingsgruppen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2006)

Lars Christian Lilleholt

MF (V), fhv. energi-, forsynings- og klimaminister
journalist (DJH 1993)

Maria Reumert Gjerding

Præsident, Danmark Naturfredningsforening
cand.scient i miljøplanlægning og internationale udviklingsstudier (RUC 2006)









0:000:00