Kommentar af 
Steen Gade

Steen Gade: Tid til grøn selvkritik?

KLUMME: Det bør give anledning til selvkritik i de grønne organisationer, at regeringen kan nedprioritere det grønne område uden folkelige protester, skriver Steen Gade. Han mener, at de grønne skal være bedre til at vise, at miljøpolitik virker.  

Foto: Torkil Adsersen / Scanpix (arkiv)
Steen Gade
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Den smalle Venstre-regering er indtil videre sluppet utrolig let over historisk store nedprioriteringer på det grønne område. Det er et alvorligt krisetegn.

Først og fremmest af hensyn til miljø og klima, men også for den grønne bevægelse i hele sin bredde. Det bør give anledning til grøn selvkritik og til at gentænke, hvordan man fastholder viljen til det nødvendige lange seje klima- og miljøtræk.

For hvordan kan det egentlig lade sig gøre i en tid, hvor man næppe kan åbne en avis, før man oversvømmes med grønt og bæredygtigt både her og der. Ofte mere ’pyntegrønt’ end reelt grønt, men alligevel?

Og hvordan kan det lade sig gøre, samtidig med at vi som land både går ind for god økologisk tilstand i vore vandløb og søer, cirkulær økonomi, mener at temperaturstigningen skal forsøges holdt nede på 1,5 grad i dette århundrede, og at nedgangen i biodiversitet skal standses i 2020. Alt sammen godt nok i internationale aftaler. Men jo dermed regeringens officielle politik.

Jeg tror, at vi grønne alt for ofte kun fokuserer på problemer og de uløste opgaver, og næsten gør en dyd ud af at nedvurdere sejrene.

Steen Gade
Tidligere folketingsmedlem

De grønne sejre nedvurderes
Jeg tror, at vi grønne alt for ofte kun fokuserer på problemer og de uløste opgaver, og næsten gør en dyd ud af at nedvurdere sejrene, selv om miljøpolitikken også er fuld at ting, der er lykkedes. Det har givetvis skabt apati og manglende tro på, at det hele nytter. Og i sådan en folkestemning er det jo meget lettere at nedprioritere.

Men miljøpolitik nytter faktisk, og der er heller ikke noget mystisk ved opskrifterne på miljøsejre. Lad mig nævne et par sejre: Bekæmpelsen af skovdød og sur regn i Europa. En af de største trusler i 1980’erne. I dag næsten nedkæmpet på grund af politik og teknologi. Med krav om SO2-røg-rensning, vedtaget i samarbejde i Europa og bindende.

Det samme med krav om katalysatorer til biler. En hård kamp dengang. I dag en selvfølge. Ozonlaget er under udbedring på grund af forbud mod brug af bestemte gasser i en global aftale. Og kvælstofudslippet fra landbruget er blevet kraftigt formindsket fra begyndelsen af 1990’erne til i dag.

Alt sammen kan sammenfattes i: politik, teknologi og bindende internationale aftaler. På den måde er miljøpolitik meget mere konkret end det meste af al anden politik. Der er simpelthen ikke noget ’postfaktuelt’ over indholdet i grøn omstilling.

Fokus på de lange træk
Hvis kendskabet til sejrene var større, ville det også blive meget lettere at forklare det nødvendige lange træk, som en række afgørende områder i miljø- og klimapolitikken heldigvis styres af. Montreal-protokollen, der regulerer udfasning af ozonlagsnedbrydende stoffer blev f.eks. vedtaget i 1987, og den er først udtjent, når ozonlaget har genvundet sin størrelse.

Begrænsningen af kvælstofudslip fra landbruget startede i 1986 med NPO-handlingsplanen (kvælstof, fosfor og organisk stof) og er i dag reguleret i EU’s vandrammedirektiv fra 2001, der kræver god økologisk tilstand senest i 2027. Med løbende forbedringer indtil den tilstand er opnået. Men efter 30 års skiftende indsats (men dog indsats) modarbejder regeringen nu helt åbenlyst ”det lange træk” ved at godkende øgede udledninger i de næste år. Også selv om det er i modstrid med selve ideen i al miljøpolitik, der handler om at formindske og forebygge forurening og naturforringelser.

Hvis megen af den spredte grønne fægtning lige nu i stedet blev koncentreret om at holde øje med, at de lange seje træk følges; og hvis viden om, at miljøpolitik faktisk virker, for alvor bliver spredt, så tror jeg, det vil blive langt lettere at skabe folkeligt modspil til en regering, der åbenlyst nedprioriterer den grønne omstilling.

Den opgave burde de grønne organisationer gå sammen om at løse. Sidste gang grøn omstilling blev dramatisk nedprioriteret varede det stort set 10 år!


Steen Gade skriver fremover klummen 'Grønne linjer' i Altinget. Steen Gade har været aktiv i miljø- og klimakampen i gennem 35 år som politiker (SF) og som direktør i Miljøstyrelsen. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.   

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)

0:000:00