Debat

Seeberg: Det er ikke for sent at rette op på vores klimasynder

DEBAT: Selvom udfordringerne med klimaforandringerne synes meget store, må vi ikke forfalde til modløshed. Det er nemlig ikke for sent at rette op på skaderne, skriver Gitte Seeberg.

Anders Redder
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Gitte Seeberg
Fhv. generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden

I slutningen af april kom en række forskere med en rapport, der handler, om hvordan klimaforandringerne påvirker Arktis. Rapporten er produceret af forskere fra Arktisk Råds medlemsstater. Rapportens titel er ’Snow Water Ice and Permafrost in the Arctic’.

Rapporten er ikke særlig opløftende læsning. I virkeligheden er det jo gået værre end vores værste forudsigelser. Isen smelter med stor hast. Der er langt varmere nu i Arktis, og det er årsagen til, at det går stærkt med afsmeltningen.

Værre end vores værste forudsigelser
Forskerne opfordrer til, at vi skynder os med at få gennemført Paris-klimaaftalen. Jo længere vi venter, desto mere udfordrende bliver temperaturstigningerne og ikke mindst vandstigningerne på sigt. Det bliver næppe i min levetid, at det får uoverskuelige konsekvenser.

Fakta
Deltag i debatten!
Send en mail til [email protected]

Men det kan godt blive i min datter og mine kommende børnebørns tid. Forskerne konkluderer, at får vi ikke gennemført Paris-aftalen, kan det betyde vandstigninger på 74 centimeter. Det er immervæk meget i et land som vores, hvor det meste er fladt.

Denne rapport er ikke den eneste rapport om konsekvenserne af klimaforandringerne. Dem er der mange af. Også IPCC (FN's klimapanel) kommer jævnligt med rapporter. De får et par dages medieomtale, og så er vi videre til den næste sag om alt fra flygtninge, rod hos Skat eller mangel på hjemmehjælp. Og det er jo også vigtige sager. Men jeg mener godt man kan sige, at der ikke er en vigtigere sag end klimasagen.

Det er ikke for at male fanden på væggen. Men klimasagen må og skal have fornyet liv. 

Gitte Seeberg
Fhv. generalsekretær, WWF Verdensnaturfonden

Klimasagen skal have fornyet liv
Vi er godt i gang med at ødelægge kloden. Den meget berømte forsker Stephen Hawking kom for nylig med en opsigtsvækkende udtalelse. Han har tidligere sagt, at menneskeheden havde 1000 år tilbage på kloden. Men nu mener han 100 år.

Vi skal finde en ny planet, siger han. Mennesket kan ikke være her på grund af overbefolkning og klimaforandringer, er hans synspunkt. Det lyder selvfølgelig meget dommedagsagtigt, men der lyttes, når Stephen Hawking siger noget. 

Det er ikke for at male fanden på væggen. Men klimasagen må og skal have fornyet liv. Med valget af Macron i Frankrig er vi bedre på vej. Han interesserer sig reelt for sagen. Så meget, at han har inviteret alle de ekskluderede amerikanske forskere til Frankrig. Som nogen måske husker, var en af præsident Trumps første handlinger at give klimaforskerne mundkurv på samt at lukke for informationerne om klimaforandringer.

Kommende skader kan begrænses
Tilbage til den arktiske rapport. Den gode nyhed er, at hvis Paris-aftalen rent faktisk bliver gennemført, er der håb forude. Da vil temperaturen stige mindre i Arktis, og dermed vil isen smelte langsommere, og vandstigningerne vil blive mindre dramatiske.

Selvom vi stoppede al udledning i morgen, er det stadig varmere. Den skade er sket. Men vi kan begrænse kommende skader. Så jo før vi får styr på udledningerne, desto bedre. Overalt i verden er energipolitik heldigvis kommet højt på dagsorden. Og det gælder også i vores egen hule her i Danmark. For dagsordnerne er mange.

Der er både klima, forsyningssikkerhed og ikke mindst sikkerhedspolitik. Gennem investeringer i vedvarende energi er det måske lykkedes at blive lidt mindre afhængige af den arabiske verden. Men Europas afhængighed af billig russisk gas udgør en udfordring for os alle. Det er ikke godt at være afhængig af Putins russiske gas.

Energikommissionen med Niels. B. Christiansen i spidsen kom for en måneds tid siden med kommissionens bud på en kommende energipolitik, som i 2050 kan gøre Danmark til et lavemissionssamfund. Og rød blok kom med sit udspil nogle uger senere med den samlede oppositions udspil. Det er muligt, at alt ikke står klart med finansiering, men det er godt at se, at partierne nu rent faktisk prioriterer det. Så politikerne læser også rapporterne.

Det med at gøre noget ved klimaet handler ikke kun om den gode sag. Der er mange penge og mange arbejdspladser i det. Den grønne industri er uden sammenligning den sektor, der vokser hurtigst på eksportsiden. 

Jeg ser spændt frem til, hvad der vil komme ud af energiforhandlingerne, som starter op på den anden side af sommerferien. Så selvom udfordringerne med klimaforandringerne synes meget store, må vi ikke forfalde til modløshed. Det er nemlig ikke for sent endnu - og jeg føler mig heldigvis ret overbevist om, at der kommer gode løsninger på bordet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Gitte Seeberg

Direktør, Autobranchen Danmark, fhv. MF (K og NA), fhv. MEP (K)
cand.jur. (Københavns Uni. 1986)

0:000:00