Tænketank: Ingen energiunion uden et indre energimarked

Af Bjarke Møller og Hans Martens
Henholdsvis direktør og seniorrådgiver i Tænketanken Europa

Hvorfor ikke rulle den nordiske model ud til hele Europa og forbinde de europæiske lande med kabler, så man kan transmittere strøm gennem hele netværket?

Bjarke Møller og Hans Martens
Direktør og seniorrådgiver i Tænketanken Europa

Et tæt europæisk energisamarbejde er mindst lige så vigtigt i dag, som det i sin tid var at opbygge et fælles, indre marked i Europa.

Og i 2015 bliver det en af de vigtigste EU-sager. Den omfattende reformpakke for en europæisk energiunion, som Juncker-Kommissionen fremlagde 25. februar, kan forhåbentlig løfte os væk fra en fossildomineret økonomi og give Europa langt større energiuafhængighed i fremtiden.

Forslaget blev behandlet på et rådsmøde for EU's energiministre i går torsdag og skal behandles igen på EU-topmødet i midten af marts. Det kan føre til vidtgående ændringer for energien i EU, men det kræver, at man først overvinder de nationale særinteresser og får skabt et integreret marked for handel med energi.

Firedobbelt win-situation
Hovedlinjerne i reformpakken er godt nyt – også for danske arbejdspladser. I bedste fald kan det blive en win-win-win-win-plan for hele Europa.

Målet er, at vi gennem et tættere europæisk samarbejde kan reducere emissionerne (første win), vi kan mindske afhængigheden af importeret energi (anden win), vi kan skabe en masse nye arbejdsplader (tredje win) og vi kan alle sammen spare penge på længere sigt (fjerde win).

Det er oplagt en god ide, at man vel nærmest må være ejer af et kulfyret kraftværk, som drives på monopolagtige vilkår, for at være imod.

Selve energiplanen bygger på fem grundpiller:

- Maksimal forsyningssikkerhed for energi

- Bedre sammenkobling af de nationale energimarkeder i et integreret indre marked for energi

- Højere energieffektivitet

- Dekarbonisering af økonomien, herunder i transporten

- Fremme af forskning og udvikling på energiområdet.

Et mere energieffektivt Europa er en vinderopskrift. Den billigste energi er den, vi sparer, har en klog mand sagt, og det er rigtigt.

Energieffektivitet leverer på alle de fire win-dimensioner, og for Danmark er der mange jobs i den sag: Isolering, effektive pumper, varmeregulering er oplagte ting, men dertil kommer, at Europa også må med i den revolution, der står for døren med smarte og energieffektive hjem.

Det forudsætter investeringer i et europæisk smartgrid med intelligent styring af energiforbruget. Strengere krav til energieffektiviteten i produkter og i byggeri kan sparke gang i innovationen, og det er faktisk vigtigere end, at det kan koste på kort sigt. Det er investeringer i fremtidens konkurrencekraft, ikke omkostninger.

Tilhængere af den grønne omstilling og danske frontløbervirksomheder må engagere sig i det projekt. Men de potentielle økonomiske og sikkerhedspolitiske gevinster er så store, at Europas firedobbelte win bør hente opbakning bredt i det politiske spektrum.

Sammenkobling af europæiske net
Men man må holde tungen lige i munden, når visionerne skal omsættes til virkelighed. Den største udfordring er sammenkoblingen af de europæiske net, så vi kan få et ægte indre marked for energi.

I dag har man nogle sporadiske regionale net, men ikke et integreret europæisk net. I Norden er vi en af frontløberne med den nordiske elbørs, der sammenkobler de nordiske lande og gør det muligt at handle med el 24/7. Det giver gode muligheder for at udligne belastninger, og det betyder, at man kan gemme strømmen via Norge, som kan bruge deres søer til formålet. Gradvist udbygges det nordiske net med kabler (såkaldte interkonnectors) til England, Tyskland og Baltikum, men det går langsomt, og det dækker langtfra hele Europa.

Men hvorfor ikke rulle den nordiske model ud til hele Europa og forbinde de europæiske lande med kabler, så man kan transmittere strøm gennem hele netværket?

Så kan vi drage fordel af, at Europa dækker tre tidszoner, flere forskellige klimazoner og forskellige forbrugsmønstre for strøm. På en stormende dag kan vindmøllerne i Nordsøen komme af med overskuddet. På en vindstille og overskyet dag kan den spanske overproduktion af el fra solpaneler strømme ud i systemet, krydse Frankrig og sælges i Tyskland eller Polen. Det er en perfekt mulighed for at udnytte de vedvarende energikilder effektivt. Og hvad får vi ud af det? Jobs til anlæggelse af kablerne og nye jobs i smart grids, samtidig med at vi får reduceret emissionerne, får udnyttet egne kilder til fordel for import, får billigere energi og styrker konkurrenceevnen.

