Tidligere K-formand i spidsen for Energinet.dk

BESTYRELSE: Lars Barfoed bliver ny bestyrelsesformand i Energinet.dk, der sikrer danskernes forsyning af el og gas. Den afgåede formand, Kim Andersen, er nyudnævnt generalkonsul i Flensborg.

Den tidligere transport- og justitsminister og K-formand Lars Barfoed bliver ny bestyrelsesformand for Energinet.dk.

"Energinet.dk løfter opgaver med stor betydning for det danske samfund. Arbejdet med fortsat at udvikle en sikker, effektiv og bæredygtig el- og gasforsyning for de danske forbrugere og virksomheder er en interessant opgave, som jeg glæder mig til at bidrage til som formand for virksomhedens bestyrelse," siger Lars Barfoed i en pressemeddelelse.

Energinet.dk er en selvstændig offentlig virksomhed, der har ansvaret for danskernes forsyningssikkerhed for el og gas. Selskabet ejer og driver blandt andet højspændings- og gastransmissionsnettet.

Lars Barfoed er foruden sin nye stilling som bestyrelsesformand i Energinet.dk public affairs-direktør i kommunikationsbureauet Primetime.

Udpeget af Lilleholt
Det er energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V), der har udpeget Barfoed til stillingen. Og ministeren ser frem til samarbejdet.

”I de kommende år vil forsyningssektoren fortsat undergå en udvikling, som vil kræve fokus på både nationale og europæiske forhold. Derfor er jeg også glad for at kunne udpege en bestyrelsesformand med de rette kompetencer til at overtage posten. Jeg ser frem til det kommende samarbejde”, siger Lars Chr. Lilleholt i pressemeddelelsen.

Positionen blev ledig, da bestyrelsesformand i Energinet.dk siden maj 2016, Kim Andersen, blev udnævnt til generalkonsul i Flensborg.

Og han får pæne ord med på vej ud af døren af energi- og forsyningsministeren:

"Kim Andersen har ydet en stor indsats som formand for Energinet.dk. Kim har været med til at drive Energinet.dk fremad i en tid, hvor forsyningssektoren er i rivende udvikling. Kim har bidraget til Energinet.dk’s arbejde med at sikre en høj el- og gasforsyningssikkerhed, indpasning af mere vedvarende energi i elsystemet og etableringen af udlandsforbindelser på el- og gasområdet. Jeg sætter stor pris på det samarbejde, som vi har haft”, siger Lars Chr. Lilleholt i pressemeddelelsen.

Forrige artikel Grønt overblik: Turen går til England Grønt overblik: Turen går til England Næste artikel Lilleholt overvejer Bornholm som ny grøn test-ø Lilleholt overvejer Bornholm som ny grøn test-ø