SF: Det er tid til en grøn spurt, Lilleholt

Af Pia Olsen Dyhr
Partiformand og klimaordfører, SF

I mit forrige indlæg udnævnte jeg Lars Christian Lilleholt (V) til opvarmningsminister. Jeg håber ikke, at han har tænkt sig at klamre sig til den titel. Men for at slippe af med titlen kræves der handling; det viser fremskrivningerne fra Lilleholts egen Energistyrelse – gør vi ikke noget, vil Danmarks klimaforurening stige ganske markant.

Til gengæld er det, der skal ske lige nu, ikke særlig indviklet – det er bare med at komme i gang: Der skal annonceres nogle ambitiøse udbud af vind og sol så hurtigt som overhovedet muligt, så markedet ikke går i stå efter februar næste år, hvor de nuværende ordninger udløber.

Energiafgifterne skal lægges om, så varmepumper bliver mere attraktive især for de små værker. Reglerne for overskudsvarme skal forenkles, og så skal energiforskningen igen på det niveau, den havde under den S-ledede regering.

Er der overhovedet noget håb om, at disse ting kommer igennem? Ja, måske hvis man tager de meget lysegrønne briller på.

Paris-aftalen forpligter
Statsministeren har fordømt, at Trump trækker USA ud af Paris-aftalen. Men det er næsten ligeså alvorligt at ignorere aftalens indhold, og det er jo det, som Løkkes regering gør – aftalen indebærer, at lande ikke må slække på ambitionsniveauet (og det er jo lige netop det, regeringen gør), men at man tværtimod skal være stadig mere ambitiøse (og det har vi intet set til).

Jeg hører mange steder fra, at Danmark, der for ikke længe siden var i den grønne førertrøje, nu må se sig overhalet af mange andre lande.

Pia Olsen Dyhr
Partiformand og klimaordfører, SF

Hvis der ikke skal være en hyklerisk aura omkring Løkkes udtalelser, må han sikre, at vi faktisk lever op til aftalen. Her er noget, som Lilleholt kan bygge på.

En anden ting er, at Konservative, der gerne vil være regeringens grønne samvittighed, indtil nu har været mest optaget af at fastfryse grundskylden. Det har kostet mange penge og tilsyneladende hele forhandlingskapitalen.

Nu er der indgået et langsigtet forlig om ejendomsskatten og grundskylden, og så kunne det være, at Konservative havde behov for at vise, at de mener noget med deres grønne profil på klimaområdet. Her er mere, som Lilleholt kan bygge på.

Danmark skal tilbage i den grønne førertrøje
Og så er der jo de erhvervspolitiske muligheder i den grønne omstilling. Jeg hører mange steder fra, at Danmark, der for ikke længe siden var i den grønne førertrøje, nu må se sig overhalet af mange andre lande.

Hvis vi ikke snart sætter en spurt ind, kommer danske virksomheder til at mangle ordrer, og derfor bliver det sværere at skabe nye job. Og dem skal der skabes rigtigt mange af, hvis regeringens økonomiske fremskrivninger skal gå i opfyldelse.

Finansministeriet mener jo, at job det kommer af sig selv – ligesom lommeuld – men måske skulle Lilleholt invitere Kristian Jensen på en rundrejse til de mange grønne danske industrivirksomheder, bare for at få lidt virkelighed ind i prioriteringsgrundlaget.

Ja, det koster, men det koster ikke voldsomt. Klimarådet har beregnet, at vi kan leve op til EU’s krav til ikke-kvotesektoren uden at købe fupkvoter i kvotesektoren på en måde, så det giver et – omend lille – samfundsøkonomisk overskud. Både sol og vind falder hele tiden i pris.

Energiforskning er formentlig et af områder, hvor der er ret kort fra forskning til ny, kommercielt anvendelig teknologi, så der hurtigt kommer gevinster i statskassen som følge af flere job. Det skulle være en opgave, der var til at løfte for regeringen, der har regnet sig frem til et råderum på cirka 35 milliarder kroner i 2025.

Er mine briller for lysegrønne? Er jeg for optimistisk? Dagdrømmer jeg ligefrem efter nogle solskinsdage på Bornholms folkemøde? Ja, det gør jeg måske nok. Men nogle kort har Lilleholt da på hånden, hvis han drømmer om også at blive klimaminister af gavn.