Thorning nedtoner forventninger til EU's nye klimamål

TOPMØDE: Medlemslandene er dybt splittede kort inden det afgørende topmøde om EU's klima- og energimål for 2030. Det er meget tvivlsomt, at vi når så langt, som vi ønsker fra dansk side, vurderer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S).

Helle Thorning-Schmidt (S) skal torsdag og fredag forhandle om EU's klima- og energimål frem mod 2030.
Helle Thorning-Schmidt (S) skal torsdag og fredag forhandle om EU's klima- og energimål frem mod 2030.Foto: Rådet for Den Europæiske Union
Morten Øyen

Der er lagt op til højspændte forhandlinger, når stats- og regeringschefer torsdag og fredag på et topmøde i Bruxelles skal enes om EU's klima- og energimål frem mod 2030. Målene er afgørende for nye investeringer i vedvarende energi, udbygninger af energiinfrastrukturen i Europa, men også for ambitionsniveauet for en global klimaaftale i Paris næste år.

Fakta
EU-Kommissionen er tidligere kommet med det udspil, som er udgangspunktet for forhandlingerne om EU's klima- og energimål i 2030. Kommissionen foreslår et reduktionsmål på drivhusgasser på 40 procent i 2030 i forhold til 1990-niveau og et bindende mål for vedvarende energi på 27 procent, samt et mål for energieffektivisering på 30 procent. 

Og set med danske briller, tyder alt på, at forhandlingerne bliver op ad bakke.

Det gjorde statsminister Helle Thorning-Schmidt klart overfor Folketingets Europaudvalg onsdag eftermiddag. Statsministeren er den danske forhandler, og hun vil arbejde for, at EU skal have et bindende mål på 40 procent CO2-reduktion, mindst 30 procent højere energieffektivitet, og mindst 30 procent vedvarende energi.

Det er en smule mere ambitiøst end det, EU-Kommissionen har spillet ud. Men for vidtgående ifølge en række medlemslande.

Jeg tror det bliver svært, hvis vi kaster os ind i et forhandlingsforløb, hvor Danmark kæmper for høje mål, samtidig med vi forsøger at slippe billigere. 

Steen Gade (SF)
Klima- og energiordfører

Aftale ikke givet
Flere lande har nationale kæpheste, som Portugal og Spanien, der kræver bedre infrastruktur-adgang til det europæiske marked. Andre, blandt andet Polen, mener ambitionsniveauet vil gå ud over industrien og koste job. Mens andre, som Storbritannien, mener, der kun skal være tale om et mål for CO2, og altså ikke noget for vedvarende energi eller energieffektivisering.

”Jeg vil derfor gerne sige helt ærligt: Det er meget tvivlsomt, at vi når så langt, som vi gerne ser fra dansk side. Og det er ikke givet, at vi får en aftale om 2030-pakken i hus på dette topmøde,” sagde Helle Thorning-Schmidt til Europaudvalget.

Jeg vil derfor gerne sige helt ærligt: Det er meget tvivlsomt, at vi når så langt, som vi gerne ser fra dansk side.

Helle Thorning-Schmidt (S)
Statsminister

”Hvis det skulle lykkes at nå til enighed, kan det godt gå hen og blive lavere mål end det, Kommissionen har foreslået,” lød det fra statsministeren.

Danmark kommer også selv til topmødet med en kæphest: en større fleksibilitet til, hvordan vi reducerer CO2-udslippet og handler med CO2-kvoter internt i EU. Ifølge Helle Thorning-Schmidt giver det mening, at Danmark går foran i EU og leverer mere CO2-reduktion end andre lande. Bare der også kommer en vis fleksibilitet med til, hvordan det kan gøres.

Fleksibiliteten kan være med til, at CO2-reduktionerne sker, hvor det er mest smart og billigst, lyder ræsonnementet.

SF: Mål skal være vigtigst
SF's Steen Gade mener egentlig tanken er meget sympatisk, men tvivler på, den vil blive taget godt imod af de andre lande.

”Jeg tror, det bliver svært, hvis vi kaster os ind i et forhandlingsforløb, hvor Danmark kæmper for høje mål, samtidig med vi forsøger at slippe billigere. For sådan vil det jo se ud i de andre landes øjne,” sagde Steen Gade.

Han ser hellere, at Danmark fokuserer sine kræfter i forhandlingerne på at få så ambitiøse mål som overhovedet muligt.

”Ambitionsniveauet kan jo blive slækket så meget, at EU ikke længere går foran. Så det er en appel om, at målene bliver det vigtigste og ikke fleksibiliteten,” sagde Steen Gade.

Vil EU stadig gå foran?
Også Enhedslistens Nikolaj Villumsen er ”bekymret” over, hvilken aftale EU's ledere ender med at indgå. Han frygter, EU er ved at spille sin nøgleposition som foregangsregion i verden over styr – et år inden, der skal indgås en ny global klimaaftale. For EU kan spille en stærk rolle ved at gå foran, men omvendt en rigtig skidt rolle, hvis man pludselig sender et signal om at trække den anden vej.

”Det jeg er trist over er, at det, som ligger på bordet, ikke er tilstrækkeligt i forhold til de klimaudfordringer, vi står over for. Det er utilstrækkeligt i en situation, hvor resten af verden ikke bidrager,” sagde Nikolaj Villumsen.

Både Steen Gade og Nikolaj Villumsen ville vide, om en aftale kunne blive så uambitiøs, at Danmark ikke vil tilslutte sig den. Den situation har statsminister Helle Thorning-Schmidt dog svært ved at se for sig. Ifølge hende ender ambitionsniveauet måske ikke helt der, hvor Danmark gerne vil have det. Men den vil stadig løfte niveuaet fra i dag, og være mere amtiøs end noget andet sted i verden.

”Så vil vi ikke være dem, der går imod,” sagde Helle Thorning-Schmidt.

EU's stats- og regeringschefer mødes både torsdag og fredag til topmøde. Foruden en aftale om nye klimamål frem til 2030, skal de politiske ledere også diskutere økonomien i Europa, konflikten mellem Rusland og Ukraine, og ebola-krisen i Vestafrika.  

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Nikolaj Villumsen

MEP (EL), næstformand, Venstrefløjsgruppen, Europa-Parlamentet
BA.mag. i historie (Københavns Uni. 2009)

Steen Gade

Foredragsholder, skribent, fhv. formand, Regeringens Råd for Samfundsansvar og Verdensmål
Lærer (Herning Seminarium 1969)









0:000:00