Debat

Regeringens planer for ny regulering af fjernvarme bliver milliarddyr

DEBAT: Milliard-regning og kæmpe bureaukrati er på vej til at blive trukket ned over fjernvarmeforbrugerne, som kommer til at betale løn til 300 ekstra administrative medarbejdere. Regeringstoppens planer om at gøre op med non-profit er Ebberød Bank, skriver Uffe Bro, formand i Dansk Fjernvarme.

Foto: Dansk Fjernvarme
Morten Øyen

Morten er redaktør og journalist på Altinget.dk. Morten er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og har en MA i journalistik fra City University i London.

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Uffe Bro
Formand, Dansk Fjernvarme

Regeringstoppen og embedsmændene i Finansministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet mener, at konsolidering og effektiv drift forudsætter en ny regulering af fjernvarmesektoren. Vel at mærke en regulering, som skal gøre op med det eksisterende non profit-princip.

Finansministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet har desværre stirret sig blinde på en centralistisk indtægtsrammeregulering, der vil tvinge fjernvarmeselskaberne til at tænke kortsigtet og selskabsøkonomisk – uden skelen til forbrugerne.

Uffe Bro
Formand, Dansk Fjernvarme

Lige nu arbejder man bag lukkede døre på at kunne barsle med en ny regulering af fjernvarmen.

En regulering, som vil blive milliarddyr for fjernvarmeforbrugerne.

Embedsmandsværket og regeringstoppen mener ikke, at non profit, forbrugereje og effektivitet hænger sammen. Derfor vil man have såkaldte indtægtsrammer indført på fjernvarme, som jo er et monopol, og hvor man derfor skal være ekstrem varsom med at skrive forbrugernes rettigheder, muligheder og indflydelse ud af lovgivningen, som også tidligere departementschef Søren Skafte beskrev det for nylig her.

Fakta
Bland dig i debatten!

Send dit indlæg til [email protected]

Idelogisk korstog indledt
Forbrugernes indflydelse i andelsselskaberne og på de kommunalt ejede selskaber forhindrer i dag sammen med non profit-princippet, at man kan udnytte et naturligt monopol til at tage for høje priser. Det vil ejerne, altså forbrugerne, ganske enkelt ikke være med til.

Men den slags bider ikke på regeringstoppen. Den har i stedet indledt et ideologisk korstog, som vil stække forbrugernes indflydelse og beskyttelse – og afskaffe non profit-princippet.

I stedet skal vi nu underlægges en regulering baseret på indtægtsrammer, som man kender det fra elsektoren, som også DI’s Troels Ranis har talt for.

Derfor har regeringen sat embedsmændene i gang med et såkaldt tværministerielt forarbejde – og de har så bestilt nogle private konsulenter til at lave arbejdet.

Rent bestillingsarbejde
Men herude i virkeligheden er det nemt at gennemskue, at der snarere er tale om et bestillingsarbejde. Ellers havde man nok ikke valgt en privat konsulentvirksomhed, som sideløbende med analysearbejdet for regeringen har lavet et tilsvarende arbejde for en kapitalfond med store interesser i at investere i forsyningssektoren.

Konsulenternes præfabrikerede konklusioner kommer til at lægge bund for de beslutninger, politikerne skal træffe.

Finansministeriet og Erhvervs- og Vækstministeriet har desværre stirret sig blinde på en centralistisk indtægtsrammeregulering, der vil tvinge fjernvarmeselskaberne til at tænke kortsigtet og selskabsøkonomisk – uden skelen til forbrugerne.

Det er helt i tråd med mange økonomers og embedsmænds nærmest religiøse opgør med non profit-princippet, der i deres øjne ikke kan sikre effektivitet.

Men det er bare ikke rigtigt. Selvfølgelig skal naturlige monopoler som fjernvarme løbende effektiviseres. Det arbejder vi hårdt på hver eneste dag.

Det er også grunden til, at fjernvarmeprisen renset for inflation og afgifter er den samme i dag som for ti år siden. Hvilket jo i virkeligheden svarer til et prisfald.

Ledningstabet er et andet godt eksempel. Det er nu nede på 17,5 procent. Omregner vi det til kroner og øre, så har det alene sparet forbrugerne for 300 millioner kroner de seneste 10 år. Jeg kan også pege på, at der de seneste år er sket konsolidering. 50 selskaber er således gået sammen og er blevet til 20. Det svarer til, at mere end hver tiende fjernvarmeselskab er gået ind i fusioner.

Den slags står i skærende kontrast til det, man ser andre steder, hvor der er eksperimenteret helt eller delvist med at afskaffe non profit-princippet.

Gigantisk bureaukrati
På vandområdet har forbrugerne ikke fået lavere priser – og nu har man også erkendt, at selskaberne på grund af den ny regulering er tvunget ud i en omgang bureaukratisk kassetænkning, som ingen – ud over revisorer og advokater – får noget ud af.

Det samme ser man i elsektoren. Her udsætter man nødvendige investeringer for at skabe større profit. Ifølge Dansk Energi er der på få år oparbejdet et investeringsefterslæb på fire milliarder kroner.

Desværre er den slags nu et meget realistisk scenarie for fjernvarmeforbrugerne også.

For at gøre ondt værre, følger der et gigantisk bureaukrati med sammen med en milliardregning til forbrugerne. Der vil skulle ansættes omkring 300 nye medarbejdere i fjernvarmeselskaberne alene til at løfte den administrative byrde. En medarbejdervækst på over 10 procent.

Og selskaberne vil være tvunget til at trække på advokater og revisorer i et hidtil uset omfang. Spørg bare i vandsektoren!

Ikke tid til eksperimenter
Alene det første år, hvor det er nødvendigt at opgøre de enkelte selskabers egenkapital, vil regningen løbe op i 300 millioner. Derefter koster det godt en kvart milliard kroner årligt. Alt sammen for levere en effektiviseringsgevinst på 500 millioner kroner i 2020.

Det er ren Ebberød Bank.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt har mange gange peget på, at tiden ikke er til eksperimenter. Det har hun ret i, og det gælder også for fjernvarme. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Uffe Bro

Fhv. formand, Dansk Fjernvarme, fhv. advokat, fhv. byrådsmedlem (S), oberstløjtnant
cand.jur. (Aarhus Uni. 1975)

0:000:00