Regeringen tester Socialdemokratiet med generalprøven til energiaftale

Var der én ting, som kendetegnede forløbet op til energiaftalen i 2012, så var det en klima- og energiminister i Martin Lidegaard (R), som gjorde alle krumspring for at få en bred aftale.

Venstre spillede en kontant og hård oppositionsrolle, der hele tiden ville banke prisen på udspillet ned. Forhandlingerne trak ud igen og igen, men det lykkedes alligevel til sidst at få en aftale med alle partierne i Folketinget med undtagelse af Liberal Alliance. Fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti.

Alle var de med i Danmarks hidtil bredeste, grønneste og længstvarende energiaftale.

"Som mange ved, så har det været en meget lang fødsel, men der er kommet et meget smukt barn til sidst," sagde en meget glad Martin Lidegaard kort efter, han kom ud fra de sidste forhandlinger i marts 2012.

Ny linje i energipolitikken
Siden har det dog vist sig, at ikke alle var tilfredse med barnet. Venstre fortsatte med at slå løs på energiaftalen for at være for dyr.

Og nu hvor Venstre selv har tøjlerne i hænderne, er man villig til at styre et nyt sted hen. Også med et smalt forlig.

Det blev igen vist med tirsdagens aftale med Dansk Folkeparti, der for første gang lader solceller og vindmøller konkurrere om at levere mest grøn strøm.

Regeringens ønske om "mere konkurrence" og "styr på udgifterne" bør ikke overraske nogen, men det er tankevækkende, at ”generalprøven” på energiforliget – som Lilleholt selv har kaldt aftalen – blev spillet i så kompromisløst tempo tirsdag.

Talkrig 
Da først oppositionen meddelte, at man ikke ønskede pakken fra regeringen, var der ingen forsøg på at nå hinanden. I stedet blev aftalen lukket hurtigt over telefonen med Dansk Folkeparti tirsdag eftermiddag.