Regeringens grønne køreplan rykker nærmere
ROADMAP2050: Regeringen er ved at lægge sidste hånd på køreplanen for grøn transport. Embedsværket har præsenteret intet mindre end 80 konkrete værktøjer, hvor kørselsafgifter og CO2-krav til biler vurderes at have den største effekt.
Foto: Colourbox
Hjalte T. H. Kragesteen
Journalist og redaktørDet begyndte allerede med regeringsgrundlaget i 2011. Regeringen ønsker en ambitiøs klimaindsats og en klimalov, lød det.
I foråret kunne regeringen så vedtage klimaloven, som også sikrer, at der nedsættes et klimaråd, som skal overvåge, om den grønne omstilling nu også forløber, som regeringen og Folketinget har besluttet det.
Det har man naturligvis for længst noteret sig i Transportministeriet, og tilbage i juni 2013 kunne daværende transportminister Henrik Dam Kristensen (S) derfor berette, at han ville sætte gang i arbejdet med en egentlig køreplan. Så klimaudfordringens grimme ælling – transportsektoren – i 2050 bliver til den svane, som Folketinget er ret enige om, at den skal udvikle sig til.
"Roadmap 2050" hedder køreplanen, som ifølge Altingets oplysninger er lige på trapperne. Planen er, at transportminister Magnus Heunicke (S) og klimaminister Rasmus Helveg (R) vil præsentere den i midten af september.
Embedsmændene i Transportministeriet og Klimaministeriet gav ved trafikdagene i Aalborg en status på deres del af arbejdet, som er udført i samarbejde med to følgegrupper med repræsentanter fra erhvervslivet og de grønne organisationer.
80 muligheder
Næste skridt er, at regeringen beslutter sig for, hvordan køreplanen konkret skal udformes, og hvad der skal ske med de op mod 80 politiske tiltag, som embedsmændene har præsenteret.
De politiske valg afhænger i den forbindelse også af, hvor stor udfordringen for transporten reelt er. Her viser beregningerne, at man i Danmark skal levere en CO2-reduktion på mellem seks og ni millioner ton frem mod 2050, udover hvad der allerede er vedtaget.
Spændet på tre millioner ton handler om, at fremtidsudsigterne i høj grad bliver påvirket af beslutninger, der er ude af den danske regerings hænder: Kommer der en ambitiøs global klimadagsorden, bliver behovet for nationale krav naturligvis mindre, end hvis det nuværende dødvande i de globale klimaforhandlinger fortsætter.
"Vi har et problem"
Klimaudfordringens størrelse tager derudover udgangspunkt i dét, man med embedsmandssprog kalder frozen-policy. Det vil sige, hvor man fryser verden fast og ser på de tiltag, der er vedtaget, og ikke forsøger at forudse, hvad politikerne sandsynligvis beslutter.