Traditionelle producenter stejler
Hvem er imod? Det er primært de store, traditionelle og monopollignende energiproducenter. De bryder sig ikke om vedvarende energikilder. Det hænger sammen med, at de ikke får udnyttet den store produktionskapacitet, der på nationalt niveau kan sikre mod afbrydelser af energiforsyningen – også på de dage, hvor vinden ikke blæser, hvor solen ikke skinner, eller på de tidspunkter af døgnet, hvor alle husstande laver mad og pludselig bruger maksimumenergi.

Men det sker så godt som aldrig, og derfor forlanger en del af disse producenter betaling for den kapacitet, de har, og ikke for den energi, de faktisk sælger! Altså vil de kompenseres for ikke at sælge den energi, som de vedvarende energikilder producerer. Det er næsten en ren molbohistorie, hvis ikke den var sand. Resultatet i sin yderste konsekvens er, at hver gang man bygger ren ny vindmølle, må man lægge en afgift på den, som går til traditionelle producenter som erstatning for den energi, de ikke sælger!

Sådan kan man ikke for alvor lave grøn omstilling, men det er ikke desto mindre, hvad der sker i Europa nu. Og de traditionelle producenter modarbejder et fællesuropæisk net, for de ønsker at beholde et nationalt net, som de i realiteten styrer.

Hvis man sammenkoblede de europæiske net, ville man i mindre grad få brug for den ekstra kapacitet, man i dag har på nationalt plan. Det kunne spare mange penge, overflødiggøre forurenende kulkraftværker og styrke miljøet.

10 procent er ikke nok
Det Europæiske Råd vedtog sidste år et mål om, at mindst 10 procent af den europæiske elkapacitet skal bindes sammen inden 2020, og det er mærkeligt, at Kommissionen med sin nye reformpakke ikke løfter dette mål markant.

Dermed er man stadig langt fra at realisere et af hovedmålene med energiunionen; at skabe en femte frihed i det indre marked, nemlig fri bevægelighed for energien over grænserne. Det er ærgerligt, og man må håbe, Rådet formår at skære igennem de mange nationale særinteresser på dette felt. EU bør sætte et meget ambitiøst mål på dette område, for sammenkoblingen af de europæiske net er den helt afgørende brik til at sikre et integreret indre energimarked.

Sammenkoblingen vil skabe en relativ større afhængighed af andre EU-lande, og kan vi nu stole på dem, vil nogle danskere måske spørge? Det er naturligvis op til den enkelte at vurdere, men i et energifællesskab vil man gøre sig delvist afhængig af andre EU-lande, men det sker inden for rammerne af et regelbundet samarbejde mellem demokratiske lande.

I dag er virkeligheden derimod, at EU-landene er ekstremt afhængige af energiimport fra autoritære regimer fra Mellemøsten til Rusland. Det er uholdbart. For dermed løber man en stor sikkerhedspolitisk risiko, og økonomisk er det en dårlig forretning. I 2050 risikerer EU at bruge ca. 600 milliarder euro om året på at importere kul, olie og gas sammenlignet med knap 400 milliarder euro om året i dag. Det vil være sund økonomisk fornuft, hvis EU-landene målbevidst mindsker den regning.

Godt for dansk eksport
Det må derfor have højeste politiske prioritet at etablere et stærkt indre energimarked i Europa, så de nationale energinet bindes sammen, og det bliver fordelagtigt at handle med grøn energi over grænserne.

Udbygningen af Europas energiinfrastruktur og et indre energimarked vil fremme udbredelsen af både bedre og billigere vedvarende energi. Det må også være i dansk interesse. Danmarks eksport af vedvarende energi og grøn energiteknologi er steget markant i de senere år, og overstiger nu 65 mia. kr. om året. Der er omkring 58.000 danske job knyttet til produktion af grønne varer og tjenester, viser tal fra Danmarks Statistik. Hvis EU-landene skaber et indre energimarked og sætter ambitiøse mål i den nye europæiske energipakke, vil danske frontløbervirksomheder være godt placerede til at udnytte de nye vækstmuligheder, det åbner.

Det er vigtigt, at den danske regering og de danske virksomheder i de kommende måneder engagerer sig fuldt ud i denne så vigtige debat om fremtidens europæiske energifællesskab.