To ny energilove vedtaget

LOVGIVNING: Folketinget har givet sin støtte til at etablere en frivillig ordning, der begrænser den økonomiske risiko i forbindelse med geotermiboringer og til at lovfæste reglerne for kommuners varetagelse af varmeforsyningsvirksomhed.

Foto: Henrik Sørensen/ft.dk
Morten Øyen

Tirsdag vedtog Folketinget to nye energilove med brede flertal.

Først stemte alle partier med undtagelse af Liberal Alliance for, at der skal oprettes en frivillig ordning, der begrænser den økonomiske risiko i forbindelse med geotermiboringer. Politikerne forventer, ordningen vil være med til at sætte skub i flere geotermiboringer og øge anvendelse af geotermisk energi.

Med forslaget bliver der også nedsat et råd, som skal vurdere, hvilke geotermiboringer som kan omfattes af ordningen. Til selve ordningen er der med finansloven for 2015 afsat 60 millioner kroner frem til 2017, mens der er afsat 0,9 millioner kroner til oprettelse og drift af rådet.

Det andet lovforslag blev også vedtaget af hele Folketinget – med undtagelse af Liberal Alliance. Denne gang valgte partiet dog hverken at stemme for eller imod.

Lovforslagets hovedformål er at lovfæste reglerne om kommuners hjemmel til at varetage kollektiv varmeforsyning. Hidtil har reglerne været styret af de såkaldte kommunalfuldmagtsregler.

Hertil udvider lovforslaget muligheden for at anvende biomassebaseret varmeproduktion i områder, der forsynes med decentral naturgasbaseret kraftvarme. Den orddning omfatter i dag 35 fjernvarmenet og foreslås udvidet med yderligere 50 til i alt 85 fjernvarmenet.

Endelig præciserer lovforslaget den eksisterende hjemmel i byggeloven til at fastsætte regler om bygningers opvarmningsform. Formålet er at give ejeren frihed til at vælge den opvarmningsform, der passer det pågældende byggeri bedst, forudsat at opvarmningsformen er baseret på vedvarende energi.


Hvis der ikke er udskrevet valg inden, så er fredag den 4. juni Folketingets sidste arbejdsdag inden sommerpausen.









0:000:00